Den nødvendige 'alenetid' .... - Pernille Aalund
Hvor rig er du egentlig?
1. august 2018
‘Livets Smykke’: LIVSVALG
6. august 2018

Den nødvendige ‘alenetid’ ….

I dag ved jeg, at sådan kan kærligheden også se ud. Indimellem er et blik nok … eller en hånd. 

 

Jeg kan ikke rigtigt få alene tid nok.

Jeg går rundt herude mellem de stubbede marker eller kører landevejene tynde på min cykel.

Jeg kan ikke rigtigt få alene tid nok.

”Sidder du dér for dig selv?” spørger den søde tjener, mens han i omtanke pønser på at få mig involveret i et selskab et par borde væk. Jeg satte mig ellers i hjørnet for at undgå mennesker og jeg smiler afværgende med hånden og kigger ned i mit glas med rabarber saft.

Jeg kan ikke rigtigt få alene tid nok.

Måske var der for mange mennesker i mit liv gennem for mange år, tænker jeg … Men jeg kender jo godt det svar. Der har altid været for mange mennesker. Jeg kunne godt lide at lege for mig selv, da jeg var barn. Jeg husker dagene ved diget i mine bedsteforældres sommerhus. Timerne i skolen der bare fløj væk, mens jeg selv var et helt helt andet sted.
I egne tanker. Frikvarteret var det værste.

Jeg kan ikke få alene tid nok.

Herinde i dybet under mit hjerte kan alting ske; jeg kan bygge det ene utrolige univers op efter det andet. Eller blot lade stilheden tale sit helt eget sprog. Her er ro. Pludselig kommer der en følelse og den følelse bliver til ord, der føjes ned og i sidste ende giver det hele mening og sådan går mine dage.

Jeg kan ikke få alene tid nok.

Jeg har gjort mig umage i mange år. Har smilet og taget møder med mennesker, der drømte om noget stort eller var noget stort eller var på vej til at blive det. Det fungerede fint i mine TV programmer. Det var organiseret samvær og jeg kunne samle mig i timerne i mellem. Og tænke … over det der blev sagt og hvorfor dét, der var sket, var sket og sådan blev kimen lagt til alt, hvad jeg pusler med i mit hoved om skæbner og liv hver eneste nat.

Jeg kan sjældent få alene tid nok.

I næste uge kommer min mand hjem. Han pakkede sin rygsæk og snørede sine sko. Det er 4 uger og næsten 870 km siden.

Han kan ofte ikke få alene tid nok.

Vi vil sætte kaffen til at snurre og kigge hinanden tavst i øjnene.
Så skal han og jeg være alene sammen.
Her er der ingen der blander sig i, hvad man har lyst til at gøre om lidt.
Det er nok med en høflig orientering.

I dag ved jeg, at sådan kan kærligheden også se ud.
Indimellem er et blik nok … eller en hånd. 

Vi er åndsslægtninge på en gennemrejse.
Ensomheden dyrker vi ikke. Tosomheden har vi valgt.
Og alenetiden … prioriteret.

♥♥♥

9 Comments

  1. Annette Sigvardsen Jensen siger:

    Det er så forløsende at læse dine livskloge ord – og genkende sig selv

  2. Sanne siger:

    Fantastisk indlæg som ramte lige i hjertekulen, fordi det passer SÅ godt på mig og mit liv. Jeg elsker at være alene og er det ofte – også selv om jeg er lykkelig gift på 20. år. Min mand forstår mig, er li’som mig, så vi gi’r hinanden plads og og tid.

    Jeg har via FB fulgt din mands tur på caminoen og synes det er skønt. Jeg drømmer lidt om det samme, i al fald i forhold til tiden, men foreløbig fungerer det fint med 2 årlige ture af 1 uges varighed.
    Tak for dine “10 taler” .

  3. Lone siger:

    Kære Pernille
    Hvordan klarede du det med det sociale på arbejdsmarkedet – altså ift. kolleger og den small talk der ligesom kræves aften i den sammenhæng ?
    Kh
    Lone

    • Pernille Aalund siger:

      Jeg meldte mig meget ud af den del eller kørte den på et meget lavt blus.
      Jeg sad som chef det meste af tiden og det gav mig lidt fordele. Jeg havde mit eget kontor og jeg spiste for mig selv og kunne lægge alenetid ind i min kalender. Jeg undgik fester og fik lov til at holde mig lidt for mig selv af ledelsen 🙂 ‘Aller’ var en fantastisk arbejdsplads for en som jeg.

  4. Marianne Witt Clausen. siger:

    Jeg. Har det som du. Jeg har været sammen med min mand i 31 år. Han er fisker. Jeg elsker at være selv. Og så elsker jeg når han kommer hjem igen. Og når han så har været hjemme noget tid tager han afsted igen. Jeg har også altid som barn elsker at være selv. Og i jet har ikke en behov for en kæmpe venne kreds. Vil hellere have få med rigtig gode. Min bedste veninde. Gennem hele livet. Og jeg kan være i dpanien samnen i en mdr. Og vi har det på samme nåde. Vi giver plads til vi kan slappe af. Nyde en bog. Vi behøver ikke tale ørene af hinanden. Min mand og jeg har bolig i Spanien. Og vi elsker roen her nede. Med vores efternøler. På 10 år. Hun er også god til at være selv. Og hun vil også helst have få men gode veninder. Men hun er nu ret god til at være social. Også

  5. Kirsten Ahlmann siger:

    jeg har også altid elsket alene-tid. Når min mand arbejdede længe, var på rejser, hyggede sig med kammeraterne – eller vi var sad og var tosomme og alene sammen. Men nu er jeg alene – helt alene. Og nu er alene-tid forfærdeligt. Han døde fra mig for 14 måneder siden. Det skete pludseligt og dramatisk – og nu kan jeg slet ikke holde ud at være alene.
    Derfor ramte dit indlæg mig hårdt. Alentid forekommer bedst, når man er to. Tænk på det.

    • Pernille Aalund siger:

      Kære Kirsten!
      Det gør mig ondt med din mand … og det gør mig ondt, at du føler så stor smerte ved at være alene. Jeg tror det handler meget om den profil man har. For jeg har altid dyrket alene tiden også når jeg har været ‘alene’ … altså ikke ‘to’ …. jeg har brug for den tid. Jeg har været uden partner i mange år ad gangen. Jeg ser sjældent mennesker når jeg har ‘fri’. Vi må huske at vi mennesker er meget forskellige. Har helt forskellige afsæt. Og helt forskellige længsler, men jeg hører din længsel efter tosomhed og jeg anerkender af hjertet din smerte. Kh Pernille