Den nye kvindebevægelse! 10 spørgsmål og svar ... - Pernille Aalund
Pernille Aalund - Fotograf Henrik Adamsen
Der er mange liv i ét … de sidder som perler på din snor. Se dem og lev dem.
4. juni 2019
‘URTELYKKE’ … en varm anbefaling af en bog du ikke vil være foruden.
22. juni 2019

Den nye kvindebevægelse! 10 spørgsmål og svar …

I vores kamp for uafhængighed og selvstændighed er vi ubevidst blevet slavinder. Slavinder af livsvilkår, som ligger langt fra vores hjerter. Læs forfatter og mentor Birgitte Baadegaards gæsteindlæg om den nye kvindebevægelse.

“Kærlig, feminin og spirituel i sin essens” … sådan beskriver Birgitte Baadegaard den nye kvindebevægelse. Nedenfor kan du læse hendes gæsteindlæg skrevet specielt til jer:

 “Smerten er alt for mange kvinders trofaste følgesvend. Vi taler ikke om den og kalder den måske noget andet: frustration, humørsvingning, sensitivitet, (over)følsomhed, hysteri, udmattelse, træthed. Kort og godt, vi vil helst ikke være ved den, mærker den kun indimellem. Eller alt for ofte.

Uanset hvor velfungerende, veluddannede, velformulerede og velorienterede vi er, ligger smerten lige nedenunder, og vi vogter over den og holder øje med den, så den ikke får lov til at ødelægge vores ’gode liv’. For, set udefra, har de fleste af os jo et godt liv, ikke?

Der er en grund til den smerte … En underliggende årsag, der ligger så dybt, at du knap er bevidst om den. Samtidig er der en indre bevægelse i gang blandt kvinder – i alle aldre og med alverdens baggrunde. En bevægelse, der kan karakteriseres ved:

  • en navnløs længsel efter nærhed og deling med andre kvinder, både personligt og fagligt
  • et skønt ydre liv og oplevelsen af et kaotisk, uforløst indre
  • et skrigende behov for mening – i både arbejde, i livet og sammen med andre mennesker

Genkender du det, jeg skriver? Så er du ikke alene. Din følelse af uforløsthed og længsel er en del af den nødvendige forandring. Vi skal bare forstå årsagen og dernæst forstå at bruge den nye bevidsthed. For vi er mange, rigtig mange, der har det på den måde.

I vores berettigede kamp for uafhængighed og selvstændighed er vi ubevidst blevet slavinder. Slavinder af livsvilkår, som ligger langt fra vores hjerter. Når vi altså tør leve med hjerterne på vid gab. Og hånden på hjertet: hvor mange af os gør det? Hvor mange af os ved overhovedet, hvad det betyder?

Jeg siger dette uden dom eller’ offer-attitude’. Alene pointeret ud fra det mønster, der tegner sig historisk og kulturelt for kvinder. Der er intet at være vred over. Intet at dømme. Ingen mænd at hade – de er ligesom os ofre for det, der er blevet vores kollektive ’sandhed’. Det er bare tid – til at vågne. Og verdens opvågnen starter med kvinderne – herunder dig.

Måske sidder du allerede med nogle spørgsmål til det, jeg har skrevet. Lad mig give dig svar på noget af det, jeg bliver spurgt oftest om:

1.Hvad mener du med ’slavinde’? Det ord provokerer mig – jeg er ingen slavinde!

Lad mig i speedversion ridse din historiske tidslinje op for dig: Indtil for ca. 5000 år siden levede menneskene som nomader og stammesamfund. Vi levede i og af og sammen med naturen og var præget af en tro/spiritualitet, der havde både ’den hornede tyr’ (det maskuline) og moderfiguren (det feminine) som symbol på liv og eksistens. Balancen mellem mand/kvinde og menneske/natur var – nogenlunde – på plads.

