En tale: Lidt om at forlade utilfredsheden …

Vi lever i en verden af utilfredshed. Intet er godt nok og er man ikke tilfreds med sig selv, er man sjældent tilfreds med de andre.

Hver dag næres en voksende utilfredshed med det meste.

Klædeskabets overproppede orgie af ligegyldigheder. Dét man mangler synger fra stativet i en butik, der sælger selvværd, pakket i silke med sløjfer af hån.

Overboens larm af trippende fødder og klodser der rammer gulvet. Underboens mærkelige lugte af ukendte lande og fremmede sprog. Naboens hæk. Bilen der ikke fik flyttet sig hurtigt nok og derfor hænger man længere end beregnet i et lysregulering af støj. Idiot.

Vægten der konstant bevæger sig i den forkerte retning og ham/hende ved din side – også dette år – som året før og du føler … næh ved, der findes noget andet og muligvis lidt bedre længere nede af vejen.

Måske er utilfredsheden en grundlæggende betingelse for alle de liv, der i virkeligheden ikke har så meget at klage over?  Thi var overlevelse en hverdagsbetingelse ville alle de timer der opstod, uden endnu en kamp – være en tilfredsstillelse i sig selv.

Det vi fodrer vokser og derfor vil ’mere ha mere’,  ‘andre bør mene det samme’ og intet bliver nogensinde helt godt nok.

Jeg tænker, at vi må være bevidste om hvad det er vi dyrker, for det vi dyrker bliver en del af de mål vi sætter for os selv.

Hvad er det vi læser, hvad er det vi ser… hvad lader vi trænge ind?

Jeg øver mig i ’godt nok’. I mådehold og nøjsomhed. Det holder indimellem hårdt. For der var engang, hvor mit liv så helt anderledes ud. Dengang måtte jeg bare konkludere, at det ikke bidrog til den lykke jeg søgte og jeg tror af et ærligt hjerte, at den pris for lykke jeg dengang betalte, er en pris jeg aldrig helt kommer til at slippe af med.

Mit hjertes konstante uro. Min hjerne, der stadig føler den skal vride det optimale ud af alle situationer.

Og det er netop denne uro og dette hastværk der tager livet af lykken, roen og balancen i de fleste menneskeliv: Jagten på enighed, anerkendelse, magt og midler.

Men de fleste af os ved det jo godt, inderst inde … lykken handler ikke om at ‘eje’. Ikke om magt.
Ikke om de rigtige sko at gå i, men derimod den rigtige vej, at gå på …

Lykken handler om at ‘være’. At føle meningen og mærke kaldet.

At kæmpe for noget der ikke kan måles i misundelse eller beundring, men simpelthen, inderst inde, opleve hvordan stoltheden over at have gjort en forskel sætter sit net af rødder i dit fundament.
Og det blev gjort i kærlighed og den kærlighed vil løbe tilbage til din sjæl. Som havet. Dit ocean af langstrakte dønninger og et uendeligt dyb. Det er det du er … og du ved det godt. Inderst inde.

Men vi må øve os, før vi kan ’mestre’ 🙂

♥♥♥