En sand fortælling om at miste sig selv og vinde alt tilbage.

Der var en trommen af regn på ruden. Hun kunne se kioskens skilt fra stuen ud mod gaden, men børnene var kun lige blevet lagt og Anna turde ikke forlade dem uden først, at have allieret sig med naboen. Det var ved at blive for sent.

2 sal til højre. Ejendommen lå som en lille tidslomme i det triste gadelys. Der var ikke udsigt til den store glæde fra de grå karreer bag gågadens hårde beton.

Engang i 70’erne havde en eller anden arkitekt lavet en plan over en fremtid, men ingen havde forudset Vestegnen tyngde af etagebyggerier og den indflydelse det havde på de mennesker der skulle bo der.

Hun anede ikke hvordan hun var endt lige her.

Køge bugt var blevet mere friseret længere sydpå, men i denne del af det krogede krater var det stadig en kamp, at bringe glæden ind i det kig, der mødte hende hver gang hun valgte at se ud.

Der var 3 af dem … børn. Hun havde ellers forsvoret, at skulle have mere end 2 og, at det skulle blive som enlig mor i et miljø så langt fra der, hvor hun var født… var helt utænkeligt for blot 6 år siden. Hun brugte hver dag lidt tid på at finde en vej ud. Trevlede de sociale medier for en bolig tættere på Valby og Søndermarken, men uden job og en familie, der i mellemtiden var blevet splittet for alle vinde, var det en ensom rejse. Og 3 børn … 2 eller 1 havde været lettere. Der var ingen fremleje når hun stod med flokken på armen. Og ingen udsigt til en udbetaling eller et depositum med den kæmpe gæld skilsmissens konkursbo havde efterladt.

Det hele havde ellers tegnet så godt.

Hun havde mødt ham en sommerdag ikke langt fra Zoologisk Have. Han havde sat sin varevogn på cykelstien og hun måtte kæmpe sig forbi med 3 bæreposer fra Netto.

Det var gået hul på den ene og appelsiner og æbler trillede ind under bilen. De havde leende kravlet rundt begge to og samlet dem op.

Han endte med at køre hende hjem. Han bar varerne op og blev der.

3 måneder senere var hun flyttet ind hos ham i det lille sommerhus ved Ishøj strand. Det blev til et par glødende år. Hun savnede livet omkring Valby, men intet kunne erstatte det fællesskab og den kærlighed hun følte hver morgen, når hun åbnede sin øjne og kiggede på hans ansigt ved siden af hendes.

Derefter blev hun gravid. Og det var hun god til. Hun fødte på 4 timer og resultatet var den smukkeste lille pige. De gik på Arken. Gik ture langs vandet og den sommer købte han en gammel 60ér villa som han satte i stand.

Hun blev hjemmegående. Hun havde ellers være midt i en uddannelse som sygeplejerske, da de mødte hinanden, men han satte alt på stand-by. Ikke ’ham’ i sig selv, men ham i hende. Hun var håbløst forelsket og fuldstændig blind. Der var intet andet. Hun gik området tyndt med den lille og når den hvide varevogn rullede ind i indkørslen var det som om, der var nogen der trak i snoren til en pære. Alt blev lyst op.

Og der kom et barn mere … eller … to på en gang og pludselig var de 5 i soveværelset, for hun nænnede ikke at lægge dem ind i et værelse når der var uro.

På mange måder var alting stadig godt og hvis hun huskede tilbage, var der kun sjældne glimt af vrede eller irritation. Der var mest ro og denne her daglige længsel efter en hvid varevogn i indkørslen.

En forårsdag halvandet år efter de sidste to. Trillede hun en ekstra lang vej med vognen ad stierne ved stranden.

Alle 3 unger var faldet i søvn og der var en summen af ingenting i luften. Hun bare gik og gik mens tonerne fra nogle gamle 80’hits kørte i ørene.

Hun var lidt længere væk en beregnet, nåede lige at se på klokken og mærke denne længsel, overvejede at give ham et kald – måske kunne han handle det sidste ind på vejen hjem. Hun blev forsinket i dag.

Så så hun pludselig hans varevogn. Hun kom til at smile; den stod med både snude og baghjul skråt indover både cykelsti og fodgængerfelt.

Klokken havde overskredet den sædvanlige fyraftenstid, hun vidste at han var på vej hjem til hende og ungerne.

Hun ville ikke ringe på, men satte sig på en kampesten foran det gule parcelhus og ventede.

Da en af børnene begyndte at knurre lidt fra sit ly under tæpperne rejste hun sig og rullede lidt ned af vejen for at få hende til at falde i søvn igen.

Hun gik vel 20 meter ned af en nabosti.

Da der igen var ro i vognen – vendte hun tilbage.

Det hele tog vel ikke mere end cirka 2 minutter.

Da hun passerede varevognen og huset igen kom til syne, stod hende mand i døren og var ved at tage afsked.

En kvinde med kort sort hår lo grinende, mens hun trak sin morgenkåbe rundt om ham som ville hun forhindre ham i at gå. Under kåben var hun nøgen og hun fangede ham med det ene ben og slap jorden med det andet. Han bar hende så let som ingenting og hun slikkede ham på læben.

 

Klapvognen fortsatte og på en eller anden måde umærkeligt videre. Bag den fulgte Anna, der i det øjeblik ikke længere kunne huske hvad hun hed – hvis der var nogen der havde spurgt.

Den fortsatte op af havegangen og nåede næsten helt hen til parret før manden slap kvinden og vendte sig om. Der var et langt og stille rum tid. Kvinden i døren trak kåben omkring sig og sagde …

-Øhhh ja?

Manden introducerede hende og børnene som var det en selvfølgelighed, men ingen af musklerne i hans ansigt rørte sig og hun kunne ikke selv føle noget.

 

Det der fulgte efter, var bare ønsket om at komme væk.

Næste morgen havde hun stået på kommunen. Alle 3 unger skreg.

Hun havde vandret rundt med dem på gaderne hele natten. Mobilen var død. Og med den var en del af alt hvad der havde været også forsvundet.

Hun fik først en midlertidig bolig. Dernæst den næste og nu var det her i gaden hun var endt efter halvandet år uden anden energi end den, det lykkedes hende at mobilisere, når børnene skulle afleveres  og hentes i daginstitutionen.

PTS var diagnosen og hver gang hun kiggede ud af vinduet, håbede hun på at se noget andet end det hun så. Men intet havde ændret sig.

Kort tid efter var firmaet gået konkurs, hun havde skrevet under på en masse papirer, hun ikke havde haft styr på og hver anden weekend afleverede hun de små i en klapvogn på den samme havegang som havde sat hele sceneriet i skred halvandet år før.

Regnen trommede stadig på ruden.

Hun stak næsen ind i dobbeltsengen hvor de alle sammen var blevet lagt. Ringede på hos naboen, der ikke åbnede og besluttede sig for at tage chancen og i hurtigt løb, hente den mælk og de cigaretter hun manglede i kiosken overfor.

 

Det hele gik meget stærkt.

Hun krydsede vejen og måske havde hun ikke fået set sig ordentligt for. For pludselig var han der … motorcyklisten.

Han strejfede hende, først med hjulet hvorefter hun hang fast med en del af ærmet.

Hun blev slæbt cirka 10 meter før han fik stoppet helt, mistede balancen og væltede ned over hende.

Hun mærkede ikke det første pres, men da hendes kind blev trukket over asfalten sendte den en brændende fornemmelse gennem hele hendes krop. Det var først bagefter det gik op for hende, at både hoften, låret og den ene arm var brækket.

Der var kun én ting der fyldte hendes hoved. Børnene.

Hun vidste, hun ikke måtte miste bevidstheden og hun messede igen og igen: ’Mine børn, nummer 8, 2 sal th… de er alene. Du må hente dem.

 

Kioskindehaveren havde ringet efter en ambulance, de havde lagt en frakke under hendes blødende hoved og hun var helt hysterisk.

-Mine børn!

-Jeg henter dem, sagde manden med motorcyklen og forsvandt.

 

De ankom til en kaotisk modtagelse på Herlev. Hun var stiv i ansigtet af blod og hvor det hele havde været lammede og tungt i kroppen, blev alt nu erstattet af en flænsende smerte. Hun skreg sig gennem de mange arme og hænder. Der var ingen børn at se og mens de lagde drop og stabiliserede hende på båren forsøgte hun at mumle et fornuftigt budskab frem.

Da hun vågnede igen var der gået adskillige timer.

Han sad ved siden af sengen.

Først kunne hun ikke kende ham. Han havde ikke hjelmen på.

-Dine børn har det godt! Sagde han og klappede hende på hånden.

-De er hos deres far.

En sygeplejerske kom ind.

Hun havde været heldig. Sagde de. Hun var blevet scannet og bortset fra de mange brud og den grimme skade på den højre kind – ville hun komme til at klare sig fint og ansigtet skulle de nok få fikset igen.

Hun kunne kun tænke på børnene. Han havde hentet dem. Fået dem pakket. Puttet dem i en barnevogn, underboens… fandt de senere ud af, og havde derefter fulgt efter ambulancen i kioskejerens bil med alle 3 grædende unger på bagsædet.

Efter lidt opklarende arbejde og god hjælp fra det lokale politi, blev faderens adresse fundet. Derefter var de blevet hentet.

-De tror jeg er din mand, sagde han. Han græd. Hun tog hans hånd.

-Det er ok, hviskede hun.

-Jeg så dig ikke.

-Jeg så heller ikke dig.

 

De efterfølgende uger kom han hver dag. Han havde hjulpet sin søster med at flytte og havde lånt et værelse i hendes nye hus.

Anna kom aldrig hjem igen. Hun kunne ikke holde det ud. Du kan køre med mig havde han sagt. Tag børnene med. Betragt det som en lille ferie? Hun sagde ja tak og sådan gik det til at hun kom til Grenå og endte med aldrig at flytte derfra igen.

Børnenes far havde ikke gjort megen modstand. Efter 3 uger med de små i den gule villa og et nyt firma under opbygning, var kæden hoppet af og han tilbød endda med at hjælpe, da de skulle flytte.

Hun sagde pænt nej tak.

 

Motorcyklisten hed Kurt og havde netop købt et lille gartneri, som han var ved at sætte i stand.

Hun hjalp lidt i starten, men endte med at færdiggøre uddannelsen som sygeplejerske i Århus.

Der kom et fjerde barn og han blev døbt Carl.

 

Da hun første gang kørte op af den lille allé til gartneriet, havde der holdt en hvid varevogn i porten.

-Det går ikke, sagde hun

-Ok, sagde han og byttede den til en rød.

 

…………………………………………………………………………………………………………………………………………………

 

Fortællingen ’Rød’ er den første fortælling i en række af kærlighedshistorier. Inspireret af virkelige hændelser, men indimellem kamufleret af hensyn til de mennesker der er en del af historien.

oktober 23, 2017

Rød. En historie om kærlighed.

En sand fortælling om at miste sig selv og vinde alt tilbage. Der var en trommen af regn på ruden. Hun kunne se kioskens skilt fra stuen ud mod gaden, men børnene var kun lige […]