Lidt om at lappe det, der er revet itu

Noget har revet dit forhæng itu.
Det hænger som pjaltede frynser på sjælens skelet.

Du har sat dig i stuens mørkeste hjørne med en skarp nål og flere ruller af det overskud, der er trådet på den rokke, du kan kalde dit liv.

‘Det er godt jeg hamstrede til de kolde tider’, tænker du ved det første sting; der er tråd nok til at samle det meste. Jeg kan lappe det ufuldstændige og gøre det fuldstændigt igen.

Og det er jo det vi ofte kan. Og det er det vi gør … i disse dunkle dyner af sønderlemmende smerte.
Vi lapper.

Indimellem er der skåret for dybt. Revet for længe. Flået for langt.

Der er ingen råd for reparationen af et dødeligt angreb.
Der må vindes om og trådes nyt.

Og med alt hvad der kan mønstres fra dit forråd af gemte reserver, bør du samle, med egen hjælp og andres kyndige hænder… de rester af snor du har lagret inderst inde.

Knytte, surre, binde, vikle og sno dig frem til dit næste lærreds kommende fundament.

Det nye forhæng, dit næste værn.
En foret presenning af ro.

Men du gør det og du kan: Finde læ.
Finde hvile. Hvile ud.

Åhhhh at hvile ud.

(Fra den kommende bog: 10 taler om at være kvinde)

♥♥♥♥