For omkring 5000 år siden begyndte man(d) at eje jorden. Vores kollektive tankegang gik fra ’vi’ til ’mig’. Og for at sikre arvefølgen, måtte kvinder låses fast, da de føder børnene. Det nye mønster forstærkedes af ændrede religionssyn, der nu flyttede sig fra at være flerguderi (og gudinderi) til en enkelt, mandlig gud oppe i det høje, og den økonomiske tankegang ændrede sig også.

I de efterfølgende år – indtil for ca. 100 år siden – var kvinder låst og havde stort set ingen rettigheder. Så tilkæmpede de sig i Vesten uddannelse, stemmefrihed og lige juridiske rammer og fik at vide, at NU var de frie og kunne alt, hvad de ville. Med en enkelt lille detalje, ingen bryder sig om at tale om: Som kvinde er du kun fri så længe, du accepterer den ramme, du er sat i – og den har du ikke været med til at skabe. Derfor er du i realiteten slet ikke fri.

2.Hvad mener du? Vi er alle lige – nu skal kvinder bare ind i kampen og tage de jobs, de vil have.

På papiret er vi lige, ja. Men i det sekund, at et helt samfund og en verdens struktur gennem tiden er blevet designet til og af én gruppe, selvom den ene gruppe kun repræsenterer den ene halvdel af verdens befolkning, opstår der er en ubevidst skævvridning og en kollektiv ubalance – både følelsesmæssigt og i praksis. Vi skal til at (gen)huske: Mænd og kvinder er lige – ikke ens. Kvinder er kvinder – mænd er mænd. Og vi komplementerer hinanden på smukkeste vis – hvis vi kan begynde at forstå det med både hoved og krop. I den ånd skal vores kollektive ramme justeres.

3.Er det derfor, jeg så ofte føler mig så træt, så udmattet, så flad? Jeg løber og løber – og det er bare aldrig godt nok!

Hvis den ramme, du render rundt i, ikke er blevet skabt sammen med dig (dvs. kvinder), løber vi rundt i et værdisæt, i en struktur og nogle tankemønstre, der i bund og grund ikke er vores. Det trætter – specielt, da kvinders værdier og prioriteter ofte, inderst inde, vil være i karambolage med ’virkeligheden’. Så vi slår kroppen fra og bruger hovedet til at præstere efter den ydre ramme – og mister dermed i længden os selv.

I bund og grund handler det i fremtiden om at præstere fra et helt andet ståsted – et ståsted, der er præget af langt større balance mellem det maskuline og det feminine. Hvor mænd og kvinder, det cykliske og det lineære, kan supplere hinanden i langt højere grad, end det sker i dag – både i job og hjemme, i ledelse og som medarbejder. I dag skal både mænd og kvinder hinke rundt på det maskuline, lineært præsterende ben for at ’være noget værd’. Det gør os alle syge og/eller forstenede. Livet består af faser – i særdeleshed for kvinder. Det skal vi begynde at leve efter – og ære. Vi behøver ikke at være hjemmeløbende hele livet – ligesom vi ikke behøver at have fuld skrue på karrieren fra den dag, vi træder ud af studiet. Der skal være plads til det hele – i faser.

4.Hvad skal jeg – vi – så gøre? Jeg kan jo ikke bare slippe alt, vel?

Livet bliver meget mere enkelt, når du indser, at alt, hvad du hidtil har fået at vide, er vigtigt (rammen), slet ikke er skabt af dig. Så er det pludselig ikke så vigtigt længere, vel? De fine sofapuder? De dyre sko? 50 timers arbejdsugen? Din titel? Dit løb, så du kan holde vægten? De fermenterede grøntsager på Insta? Hvorfor gør du, hvad du gør? Er det fordi, dit hjerte elsker det, og din krop nyder det? Eller er det fordi, du (ligesom os alle i større eller mindre grad) er blevet mere optaget af, at rammen synes, du er en (ydre) succes.

På den måde bliver det meget nemmere at sætte dig selv fri og at slippe det, du skal for at blive hel – for endnu engang: du har ikke skabt rammen.

Hvad skal være din hjerteramme? Skab den selv. Men skab noget og sæt dig ikke passivt i sofaen og glo på Paradise, bagedyster eller madprogrammer, mens livet passerer dig forbi.

5.Men jeg er bange for at blive misundelig eller føler mig som en fiasko, hvis jeg ikke gør alt det?

I et præstations- og konkurrencesamfund som det, vi lever i, er en naturlig konsekvens desværre, at vi måler os op imod hinanden i stedet for at stå sammen – også kvinder indbyrdes. Det splitter os og forhindrer os i at skabe den forandring, som vi alle vil have godt af.

Så – prøv at forestille dig tankegangen, at alt er et. Kort sagt – vi er alle forbundet. Vi er alle en, stor, levende organisme. Eller – sagt lidt mere poetisk: vi er alle lavet af stjernestøv. Hvilket faktisk er lige præcis det, vi er, iflg. forskningen.

Med den tankegang er en anden kvindes succes også din. En andens skønhed. En anden fiasko. En andens sorg og længsel. Det hele er et med dig – det hele er dig. Med det udgangspunkt bliver det langt lettere at stå sammen, hvad enten vi udefra set klarer os enten bedre eller dårligere end andre. Det er vores bevidsthed, der gør hele forskellen. Både i os selv – og imellem os.

6.Jeg kan godt forstå, hvad du mener – men hvordan kommer jeg lige i gang med det?

Du skal til bevidst at praktisere

  • Taknemmelighed
  • Medfølelse
  • Ydmyghed

I første omgang: hvor meget er du bevidst om de tre følelser i dit liv i dag? Hvor meget mærker du dem? Til daglig? I din krop?

De tre følelser er alle nogle, alt for mange af os har glemt kontakten til i jagten på det, vi vil have (mere) af. I jagten på større, højere, mere, hurtigere, nyere (sidste version af ’noget’).

Find i stedet de små ting i dit liv, der betyder noget. Som vækker dig og dine sanser. En regnbue? Forårets første blomster? Brombærsæson? En, der roser dig for den, du er – eller spontant for den kjole eller skjorte, du har på?

Skriv de små og store ting ned i livet, som virkelig betyder noget. Så begynder du stille at vende din tankegang – får nogle andre briller på.

7.Det lyder lidt helligt, det der – er det ikke bare pjat?

Spiritualitet og væren er ikke bare noget, der foregår på en pude i 1½ time på et ugentligt yogahold. Det er daglig praksis. Ritualer og gerne også bøn skaber en forbindelse mellem dit hoved, din krop og dit hjerte, som vi alt for længe har overhørt i den vestlige verden. Det skaber en forbindelse og en kontakt til LIVET. Den forbindelse er det feminine udgangspunkt for eksistens og handling. Derfra kan vi bevæge os – derfra kan vi beslutte – derfra kan vi hele os selv og hinanden.

8.Jeg havde det egentlig ret godt, indtil jeg fyldte 40 – 45 år. Er det ikke bare overgangsalderen, der spiller mig et puds?

Drømmeanalytikerens fader Carl Jung sagde, at vi bruger den første halvdel af vores liv på at lære at passe IND (i rammen). Så bruger vi den anden halvdel af livet på at finde ud af, hvad der passer OS SELV. Så nej, det er ikke ’bare’ overgangsalderen, som du så kan dulme med en pille eller 3. Det er i bund og grund DIG, der vågner, så du kommer nærmere dig selv. En proces, både du og verden har brug for. Så byd den velkommen, gå ind i den – og tag både den glæde og den smerte, der følger med at være vågen i et samfund, der halter rundt på et enkelt ben og derfor er i komplet ubalance. Du kan være med til at hele og balancere – i takt med at du heler og balancerer dig selv.

