Indimellem må du lade ting fare …

Indimellem må man lade ting fare … som en henkastet bemærkning over en hæk, om noget der skete for længe siden og som man selv gerne vil forbi, men som andre har brug for at huske, fordi det får dem til at føle sig lidt bedre, hvis de kan finde en fejl og dele den galde med andre.

Livet i livet og alle de gerninger der følger med, i sporet på det man kan kalde et menneske.

Alle de udlevede drømmes møder med alle de indebrændte længslers kraft. At ’gøre’ og ’prøve’ og ’handle’ … fremfor at blive i drømmen af angst for andres dom.

At tro når der tvivles. Og blive ved og ved og ved.

At tage fejl og rydde op og gøre godt. At lære i processen. Som at bygge et hus – sten for sten med mørtel blandet i blod. At tro, man ved, hvordan det skal fungere, men ikke helt vide præcis hvordan og derfor står klar til at bygge om, eller bygge til eller rive ned om nødvendigt.

Åreladet, forstummet og svag – men aldrig helt fortabt.

Indimellem må man lade ting fare … og ikke dykke ned i mudderet, men fortsætte hvor man slap og lade andre om at strides i ord.

Bevæge sig ufortrødent videre. Rette til og rette op, men aldrig rette ’ind’. Rejse sig i troen på det mål man satte engang og de drømme der drev dig gennem lange dage og ensomme nætter.

Indimellem må du lade ting fare. Og bare vælge at vokse – trods alt.

……………………………..

Denne tekst er fra 2015. Den er en af mange skitser  til de sidste endelige ‘taler’.

Hvis den taler til dig må du gerne give den et ♥

Mine ‘taler’ er udgivet som bøger. Du kan finde bøgerne via dette link.