En tale: Når jeg engang skal dø ... - Pernille Aalund
Pernille Aalund - Fotograf Henrik Adamsen
De gode, de dårlige og dem du må tilgive for at komme videre med dit eget liv.
26. februar 2018
Pernilles boligmanifest
1. marts 2018

En tale: Når jeg engang skal dø …

Når jeg engang skal dø – skal den jeg elsker, lægge sig hos mig, for intet er mere roligt og fredfyldt end at sove ind på en brystkasse, mærke et hjerte, lytte til åndedrættet og vide, at det er her, jeg hører til, før jeg skal væk, og væk er aldrig længere væk end det blafrende lys i dit kammers stage.

 

Når jeg engang skal dø – vil jeg dø med dem, jeg elsker.

Dø, velvidende, at jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at elske igen og huske på hvert eneste lille greb om mit hjerte på trods, i trods, men et greb trods alt.

Når jeg engang skal dø – vil jeg se mine kære sidde dér ved min side med et smil, fordi dét, der var – var godt, og intet af det, vi husker som godt, kan slettes fra det, vi ’er’; erindringen er magtfuld.

Erindringen er det fundament, vi stabler alt det, der sker, ovenpå, før det lægger sig som pilotering. Kampesten på kampesten af lærdom.

Når jeg engang skal dø, vil jeg se ind i disse øjne. Knuge en hånd, søge et blik og glædes over, at alt det gode, de har fyldt mig med, kommer fra den samme kilde.

For kærlighed føder kærlighed og lad ingen andre fortælle dig andet. Du får, hvad du giver, og det som du giver – vil altid finde vej tilbage.

Når jeg engang skal dø – skal den jeg elsker, lægge sig hos mig, for intet er mere roligt og fredfyldt end at sove ind på en brystkasse, mærke et hjerte, lytte til åndedrættet og vide, at det er her, jeg hører til, før jeg skal væk, og væk er aldrig længere væk end det blafrende lys i dit kammers stage.

Og jeg ved, hvad jeg taler om; jeg har selv favnet de døende – lagt arm og bryst til. Trukket vejret rytmisk i de sidste minutter af et liv. Søgt et flow og fundet det. Mærket, hvordan smerten og angsten fortonede sig. Og det er sådan, jeg selv vil tone bort.

Mæt af dage, mæt af beslutninger, mæt af kraft og mæt af ansvar – velvidende, at jeg var her og det, jeg gjorde, gjorde en forskel, og den forskel er vigtigere for dem, der kommer efter, end det jeg er lige nu.

Kroppen, nej – sjælen, ja, og mine gerninger … måtte de være en del af kommende generationers fundament.

Bygget på tillid, bygget på tro, bygget på håb. Og altid i kærlighed.

 

♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥

Denne tale finder du i bogen ’10 taler om kærlighed’.

Talen er nogle år gammel, men netop denne morgen bliver den aktuel igen. Vi skal begrave et nært familiemedlem på min mands side. At sidde med en død vil altid minde os om livet og vor egen afsked ♥

 

Mine tekster og taler udkommer løbende som bøger. Serien hedder ’10 taler’ og du kan købe dem hos din boghandler eller via dette link 🙂

5 Comments

  1. Arne Madsen siger:

    At dø med kærlighed omkring sig må være det ypperste at opnå når vi engang skal herfra. Da jeg engang mødte på arbejde som sygepl. fik jeg at vide at på den enestue der var var en ældre mand der var ved at dø. Hans hustru var ved hans side og holdt ham i hånden. Derimod var stemningen vrede, nogle kunne være på stuen i gråd, andre stod på gangen og råbte og var vrede på hinanden. Jeg vidste ikke lige hvordan jeg skulle håndtere det, men spurgte sønnen om han ville spørge sin mor om hun kunne tænke sig en præst.Det var han meget afvisende overfor, men jeg foreslog ham at han skulle spørge og var det for svært for ham, ville jeg selv spørge hende. Han kom tilbage og fortalte at hun godt kunne tænke sig en præst. Præsten kom og forinden havde jeg fortlat præsten om den anspændte stemning. Det var som trylleri. Præsten havde en snak med de pårrøende og fortalte at ham der skulle dø, har brug for at mærke jeres kærlighed, jeres latter og glæde og ikke jeres vrede. Han har brug for at høre at han er elsket, at han har gjort en forskel , han har brug for at mærke kærligheden. Stemningen blev vendt og han døde kort tid efter da kærligehden indtog rummet og familien var dybt taknemmelig for at præsten kom forbi og tryllede med ord. Sådan vil jeg også gerne dø, i kærlighed.

    • Pernille Aalund siger:

      Kære Arne … Ja … vrede avler vrede. Glæde avler glæde og kærlighed avler kærlighed. Tak fordi du deler den meget smukke historie.
      kh
      Pernille

  2. Charlotte Winsløw siger:

    Når jeg skal herfra, håber jeg det bliver på samme måde som min far..
    Her d. 6 februar 2018 gik han i seng som vanligt, og vågnede aldrig igen, han blev 80 år, har haft et langt godt liv, og slap for alt mulig trist sygdom…Det var et chok for alle os efterladte, men da den bedste måde for ham❤️️

  3. Lisa siger:

    Din tale rører mig dybt i hjertet, da jeg ikke selv har haft mulighed for at være tilstede da mine elskede blev taget fra mig. Denne tale vil jeg lægge ind i bogen “Til mine kære” ♥️

    Kh Lisa Næblerød

    • Pernille Aalund siger:

      I dag begraver vi min svigermor. Hun endte med at dø alene. Hun blev fundet den efterfølgende morgen af min svigerinde. Det er ikke alle forundt, at have en at holde i hånden, men vi har lov til at gøre os tanker, håbe og sende en sidste kærlig hilsen til dem der var en gang… ‘Til mine kære’ …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *