Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd
Dit fxxxxxx … fantastiske liv
april 14, 2016
Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd
Du skal gungre gennem livet
april 14, 2016

Hvordan vil du leve dit liv?

Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

Talte med min kusine til en familie-kom-sammen, det er år tilbage, få uger efter havde en bilist mistet herredømmet på en landevej ved Nivå og hun mistede livet.

Grinte højlydt med en varm og begavet kvinde en sen nat, da en ven fyldte fyrre. Året efter trak hun vejret for sidste gang på et hospice udenfor København.

Så hurtigt kan det gå.

Har du tænkt over det?

Vi bliver syge, forladt af dem vi elsker og forrådt. Vi bliver snydt af mennesker der er skrupelløse og kun tænker på egen vinding.

Ingen kommer gennem livet uden en tur med enden i vandskorpen.

Man får lyst til at ruske og rive og skrige budskabet om taknemmelighed ind i synet på en masse mennesker. Dit liv er en gave! Så tag dog ansvar! Ansvar for egen situation og egne beslutninger. Læg en rute og lad dig aldrig blive kørt hen over gruset, hudløs, mentalt, af dig selv eller andre, i ugevis, månedsvis – ja, resten af livet.

Rejs dig op af dyndet og børst skidtet af din krop. Måske har du ikke selv bestilt turen til rendestenen, men du bestemmer selv om du skal blive der, med pegefingeren i egen navle og tommeltotten i munden.

Man får lyst til at holde en tale om de mange muligheder og det enorme potentiale hver eneste af os rummer.

Jeg er voksen nu… jeg har holdt en veninde i hånden få timer før hun trak vejret for sidste gang. Jeg har løftet min farmors krop og lagt den i kisten, jeg har været med til at begrave min ene søsters eneste barn. Jeg har set urimelighederne, det umenneskelige, hadets ansigt, sorgens, hævnens og bitterhedens. Og det er slemt. Men værst af alt er det at se begavede mennesker med muligheder rode rundt med problemer, bekymringer indenfor bagatelgrænsen og udfordringer i en størrelsesorden hvor man burde skamme sig.

Jo, der skal være tid til ærgrelser, til vrede og frustrationer.. men den tid skal afsluttes før den bliver en kronisk tilstand.

Derfor spørger jeg: Hvis du HAR valget, hvis du KUNNE gøre en forskel i dit eget liv og andres – hvorfor så ikke kaste dig ud i projektet. Ja, rejsen kan blive tung, ja, intet er let. Men alternativet er et liv levet på kanten af et fortov i et kvarter hvor du ikke høre hjemme.

Hver evig eneste dag kan du træffe et valg:

Som jeg har det lige nu – er det sådan jeg også vil have det næste år ved samme tid? Vil jeg gå denne dag i møde med den bedst tænkelige hensigt? Vil jeg leve mit liv på den bedst tænkelige måde? Vride hver en oplevelse, hvert et møde, hver en kærlighed, hvert øjeblik i elskov ud af dette øjeblik. Vil jeg gøre hvad der kræves for at løfte mig selv og andre til et andet og højere niveau. Og kan jeg gøre det?

JA!

5 Comments

  1. Jane Krogh siger:

    Du siger, du er voksen. Hvorfor skal du så sidde og prøve at ligne en 20-årig på fotoet til denne artikel?
    Filmen knækker for mig, og jeg har svært ved at læse din artikel og tage dig alvorligt.
    Stå da fir fanden ved din alder, som nok ikke er så forskellig fra min.
    Hilsen en 59 årig

    • Pernille Aalund siger:

      Kære Jane… Det er trist du er så vred og at det betyder så meget for dig, at du ikke kan abstrahere fra et billede af mig. Jeg nærer intet ønske om at se ud som en 20 årig, heller ikke en 50 årig eller en 80 årig. Jeg står op lykkelig hver morgen og ser ud som jeg har lyst til at se ud den dag. Man kan ikke sætte alder på et menneskes fremtoning… ikke putte en ‘ham’ eller en ‘hende’ i en boks. Ikke forlange at andre skal optræde i det billede man selv har på en alder. Man kan kun være sig selv og leve som sig selv og så iøvrigt være den bedste udgave af sig selv. Ha’ en dejlig dag 🙂

    • Zascha siger:

      Å herregud du er jo bare misundelig på at hun ser brandgodt ud misundelse er en grim ting det er noget af det værste jeg ved med mennesker det er når de er misundelige

  2. Mette Mitchell siger:

    Uh misundelse er en grim ting Jane.

  3. Jette siger:

    Jane, ved du hvad? Pernille er fra 1962 og så er det vel ikke hendes fejl at hun er en flot dame. Hun hviler i sig selv, det skulle du måske øve dig lidt på også?

Skriv et svar