Lidt om at lade sig vælte …

Det er aldrig for sent at lade sig vælte omkuld.

Det er aldrig for sent at gøre alt det igen, som man egentlig troede var umuligt eller overstået.

Det kan være svært at dosere den kærlighed. Den kan komme med flodens kraft under et skybrud efter en tørke.

Men om den rene kærlighed kan det siges, at den intet kræver tilbage, at den intet bebrejder, og dermed vil den heller ikke drukne den udkårne, men derimod løfte og bære begge parter videre.

For sådan er det, når to mennesker mødes på trods af alt – halvvejs i livet og med alt det i bagagen, som man nu engang har. Og de begge to tænker:

Vi bygger det her sammen, for det kan vi. Og det, der mangler – det vokser ud af det, der er. For det, der er – er stærkere end det, der var. Og der, hvor vi kom fra – ønsker vi ikke at være.

♥

……………..