En tale: Indimellem må man bare gå - Pernille Aalund
En tale: Det ægte liv
2. april 2018
En tale: Den vigtige kerne i dig!
7. april 2018

En tale: Indimellem må man bare gå

 

Indimellem må man gå, før det er for sent.

Før den sidste dråbe kærlighed er presset ud og erstattet af en bitterhed. Mens vi stadig kan huske, at vi elskede en gang. At der var dage, hvor man ikke kom ud af sengen, hvor ’rodehår’, et krøllet morgenansigt og alle hverdagens små trivialiteter var berigende betragtninger, der bare bragte den elskede lidt tættere på. Fornemmelsen af en ubrydelig tosomhed og den konstante længsel. ’Jeg elsker dig!’ som længe ventede og forløsende ord.

Indimellem må man gå, før det er for sent.

Gå, før man kun ser alt det, der ikke er, og sammenligner størrelsen på en røv eller en mave eller en skaldet isse med alt det, der ikke lige er indenfor rækkevidde eller alt det, man ’KUNNE’ få, hvis man ikke lige stod her midt i en kvælning.

Man må gå, før det kommer dertil – eller beslutte sig for at blive … én gang for alle og ikke gæste et imaginært landskab, der får ’My Little Pony’ til at minde om et andenrangs eventyr.

Én gang for alle sige til sig selv: Nu er jeg her, jeg bliver her, og jeg gør ALT, hvad jeg kan for at elske dette menneske med alt, hvad der følger med, også selvom det langtfra er perfekt.

Men indimellem ER det for sent.

Det begyndte måske med en drøm … en vidunderlig vision om soulmating, familie og samhørighed. Eller i en seng. Med en krop, et begær og en vildskab – og så kom hverdagen, og matchet var ringe. Børnene tog det sidste overskud, og fundamentet var for spinkelt.

Eller man drømte om et liv med stokroser i provinsen, hvidt slør og lysestager fra Lene Bjerre. 20 år senere bor naboen for tæt, man ved ikke, hvad man skal snakke om over middagsbordet, og bebrejdelserne styrer agendaen ved den forudsigelige tur til det græske øhav.

Og man trækker den og trækker den – for på søndag kommer børnene, og lige om lidt er det jul igen.

Og sådan går livet, og galden står i halsen, til den styrer hele ens væsen og væren og udsigt og indsigt.

Og så en dag eksploderer det hele, og man har glemt at tale sammen, elske sammen, tilgive og give plads.

Indimellem må man gå, før det er for sent.

Gå, mens der stadig sidder fragmenter af hed elskov i porerne, mens det er hovedet, der taler, og man har en helt klar erindring om, at dette menneske var centrum for alt på et tidspunkt. Et valg.

Med stolthed.

Gå, mens der er rum for dialog, så alt kan arrangeres i kærlighed – for børnenes skyld, for fællesskabet, for familien, for vennerne – men ikke mindst for én selv.

Så intet er tabt, men bare en forlængelse af det, der var – en ny epoke, hvor mor og far husker, at de fik deres børn i kærlighed, og det grundlag kan løfte børnene videre – hele resten af livet.

Indimellem må man bare gå. Mens man stadig har sin ære i behold, sine værdier og sig selv.

I kærlighed.

 

♥♥♥

Er du midt i en udviklingsproces? ’Pernilles Univers’ giver dig, hver måned, nye videoserier og kurser indenfor selvudvikling, sundhed, skønhed og slank.

10 Comments

  1. Bettin Ambus siger:

    Den sad lige i skabet

  2. jetterandrup siger:

    Ikke at tage en beslutning er også en beslutning ….
    – og konsekvenserne kan være derefter – og de kan skifte ….

  3. rysensteen siger:

    Det er bare godt sagt!

  4. Eftertænksom siger:

    Indimellem er det tid til at indse at sammenhold på trods af kvælningsfornemmelser, forskellige livssyn og forskel på opfattelse af livsmoral har nedbrudt forelskelsen totalt. Indimellem må man indse at følgeskab igennem et livsforløb, fælles oplevelser, fælles børn, fælles børnebørn og fælles skæbne fylder så meget mere, giver så megen tryghed, så megen enkelthed og så megen ro i livet, at en nedprioritering af kvælningsfornemmelsen er nødvendig – ubehagelig, men nødvendig for at kunne være i livet. Det kan faktisk også give en indre ro og betyde at drømme om en anden tilværelse visner hen og dør.
    Respekt for de som vælger at gå nye veje, prøve flere “kærligheder” af. Men også respekt for de som forstår at udvikle forelskelse og kærlighed til livslangt sammenhold, hvor parterne efter bedste evne søger at holde hinanden oppe og hinanden ud livet igennem. Ikke mange er forundt at elske hver dag hele livet – uanset om de skifter til nye partnere i jagten på kærligheden eller forsøger at genfinde sammenholdet til den samme partner hele livet.

    • Pernille Aalund siger:

      Tak for rigtig fin refleksion … og jeg giver dig meget ret. Hvis man ikke mister sig selv. Hvis man ikke lever i terror, i vold, i ensomhed… i kamp.. i smerte.. hvis det kan bæres… ja, så kan man udvikle sig sammen. Kærligheden skifter ansigt hele tiden. Det ene behøver ikke være smukkere end det andet. Der ligger en skønhed i alle kærlighedens ansigter.

  5. Mette siger:

    Tusind tak! Det er fantastisk godt skrevet og lige hvad jeg trængte til at høre

  6. Anne Simonsen siger:

    Det styrkede – tak 🙂

  7. Torben siger:

    Hej Pernille, det er bare smukt skrevet!

  8. Anne siger:

    ♡Stærkt! …minder mig om de gange jeg burde være gået men istedet blev i noget dårligt og på den måde “forlod” mig selv i stedet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *