Talte med min kusine til en familiefest, det er år tilbage, få uger efter havde en bilist mistet herredømmet på en landevej ved Nivå og hun mistede livet. Talte med en varm kvinde til en fest. Året efter trak hun vejret for sidste gang på et hospice udenfor København.

Så hurtigt kan det gå.

Har du tænkt over det?

Vi bliver syge, forladt af dem vi elsker og røvrendt. Vi bliver snydt af mennesker der er skrupelløse og kun tænker på egen vinding.

Ingen kommer gennem livet uden en tur med enden i vandskorpen.

Jeg har lyst til at ruske og rive og skrige budskabet om taknemmelighed ind i synet på en masse mennesker. Dit liv er en gave!! Så tag dog ansvar!! Ansvar for egen situation og egne beslutninger. Læg en rute og lad dig aldrig blive kørt hen over gruset , hudløs, mentalt, af dig selv eller andre, i ugevis, månedsvis – ja, resten af livet. Rejs dig op af dyndet og børst skidtet af din krop. Måske har du ikke selv bestilt turen til rendestenen, men du bestemmer selv om du skal blive der, med pegefingeren i egen navle og tommeltotten i munden.

Jeg har lyst til at holde en tale om de mange muligheder og det enorme potentiale hver eneste af os rummer.

Jeg er ’voksen’ nu… jeg har holdt en veninde i hånden få timer før hun trak vejret for sidste gang. Jeg har løftet min farmors krop og lagt den i kisten, jeg har været med til at begrave min ene søsters eneste barn. Jeg har set urimelighederne, det umenneskelige, hadets ansigt, sorgens, hævnens og bitterhedens. Og det er slemt. Men værst af alt er det at se begavede mennesker med muligheder rode rundt med problemer, bekymringer indenfor bagatelgrænsen og udfordringer i en størrelsesorden hvor man burde skamme sig.

Jo, der skal være tid til ærgrelser, til vrede og frustrationer.. men den tid skal afsluttes før den bliver en kronisk tilstand.

Derfor spørger jeg: Hvis du HAR valget, hvis du KUNNE gøre en forskel i dit eget liv og andres – hvorfor så ikke kaste dig ud i projektet. Ja, rejsen kan blive tung, ja, intet er let. Men alternativet er et liv levet på kanten af et fortov i et kvarter hvor du ikke hører hjemme.

Hver evig eneste dag kan du træffe et valg: Som jeg har det lige nu – er det sådan jeg også vil have det næste år ved samme tid? Vil jeg gå denne dag i møde med den bedst tænkelige hensigt? Vil jeg leve mit liv på den bedst tænkelige måde? Vride hver en oplevelse, hvert et møde, hver en kærlighed, hvert øjeblik i elskov ud af dette øjeblik. Vil jeg gøre hvad der kræves for at løfte mig selv og andre til et andet og højere niveau. Og kan jeg gøre det?

JA!

juli 3, 2015
Pernille Aalund - Fotograf Henrik Adamsen

HVORDAN VIL DU LEVE DIT LIV?

Talte med min kusine til en familiefest, det er år tilbage, få uger efter havde en bilist mistet herredømmet på en landevej ved Nivå og hun mistede livet. Talte med en varm kvinde til en […]
juli 3, 2015
Pernille Aalund - Fotograf Henrik Adamsen

DU SKAL LÆGGE EN PLAN

Med jævne mellemrum, hele livet igennem, har vi brug for at se på os selv lidt udefra. Stille os selv en række opklarende spørgsmål alene med det formål at vi sikrer os de bedste betingelser […]
juli 3, 2015
Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

LEVENDE GENNEM LIVET

Størst af alt er kærligheden – værst af alt er ligegyldigheden. Dette manglende engagement i nuet – i andre mennesker, i verden – at lade stå til. Stå af. Bare stå.. som tilskuer uden mæle, […]
juli 3, 2015
Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

SLIP MAGTEN!

Vi bruger ofte ordet ’magtesløshed’, men der kan være noget befriende ved at slippe magten, at ’løsnes’ fra den. Jeg er en stor tilhænger af ’retning’, at vide hvor man vil hen – at gå […]