Andre menneskers had og vrede

Intet menneske kommer gennem livet uden fjender og modstandere og uanset hvor godt et menneske man bestræber sig på at være – så vil man indimellem træde ved siden og/eller uretmæssigt komme til at skade andre. Måske sagde man ’nej tak’ til et menneske man ikke kunne elske, eller man havde nogle helt andre grænser end dem man var i rum med og i stedet for, at blive respekteret for sin integritet, så blev man forkastet som arrogant eller sær.

Da jeg var yngre samlede jeg alle dem, der ville mig det ondt i en bog. En lille sort en.

Jeg tænkte, at hvis jeg skrev dem ind i bogen, med hver deres historie, og så efterfølgende lagde bogen i en skuffe – så kunne jeg for en stund slippe dem helt og ikke bruge energi på det, der føltes som uretfærdigt;

… det er en tung byrde at bære rundt på… frustration, vrede, sorg, smerte … så hellere parkere det hele i skuffen. Jeg kaldte det min ’hævn’bog.

Det blev til et interessant eksperiment; da jeg mange år efterfølgende valgte, at læse bogen igennem kunne jeg konstatere to ting:

De fleste af dem der stod i min bog… behøvede jeg slet ikke tænke over mere, deres opførsel havde ramt dem selv. De var enten blevet meget syge, havde mistet deres job eller var på anden måde blevet ramt af livet.

Jeg har sidenhen konkluderet, at det ikke er skæbnen, der har indhentet dem, men derimod al den vrede de har båret under deres hjerte.

Ikke rettet mod mig … jeg var blot en ud af mange. Men måske mere rettet mod hele verden og ikke mindst dem selv.

Bitre, indebrændte, vrede og mennesker med lavt selvværd lægger ofte skylden over på andre.
Det er de andres fejl …  dem der gjorde ’dit’ eller ’dat’…
De har ingen indre ro og selvom de måske ønsker at fremstå som gode mennesker, skinner det alligevel igennem via deres handlinger. Bitterheden.

Og bitterhed er skadende for den, der er bitter… for helbred, alliancer og omgivelser. For kærlighed og nærhed.

Det andet jeg lærte var …. At som tiden gik, blev der færre og færre mennesker i min lille sorte bog. I dette tilfælde konkluderede jeg, at jeg var blevet så god til ikke at lade mig rive ned af andres mørke sind.

Faktisk skruede jeg en lille smule mere op for godheden, hver gang ondskaben ramte mig.

I dag er der langt imellem de brådne kar og jeg kan konstatere, at de sidste to der måske stadig kan nå at få en plads i bogen, er to mennesker jeg faktisk har brugt en del krudt på at hjælpe i gang med det rigtige job, forhandle den bedste løn og i begge tilfælde har jeg, med anbefalinger, medvirket til deres forfremmelse.

I lang tid var jeg fuldstændigt uforstående overfor vreden, men en dag fik jeg sat ord på det hele i en elevator hvor den ene af dem udtalte: ’Jeg brækker mig over din godhed’.

Det jeg naivt nok troede var en hjælp… havde haft den modsatte virkning. Efterfølgende oversatte jeg det til at vedkommende måske i sidste ende havde så lave tanker om sig selv, så mine forventninger og bidrag blev oversat til naivitet. Eller … at mødet med ’godhed’ indimellem konfronterer mennesker med det de selv står og mangler.

Jeg tror mange af os har oplevet hvordan godt er blevet vendt til skidt. Hvordan gode intentioner har skabt mistillid og født vrede.

Hævn er aldrig vejen frem.
Retfærdigheden kan man ikke altid forvente og i det hele taget kan intet af det der foregår på modstanderens banehalvdel være dit ansvar.
Vi må forlade det hele og koncentrere os om os selv; Hvilket menneske vil vi selv være?
Hvilket liv vil vi selv leve? Og hvordan vil vi behandle og agere overfor dem omkring os?

Jeg har valgt godheden som tema…
Møder jeg ondt, reagerer jeg med ’godt’.
Jeg vil ingen krig, ingen hævntogt, ingen kamp.
Jeg vil ro og jeg vil fred.

Så når det ondskabsfulde fylder, skruer jeg op for alt det gode… siger ærligt, men kærligt min mening, evaluere min egen andel i det der er sket (for sådan en der også), hjælper dem jeg kan hjælpe, vender den anden kind til, donere lidt ekstra penge, krammer en tigger, samler en blaffer op og holder et par foredrag uden beregning. Hjælper med en flytning. Henter og bringer.

Kun derved kan jeg finde fred i mig selv og uden fred … intet håb.

… det vi fodrer vil altid … i sidste ende … vokse.

♥