En tale: Indimellem må man bare gå
3. april 2018
3 grundregler der kan redde et parforhold
14. april 2018
Der er tidspunkter hvor man bliver nødt til at fritstille
de mennesker der har skuffet mest.
Slippe dem helt og bare forlade den ø hvorpå man har stået og skreget.
De følelser, der fødes i det forkerte selskab og som negativt styrer dit liv, må ikke fylde mere end korte øjeblikke.
Se dig selv i spejlet og tag ansvar for din del af hændelsen – for intet menneske kan se sig selv helt fri fra en bid af det store billede; det er sjældent bare ’de andres skyld’.
Når det så er ’talt’, skal rummet forlades og du træder ind i et andet.
Lader ’dem’ være dem og ’det’ være det.
Tilgiv alt hvad der er sket og tilgiv dermed også den bid du bærer under dit hjerte.
Tilgiv dig selv for at synke ned i den vrede og den bitterhed der opslugte dig helt og fjernede din opmærksomhed fra alt, hvad der var væsentligt.
Ting der ER sket kan ikke gøres om. Ting der ER sagt kan ikke forsvinde.
Ordene og stemningen vil hænge i rummet, hvis du ikke formår at lufte ud.
Banke det vindue vidt åbent.
Skabe den nødvendige gennemtræk og tage afsked med alt hvad den stemning bragte med sig af kaos og smerte.
– Luft ud.
– Mærk den friske brise.
– Se hvordan den fylder dine stuer og flyt aldrig tilbage uden der er gjort hovedrent og end ikke det mindst flig af gammel luft sidder i dine tapeter.
Her er tomt nu – desinficeret og frugtbart.
Her er gjort klar til de andre.
Nyt kan spire fra den potte i den karm, hvor der er udsigt til alt.
DIN udsigt til alt.
♥♥♥
9 Comments
Hold da op hvor den ramte,men hvor sandt
Kære Pernille
Hvor er det godt skrevet og hvor er det rigtigt . Jeg har lært det sent , men hold op hvor er det forløsende . Tak <3
Kære Pernille. Så sandt og befriende at nå dertil, for mig har det taget tid, til tider været lidt af et hovedspring at tage uden lige at vide hvor og hvad jeg ramte, men dybt inde i mig selv er jeg ved at finde den ro og tilfredshed med MIT liv. Dine taler rammer plet hver gang ❤️
Forholdet der ikke er mere,friheden til at gøre som du selv vil,Savnet ved kvinden ,se fremad der skal nok komme en meget bedre,føler du ensomheden efter hende, find faellesskab,har hun ydmyget dig totalt og været led og tarvelig,tænk på de gode stunder og tænk på de problemer hun nu laver det næste sted hun er, min var sindsyg jalou og have tvangstanker om alt det jeg ikke gjorde ! , håb hun for hjælp nu og hun for et nogenlunde liv , er du stadig gal på hende ? Lad det ligge ! Du er fri og spild ikke sekunder i dit liv på hende. Kh Allan.
Hej Morten, jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om der afhængighedsforhold, da jeg selv står i noget der ligner, dog efter 29 års samliv?
Dorthe
Kære Pernille
Du skriver fantastisk og jeg nyder hvert et ord.
Jeg ved ikke hvorfor men mit liv ender med at ramle den ene gang efter den anden fra ulykkelig kærlighed, vold af ex.kæreste – retssag, køber et hus som ender i en total byrenovering af alt og prikken over i’et en fyring af mit drømmejob.
Dine ord giver mig håbet at det må kunne være anderledes og jeg er på rette vej med måde at leve mit liv, som du skriver – selvom det er grænseoverskridende og “Reed Zone”, men det virker rigtig og godt.
TAK
Nicole Lajgaard
Kære Pernille, det er så sandt, så sandt. Men også rigtig svært når de mennesker, der har påført mest smerte, er ens forældre. Jeg er ikke volds- eller incestoffer, fik højst en endefuld eller lussing. Men det psykiske, følelsesmæssige miljø var mildest talt destruktivt og nedbrydende. Jeg er 42 idag og har flere gange taget tilløb, men har så svært ved det. Har på nogle måder tilgivet, men føler mig stadig aldrig fri. Fri af de tanker og følelser der har fulgt med og flyttet ind. Det er selvsagt svært at slippe. Og når man har to børn, der holder meget af mormor og morfar…. jeg begynder alligevel at se mønstre gentage sig i det skjulte, og det gør ondt. Igen og dobbelt så meget. Fordi det er vores børn. ❤️
Hvor er det smukt formuleret og du har jo så ret. At man lade det negative og de ondskabsfulde bemærkninger forsvinde og ikke mindst tilgive – selvom det kan være svært. ❤
At stå på en (øde) ø og råbe og skrige – det er et meget rammende billede på, hvordan man har det, når man ikke føler sig forstået af den anden !
Så ja, brug energien på at bygge en båd 😉