Lykkelig alene - i kraft af sig selv ...
”Jeg bliver ikke gammel – jeg dør bare … en dag!”
20. januar 2018
Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd
En tale: Du kan ikke være venner med alle…
24. januar 2018

Lykkelig alene – i kraft af sig selv …

Hvordan kan vi nogensinde opleve følelsen af helhed og balance hvis vi stikker termometret ind i en flok, fremfor at stikke det ind i os selv. Det risikerer, at blive et valg befængt med kompromisser og på kant af den virkelighed, vi i virkeligheden ønsker, at være en del af.

 

 

Hvis man ikke kan være alene, lykkelig med sig selv, hvordan skal man så kunne være lykkelig med andre?

I Asch-eksperimentet sætter man en forsøgsperson sammen med en gruppe, der alle er nøje instrueret i at udføre en fælles handling, ofte helt irrelevant, som at stille sig i en elevator med ryggen mod dørene og ansigtet mod væggen. Eller bevidst og kollektivt svare forkert på noget som tilsyneladende er helt logisk. Efter relativt kort tid, vil forsøgspersonen følge flokken ligegyldigt hvor tåbeligt det så end måtte være.

Vi søger sammen i grupper. Ubevidst. Vi vil ikke skille os ud og tilsyneladende hellere lyve og handle irrelevant end, at føle os udstødt og alene.

Men hold k….! hvor er prisen høj, tænker jeg. Og hvordan kan vi nogensinde opleve følelsen af helhed og balance hvis vi stikker termometret ind i en flok, fremfor at stikke det ind i os selv. Det risikerer, at blive et valg befængt med kompromisser og på kant af den virkelighed, vi i virkeligheden ønsker, at være en del af.

Der er noget smukt ved at stå sammen, men jeg placerer til alle tider den største respekt hos dem, der tør stå alene, skille sig ud og have en egen mening på trods af det råbekor de er omgivet af.

Jeg hylder originalerne, de excentriske. Posedamen, cirkusprinsessen og hende der valgte at føde 11 børn og presse æblemost på et fjernt sted. Jeg vælger ’dem’ hvis de vel og mærket har valgt det selv – deres liv.

I mit univers er der plads til både katolikker, budister og muslimer, hvis de kan give plads til hinanden – kan vi også give plads til dem. Ingen hudfarve, hårfarve, vægfarve eller pasfarve skal farve mit billede af et menneske. De er alle sammen velkomne.

Jeg er ikke bange for, at træde ud af en cirkel og ind i et bål. For jeg ved, at så længe jeg har min frihed til at træde ud eller ind intakt, uden angst for andres mening og med egen integritet i behold – så længe vil jeg stå stærkt og i sidste ende være tættere på den, jeg ønsker at være og dermed også tættere på min egen lykke.

Intet menneske bliver lykkelig alene i kraft af andre. Vi bliver lykkelige alene i kraft af os selv.

Lykkelig alene er ikke det samme som et liv alene. Lykkelig alene er en powerfuld indgang til alle relationer for den sætter dem du elsker ’fri’. Det er som instruktionerne i flyvemaskinen: du bliver nødt til at sætte iltmasken over din egen mund og næse før du hjælper andre med deres. Du bliver nødt til at kunne redde eget liv, før du giver dig i kast med en andens.

Hvis du ikke er et ’helt’, levende væsen er det svært at mødes i øjenhøjde og på lige vilkår. Det kan gå for en kort periode, men på den lange bane kan det blive dræbende – ikke bare for dem du elsker, men også for dig selv.

Om man så vælger at leve lykkeligt alene eller alene lykkeligt med andre, det er en individuel sag. Men lev for Guds skyld lykkelig i overensstemmelse med egne værdier og holdninger og giv plads til alle dem der tør stå ved deres, også selvom de ligger lysår fra dit udgangspunkt.

Det hele begynder.. med dig selv!

 

…………………….

Hvis dette var en tale du holdt af – så vil du sikkert også holde af denne: Man kan ikke være venner med alle!

Og taler denne tale til dig – så give den et ♥

Er du midt i en udviklingsproces? ’Pernilles Univers’ giver dig, hver måned, nye videoserier og kurser indenfor selvudvikling, sundhed, skønhed og slank.

5 Comments

  1. Camilla siger:

    Så vigtige ord i mit liv lige nu..
    Takfor dine refleksive tekster. De gør en forskel for mig ❤️
    Ny Sri Lanka. Var der sidste år med kropsinstituttet

  2. Jette siger:

    Lige spot on for mig… Jeg har langt om længe i en alder af 56 fundet ud af at jeg er lykkeligtst alene – efter 2 ægteskaber der var ved at tage livet af mig.
    Burde aldrig have været gift!
    Nå- men bedre sent end aldrig

  3. Lene elsborg siger:

    Så godt skrevet, men også en balance. Jeg er bevidst begyndt at tænke på hvad det er JEG vil og har lyst til at være en del af. Det kan møde modstand i form af ord som “det handler jo ikke kun om dig” . Tiltrods for det vælger jeg at følge min mavefornemmelse og sunde fornuft, og ja det betyder nogengange at andre også må bøje sig, men det har jeg gjort så mange gange og nu er det slut. Jeg vil være og er faktisk lykkelig også alene, men tiltrods for det ønsker jeg den rette at dele livet med. Her har jeg ingen liste.
    Tak for de gode opslag. Dejlig dag Pernille til dig og dine kære. Må lyset altid skinne på jer.
    Vh Lene

  4. Hanne Leth Hillman siger:

    Dine tekster er dejligt positive og inspirerende Pernille. Udfordringen er, at de dage man føler sig ovenpå og stærk alene, kan man vælge i tråd med sine ønsker og værdier. De dage smiler livet tilbage uden man har så meget brug for det. De andre dage, hvor man føler sig rådvild og uden livssigte og energi, er der ofte også stille omkring én og spejlet reflekterer gråt mismod tilbage. De dage kan man have lyst til at flygte fra sig selv og man har mest brug for en sjæleven at læne sig op ad.
    Hanne, 52 år