Er du sådan en, der ikke kan holde op med at elske?- PernilleAalund.com
Rejsen til helvede, tilbage igen – og den himmelske fornemmelse ved at lande i sig selv
16. december 2017
Fri os fra ligegyldigheden!
18. december 2017

Er du sådan en, der bare ikke kan holde op med at elske?

Du er (på godt og ondt) sådan én, der aldrig giver op: Du har en urtehave under brystet, en eng mellem dine skuldre, en rhododendron på ballen, en rosenhave i maven, og et par sejlivede tidsler over lænden.

 

 

Og måske er du også blandt dem, der nægter at lade skidtet dø af sig selv, men hele tiden vander den sidste lille rest af grønt; også selvom alt håb er ude.

 

En ‘ode’ til alle kærligheden …

Er du sådan én, der bare ikke kan holde op med at elske?

Hvis der først én gang er sat et lille frø, der har fået lov til at spire, så breder det sig som ukrudt, gror som besat, flere meter om dagen, som en gamle humle, der hver sommer skal klippes med hård hånd for ikke at lægge sig som et filter om huset.

Som humlen, sætter dine frø lange tråde af rødder om dit hjerte, som garnet der vikler sig om en fisk. Og uanset hvor meget du spræller for at komme fri – så hjælper det lige meget; der er kun to muligheder, enten at lægge sig om på siden og lege død til det værste er overstået, eller lide smertefuldt i kampen.

Og måske er du også blandt dem, der nægter at lade skidtet dø af sig selv, men hele tiden vander den sidste lille rest af grønt; også selvom alt håb er ude. Tænker hver gang, at hvis der er liv, er der håb, også selvom den spinkle sag er sat i verden på et yderst beskedent grundlag.

Når det kommer til alt, så ER det jo netop kærlighed, verden er i bekneb med.. hvis der bare var lidt flere, der ville vande et frø eller to – så ville her måske være lidt mere lys og lidt mindre mørke – lidt mere liv og lidt mindre død.

Men helt ærligt… indimellem er det måske bedre at lade misvækst fare … for at andet kan leve. Og når man ser sig tilbage, har der måske været en plante eller to, der burde have været revet op med et jern, lagt til at visne i komposten eller brændt under et snobrød til et godt glas vin med et saligt smil om læben?

Du er (på godt og ondt) sådan én, der aldrig giver op:

Du har en urtehave under brystet, en eng mellem dine skuldre, en rhododendron på ballen, en rosenhave i maven, og et par sejlivede tidsler over lænden.

Du kunne luge bort, lægge perlesten, drysse spagnum og vande med gift.. men du ved også, at hver eneste lille plante er sat der af en årsag og hvorfor asfaltere og kontrollere alle de drifter, der skaber den skov af følelser, der er grundlaget for hele din eksistens.

Så hellere dø i perioder midt i dette uregerlige bed med udsigt til himlen og vind i håret.

Så du vander dine frø..

…..

Hvis dette er en tekst der taler til dit ♥ … så må du meget gerne give den et ♥ …

Er du midt i en udviklingsproces? ’Pernilles Univers’ giver dig, hver måned, nye videoserier og kurser indenfor selvudvikling, sundhed, skønhed og slank.

36 Comments

  1. Diana Rønning siger:

  2. Sanne siger:

    Hvor er det fantastisk godt skrevet.

    Jeg kan også lide betegnelsen at vi alle har hver vores urtebed. Og så planter vi blomster i en ny have sammen med et andet menneske. Hvis den have fyldes af ukrudt, bruger vi så meget energi, med at luge og forsøge at vande, at vi helt glemmer vores eget urtebed.
    Og ja, ved er brud er det svært at stå og se de sidste smukke blomster, vi plantede sammen, dø, -blandt tidens ukrudt, i vores fælles have…..

    Så vi vander den lidt…. ♥️

  3. Susanne siger:

    ❤️ alt håb er ikke ude, har kæmpet for vores kærlighed som jeg tror på jeg vinder og kæmper videre,
    Tak for dine dejlige ord Pernille

  4. Linda siger:

    ❤️

  5. Charlotte siger:

    Py ha den ramte
    Jeg kan ikke slippe ham

  6. Suzan siger:

    ❤️

  7. Anni siger:


    Jo den taler i den grad til mig.

  8. K siger:

    ❤ så smukt skrevet og præcis det jeg gør, og altid har gjort. nu er alt sten dødt og jeg har kæmpet mig selv halvt til døde i det. Så nu skal jeg til at vande min egen have og forhåbentlig lave de smukkeste bede igen.