9.Hvordan balancerer jeg så mig selv mere – uanset hvilken alder, jeg har?

Du som kvinde har brug for mere KROP, SKØNHED, SANSELIGHED i din hverdag og som dit daglige ståsted.
Kom ud i naturen hver dag, om det så bare er kort – brug den! Ikke med puls-ur og hastighedsmåler – men på en måde, som åbner dig og bringer dig i kontakt med det, du er en del af. Kig på bladenes bevægelser. Find et træ, der ’taler til dig’ og sæt dig under det. Og bare sid. Læn dig ind i det. Træk vejret.  I stilhed. Se ind i din hunds øjne. Hvad fortæller den dig? Se ind i din elskedes øjne – hvornår har du sidst gjort det? Dans. Syng. Alene eller sammen med andre. Skru op for musikken en stille aften i stuen og svaj med hofterne, mens du nynner med for dig selv. Din krop higer efter det, selvom du måske har glemt det.

Bring glæden ind i dit liv – bring kroppen tilbage som en vigtig del af den, du er. For du er kvinde – og en kvindes krop er essentiel for at vågne både som dig selv – og for verden som helhed.

10.Jeg føler mig så alene om det her. Som om, ingen andre har det på samme måde. Hvordan kommer jeg ud af den ensomhed?

Der er mange, mange kvinder, der har det som dig. Tro mig! Og de vokser i antal i takt med, at bevidstheden vågner, og at flere taler og skriver om det. For eksempel i dette blogindlæg. For bare 5-6 år siden fik jeg klask, når jeg pointerede disse ting – nu bliver de budt velkommen, fordi savnet er så stort.

Kvindecirkler popper op alle vegne – jeg har selv haft en i 3 år, og du er velkommen. Eller start din egen? Netværksgrupper for kvindelige ledere vokser også dag for dig. Det er ikke tilfældigt, for det er alt sammen en del af den samme kollektive bevægelse, der er i gang – både her i Danmark og i resten af verden.

Derfor – sørg for at finde ligesindede kvinder. Kvinder, der har det som dig. Og fold så ud for hinanden, hvad der rør sig i jer. Ærligt og hudløst. Find ud af, hvad I ønsker herfra og sæt nogle mål – for jer selv og for det samfund, I er en del af. Det er tid nu. Tid til et skift. Og I er en afgørende del af bevægelsen. Hver og en.

Lige til sidst:

Husk, du skal ikke spise elefanten i en enkelt bid – så brækker du dig. Du skal tage små bidder ad gangen, fordi det flytter dig tættere på dig selv. Stille og roligt. I det tempo, der er rigtigt for dig. Så følger resten efter – også de kvinder, det er meningen du skal møde, for at I sammen kan stå i det lys, vi kollektivt har så meget brug for i verden.
♥♥♥

Dette blogindlæg er skrevet af karrierecoach og forfatter Birgitte Baadegaard med inspiration fra hendes seneste bog: ’ManiFEST for kvinder’ //Forlaget Aronsen.

♥♥♥

Du kan læse mere om Birgitte på www.baadegaard.dk eller www.wakingwoman.global – eller find hende på FB, LinkedIn og Instagram.

♥♥♥

3 Comments

  1. Tak for ordene Birgitte. Jeg har i så mange år tænkt i cyklusser, som du og Pernille snakkede om. Den sammenhæng gav mening for mig og jeg forstod hvorfor. Jeg er selv 50 år, lukket et godt firma og valgt mig selv i forhold til at det var en nødvendighed. Og uro og længsel efter sjælen og sammenhængskraften er større end nogensinde. Tak! Maria

  2. Birgitte siger:

    Kære Maria. Så dejligt du kunne bruge ordene til din videre vej. Fortsat rigtig god rejse – den er så vigtig.

    Kærligst

    Birgitte.

  3. Helle Norvin Ahlstrand siger:

    Tusind og fra hjertet tak for det du skriver. Det taler lige til sjælen