Et år uden overforbrug! - Pernille Aalund
Den nye bølge …  det nye ’sort’: Nøjsomhed!
7. februar 2018
Lidt om at elske en mands rungende NEJ!
12. februar 2018

Et år uden overforbrug!

Uge for uge, krone for krone får du råd til dine drømme uden en traditionel, kedelig og grå spare-tankegang.

 

…En livsnyders guide til 52 uger uden alt det unødvendige’ … er  forfattet af Trine Baadsgaard  og jeg elsker den bog!

Den er ikke bare et kærkomment initiativ i en tid, hvor vi er på vej til at ‘vækste’ hele vores klode i seng. Den slår også et slag for den livskvalitet, der følger i kølvandet på alle bevidste valg; med de bevidste valg giver mange af vores beslutninger mening og det er i forlængelse af det meningsfulde, at lykken den opstår. For selvom danskerne i årevis har kunnet bryste sig af titlen ‘ Verdens lykkeligste’, så har vi formået at gå fra hygge og store smil til angst, stress og depressioner på rekord tid.

‘Et år uden overforbrug’ guider dig uge for uge gennem dit liv, din hverdag og dit forbrug. Lærer dig at stille dig selv alle de nødvendige spørgsmål… om det ‘nødvendige’:

Har jeg brug for endnu en t-shirt, kan maden tilberedes anderledes … kan den strækkes lidt, så vi ikke skal endnu en gang forbi et supermarked og drøne resterne ud med skraldet?

Trine Baadsgaard arbejder med 5 strategier:

  1. Undlad at droppe det, du elsker
  2. Overvej billigere alternativer til det, du elsker
  3. Brug færrest penge på det, der ikke er vigtigt for dig
  4. Tag ikke på indkøb uden at vide, hvad du går efter
  5. Indfør en tænkepause

Bogen ‘Et år uden overforbrug’ handler langt fra kun om at indskrænke sig … den giver også en lang række kreative bud på hvordan du UDVIDER dine muligheder. Plukker stiklinger til stauder. Er kreativ i køkkenet … laver dine egne skønhedsprodukter. Og tænker kreativt når der skal holdes fest … hvilken fest! Forestil dig eksempelvis at du ikke får bundet en brudebuket til dit bryllup, men istedet beder alle mandlige gæster medbringe en blomst til den store begivenhed. Får veninden til at samle det hele ved indgangen til kirken og VUPTI… du har din helt personlige og ganske unikke løsning til den store dag.

Uge for uge, krone for krone får du råd til dine drømme uden en traditionel, kedelig og grå spare-tankegang.

Og sådan bevæger man sig ganske inspireret og fornøjet gennem dette fine lille opslagsværk. Springer over hvor det er indlysende, laver noter, tager andet med sig som en reminder og bliver så andre gange ganske og helt aldeles inspireret.

Det hele bunder ud i en række sunde overvejelser. Der er intet at miste, men alt at vinde. Tak!

……..

Forfatter Trine Baadsgaard rådgiver om forbrug, arbejder med begrænse madspild og driver bloggen nojsom.dk

Bogen ‘Et år uden overforbrug – En livsnyders guide til 52 uger alt det unødvendige’ kan købes via dette link.

 

Comments are closed.