  9. Anita siger:

    Årha ❤

  10. Christina Christoffersen siger:

    Det er mig ❤️

  11. Anita siger:

    ❤️ ja det er meget velkendt .

  12. Pernille siger:

    Tror aldrig nogen i så fint et blomstrende billede har malet så rammende et billede af mig og mit urtebed❤️

  13. Birthe siger:

    Jeg fatter simpelthen ikke et kuk af den tekst. Sidder med en følelse af at gå glip af noget vigtigt, som kun dem i den hemmelige klub kan hygge sig med. Eller at være sådan lidt småautistisk med hang til det konkrete og i hvert fald ikke fatter det meget abstrakte. Hvornår skete det lige? Har aldrig opfattet mig selv sådan før……

    • Pernille Aalund siger:

      Det er en følelse… et billede på en tilstand. En stemning. En smerte. Mennesker er ikke ens og hvis du ikke kender følelsen er det også helt i orden. Ingen tekster kan ramme alle, det er umuligt. Vi har hver vores historie.

  14. Betina siger:

    ❤️ beskrivelsen af den indre rejse er meget genkendelig. Tak for at sætte ord på ❤️

  15. Thurid siger:

    Hallo var det til mig ❤

  16. Dorthe siger:

    Årh for fanden

  17. Birthe siger:

    ❤️ du har selvfølgelig ret ❤️

  18. Dorthe siger:

    hm .. jeg ved at det er slut, jeg kæmper ikke mere, men hvordan holder man nogensinde op med at elske nogen, man har elsket så dybt

    • Pernille Aalund siger:

      Ved at fokusere dine tanker på andet. Dine tanker føder dine følelser. Alt kommer fra dine tanker. Flyt dine tanker og du vil flytte dine følelser …. kram.

  19. Kirstine siger:

    ❤️ Det er jo mig du har beskrevet… ❤️

  20. Karin siger:

    Kære Pernille.
    Tak for påmindelsen om at mine tanker føder mine følelser. Det er ikke nemt, især på mærkedage som i dag, at være den der har givet slip.
    Jeg ved ikke om jeg er en person der aldrig stopper med at elske, dog ved jeg, at jeg har utrolig svært ved at give op på andre mennesker, ikke mindst hvis de har det svært, selvom også dét kan være nødvendigt.

  21. Louise siger:

    Hmmmmm tak ❣️
    Min skønne veninde har sendt mig et link til din gode og rammende beskrivelse. Det er SÅ meget mig.
    Det kan jeg så ligge og tænke lidt over.
    Altså, jeg ved det jo godt. Har bare svært ved at erkende det er stendødt. Og det tror jeg er fordi, hvergang jeg vander for at få nyt til at spirer så drukner det. Bliver så skuffet over dem som røvrender mig. Ja, jeg har fokus på de forkerte, ja bevares, åbenbart men det opdager jeg jo først når jeg sidder med øv-følelsen.
    Hmmm begge dele er håbløst og smertefuldt. Suk.

  22. Hanne Leth Hillman siger:

    Hvor fint italesat. Denne følelse af en kærlighedskamp, som ikke kan vindes. Et blomsterbed, som ikke har tilstrækkelig næring fra kun en side. At vide det og så alligevel ikke at kunne stoppe med at søge efter knopperne. Ikke at kunne eller måske ikke at ville. Fordi erindringen om synet og duften af de udsprungne roser er så fuldstændigt berusende og berigende. Kære Pernille, jeg ved du har ret, at kun hvis tanken er med, kun hvis man virkelig giver slip, ser ud og op, kan man komme videre. Blot kan det være så sorgfuldt

  23. Mette siger:

    ❤️HELT FANTASTISK SKREVET!!!!!

  24. Lene siger:

    Det dér er en nøjagtig beskrivelse af mig. Italesat på en god måde. Jeg glæder mig meget til at møde dig næste lørdag og høre dine vise ord. God søndag til dig.

  25. Birgit Holst siger:

    Smukt skrevet og meget genkendeligt ❤️

  26. Katrine Birksø siger:

    Midt i kampen med alle tornene, læser jeg dette… pyh. Hvilken rørende beskrivelse. Og jeg tager en torn ud af hånden, og fjerner en tåre fra kinden, og ved,m at på den lange bane… Der giver det mening, fortsat at vande. Tak for dine ord!

    • Pernille Aalund siger:

      Smukt …. opgiv aldrig kærligheden. Det vi vander gror også selvom vi ikke altid kan få lige præcis det vi gerne vil have. Der vokser nyt …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *