Det du vander gror …

Det du vander gror … det har altid været min livsfilosofi!

Mennesker er som muld.
Og vi fødes med hver vores potte i en helt unik konstellation.
Den muld vi  har, hver især, er enestående … DET, er vores DNA og ikke to potter er ens.
Der er sandet jord, stenet, leret, havejord, kompost, surbundsjord…

Vi kommer til verden tilfredse, lykkelige  og mætte … så mødes vi af livet.

De første der sår et frø i vores potte er vores forældre og nærmeste:
Der er børn af familier, hvor der bliver sat kimen til en helt frugtplantage. Og herfra kan der forhåbentlig høstes hele vejen gennem resten af livet.

Andre vokser op med ugræs, stikkende gevækster og ukrudt, de hele resten af deres liv skal holde i ave. Rødder der strækker sig dybt og som suger af livskraften. Jo mere opmærksomhed, jo mere man kredser om smerten … desto tættere vil nettet blive og for nogle vil smerten og forrådnelsen blive en identitet.
Det vi vander gror.

Min mand er vokset op i sådan en familie: Præget af alkohol, vold og drama efter drama. Hans mor var i perioder prostitueret og hans far var hendes alfons. Børnene blev tavse vidner, når de voksne kæmpede med manglende ressourcer og en latent smerte.
Han husker en juleaften, der aldrig blev til noget. Fødselsdage der blev glemt og så var der alle løgnene der fulgte med, når der blev spurgt til de store begivenheder fra klassekammerarter, lærere eller fodboldtrænere. Det gjaldt om at have et svar parat og opfinde lidt af det andre forbandt med et normalt barndomsliv.

Hver morgen klapper min mand i sine hænder og siger: Det bliver en fantastisk dag! Så kysser han mig og fortæller, at han elsker mig og at jeg er dejlig, smuk …
Han er positiv og fuld af overskud. Altid. Der er intet vi ikke kan løse. Intet der kan vælte os.
Det er en meget bevidst beslutning.

Han sætter en dagsorden. Han vander alt det gode han har. Han vander kærligheden, mulighederne og troen på at netop denne dag … vil blive noget ganske særligt.
Og når jeg ser det hele lidt udefra … så er han velsignet. Dygtig. Livet lykkedes for ham. Og hvor er det fortjent!

Mit smykke ‘Gro’ er den kvindelige vinkel på historien.
Smykket handler om dagligt at vande alt det, vi gerne vil have mere af.
Den er skabt som en oval medaljon omkranset af små bær/bobler … for livet er skrøbeligt og det liv vi lever er det liv vi får.
Vi bør nyde det ‘nu’ vi har, mens vi er her. Mens vi kan.
I medaljonen står der: “Det jeg vander gror!”
De tre små snit midt i teksten symboliserer: Fortid, fremtid, nutid // Tro, håb og kærlighed // Faderen, sønnen og Helligånden.

Vi kan ikke altid vælge hvem, der planter frø i vores potter. Der kan være negative familiemedlemmer, sure naboer og bitre kollegaer. Men vi kan altid vælge om vi vil vande de frø, de sætter og så kan vi iøvrigt være meget opmærksomme på hvilke frø, vi selv vælger skal gro i vores liv. Hvem vi selv inviterer ind og hvilke tanker vi vil så.

‘Gro’ minder os det daglige valg. Om alt det vi vil have, skal vokse under vore hjerter.
Om det daglige valg.

‘Gro’ er et værn mod alt det vi også vil møde her i livet. Smerten, uretfærdigheden, forkastelsen og tabet.
Vi observerer disse hændelser og vi tillader os selv alle de følelser, der følger med … men vi vander dem ikke.

(Jeg har skrevet om mine andre smykker lige her )