Livet levet i erindringen
Pernille Aalund - Fotograf Henrik Adamsen
Når jeg fylder 100…
8. februar 2019
Smerter i fødderne?
23. februar 2019

Livet levet i erindringen

Skal der ventes, bør det være i længsel, mens man handler, med udsigt til et muligt mål, med en plan … og i glæde. Vi kan muligvis ikke være lykkelige hele tiden – men hvorfor ikke gøre et forsøg? Nære den sult, der optræder i mellemrummene. Forbedre det vi ’har’.

 

Man kan gå gennem livet med en pose over hovedet.
Byde sin dag velkommen i afmagt og navigere uden om smerten som en søvngænger, bevidstløs og uden et endeligt mål.

Stikke benene ud over kanten af sengen og forbande vejret, opvaskemaskinen, der pludselig valgte ikke at vaske – den, der ligger ved siden af på tiende år og de tynde trevler af tidens spor på kinden efter en pude, der føles blød, men alligevel efterlader et delta af mærker.

Man kan leve uden virkelig at leve.
Man kan overleve meget længe på den måde.
Med smagen af metal i munden og en lammende træthed i nakken.
Man kan dukke den nakke for længe.

Og sådan går tiden. ”Hun har jo selv valgt at leve med mig på de præmisser!” sagde han over sin sushitallerken på dét, som hun troede var en date, men viste sig at være et tidsfordriv, eller en flugt – for konen sad derhjemme med børnene og ventede.

Hvordan vil jeg selv leve?
Ikke sådan – tænker jeg.
Med en pose over hovedet og en mand, der hellere vil elske med andre end mig.

”Hvordan orker du at arbejde så længe?” sagde kvinden i en elevator, der lugtede af røg, mens jeg krammede posen med kildevand og æble og følte mig rig efter en lang mandag.

Kokken var lidt over ni – og jeg tænkte, om hun ville stille det samme spørgsmål, hvis hun selv var tilfreds og mæt og i live.

Der er ikke så mange skud i livets bøsse – der er ikke så mange muligheder for at sætte nogle nye scenarier, hvis du bare lader tingene ske og dagene gå og ikke får handlet i tide.

Livet lukker sig om os med vanens mægtige klo, og det er så ufatteligt svært at vriste sig fri.

Jeg tror ikke på denne ”venten” … på manden, der måske kommer hjem på et tidspunkt, den næste solskinsdag, en lottokupon eller længslen efter at lukke pc’en, når viseren rammer fyraften.

Hvis livet leves i erindringen – eller drømmen om det, der skal ske om lidt, fordi det, du står med lige nu, er ubærligt – er det ubærligt i sig selv.

Det er et liv med bøjet nakke.
Livet bør leves med nakken tilbage.

Åben.

For ham, for det, i et suk, med et håb, i et brøl – til stede.

Skal der ventes, bør det være i længsel, mens man handler, med udsigt til et muligt mål, med en plan … og i glæde.
Vi kan muligvis ikke være lykkelige hele tiden – men hvorfor ikke gøre et forsøg? Nære den sult, der optræder i mellemrummene. Forbedre det vi ’har’.

Livet skal ikke leves med drømmen om det, der ’kan’ ske, men i vished om, at det SKER – og fordi du selv har valgt at skubbe til processen.

 

 

 

Comments are closed.