”Jeg bliver ikke gammel - jeg dør bare … en dag!”
Et opråb: Når brokkeriet tager magten på arbejdspladsen!
19. januar 2018
Lykkelig alene – i kraft af sig selv …
24. januar 2018

”Jeg bliver ikke gammel – jeg dør bare … en dag!”

Livet sætter sjældent grænserne – det er os selv der sætter dem. Eller … vi lader os påvirke af bærme af mennesker uden eget liv, der gør alt hvad de kan for at undgå selv, at blive overhalet.

 

 

Begrænsningernes døre – lad os sparke dem ind.

Lad os stoppe klynkeriet og angsten. Livet er IKKE et timeglas der langsomt ebber ud.

 

Ja! Det er fedt at være ung, men også fantastisk at være barn eller i 30’erne… 50’erne… alle epoker sine glæder. Intet er nogensinde helt slut – der dukker bare en masse mere op. At lære, at se, at elske, at opdage.

 

’Jeg bliver ikke gammel – jeg dør bare en dag!’

Sådan sagde en moden mand og der er noget utroligt livsbekræftende i den udmelding;

 

… det han mente var ikke, at han var ked af at blev ældre, men mere at han ikke ønskede, at hans alder skulle afholde ham fra at leve livet fuldt ud.

 

Jeg har oplevet mennesker på den anden side af de 80 leve intenst og være i bedre form end mange i 40’erne.

Jeg så en billedserie af en kvinde i 90’erne der fungerede som yogalærer og livligt snoede sine ben om nakken. Rank og slank som en blomst.

Jeg var engang til en fest med en kvinde på 94 der iført stiletter, Lewis bukser og en rød læderjakke satte dagsordenen for hele dét selskab. Senere erfarede jeg at hendes datter i 70’erne havde middagsaftaler med en mand i 20’erne.

Livet sætter sjældent grænserne – det er os selv der sætter dem. Eller … vi lader os påvirke af bærme af mennesker uden eget liv, der gør alt hvad de kan for at undgå selv, at blive overhalet.

Lad ikke den slags mennesker forhindre dig i at dyrke det DU brænder for.

Bed dem høfligt om at holde kæften.

Den eneste rigtige moral der tæller – er den du bærer under eget hjerte.

Det er et personligt anliggende.

Neonfarvede plateausko, hæklet bikini, børn i en sen alder, unge kærester, grønt hår eller en tatovering som 65 årig. Det er ikke deres sag det er din og din alene. Og jeg taler ikke om desperat at holde fast i dét at være ung.

Tværtimod.

Jeg taler om ikke, at skænke alderen en tanke og så ellers bare LEVE! For det er jo netop med alderen vi for alvor bliver klar over, hvad vi IKKE gider og ikke mindst … hvad vi stadig mangler at prøve.

Hvorfor ikke springe ud som punker og eksperimenterende kunstner som 70 årig – skabe lidt røre i andedammen og mærke hvordan pulsen den løfter sig under huden. Pakke den rygsæk, snøre vandreskoene og melde sig som frivillig på et hospital for elefanter i Vietnam.

Men intet kommer helt af sig selv. Alt kræver mod, styrke, vilje og ihærdighed.

I de unge år er det erfaring, læring og uddannelse. Familieforøgelse og forsørgerpligt – senere i livet bliver det ro, balance, kærligheden, helbred, muskler og smidighed.

Den stærke krop kan du beholde.

Din glød og glans kan du beholde.

Dit sexliv kan du beholde – dit kærlighedsliv.

Din nysgerrighed.

Men du skal dyrke det, tro på det, leve i det og leve for det.

I øvrigt … Ældes med ynde! … hvad f….. betyder det?

Ynde ja, hvis det ikke ment som en begrænsning, men et gode. Du skal først og fremmest ældes med styrke, i glæde, i kærlighed, lykkelig og nysgerrig til det sidste.

 

Hvis denne artikel gør dig glad 🙂 så giv den gerne et ♥

3 Comments

  1. Tine siger:

    ❤️ Så skønt at læse, er ofte blevet spurgt ” fik du ikke krise ” da du blev 30 næææ jamen så 40 næææ jamen 50 Nope, nå men det får du nok ved de 60. NEJ hvorfor?? Har nydt mine forskellige aldre faser om man vil, med ups and downs, og det har jeg tænkt at fortsætte med ❤️ Snart 53

  2. Jane Vanting Davidsen siger:

    Jeg hørte noget lignede da jeg besøgte Cape Town. Vi oplevede den smukke kyst i sidevogn. De søde og cool herrer der kørte os på MC var 70+. De “levede” livet hver dag. Om det var at køre turister rundt på MC, om det var på surfbrædtet. Jeg blev så inspireret af dem.. de var så livsbekræftende.. de har fået en plads i mit hjerte❤️