Igennem generationer, århundrede – ja så længe tilbage i tiden som menneskeheden har eksisteret – har kvinder, for en stor dels vedkommende, giftet sig eller ’matet’ af tryghed. Eller i hvert fald med et vist element af tryghed involveret. Vi har gjort det fordi omstændighederne ikke tillod os andet. Vi spyttede børn ud med helbredet som indsats, og mens vi fødte i een uendelighed, så sørgede det ’stærke køn’ for føde på bordet med sværdet i hånd.

Tingene har ændret sig; I dag kan vi ’mate’ af kærlighed, i spænding eller af ren lyst. Tage det absolut allerbedste fra manden, og selv give noget af det smukkeste tilbage.
 Hvorfor er det så lige, at vi har så forbandet travlt med at lave om på alt det HAN er.. pakke ham ned i bokse eller tømre ham fast i et blomstret univers. Det er jo netop NU, hvor vi kan det allermeste selv, at vi har allermest brug for en ’han’. 
Jeg elsker alt lige fra de små nuancer til de store forskelle. Det tavse overfor det talende og det rørstrømske overfor det firkantede. Jeg vil gerne sætte ’hold’ overalt hvor det er muligt og jeg sætter en ære i at bringe forskellighederne i spil. Det bedste arbejdsteam, det stærkeste, er dem der favner bredt sammen, fordi de isoleret set repræsenterer helt forskellige potentialer. Jeg ansætter af princip kun mennesker, der er dygtigere end jeg. Hvorfor ikke praktisere det samme privat.. Hvorfor være enige om alt, når det mest magtfulde spændingsfelt opstår mellem modpoler. Manden og kvinden som modpoler er i fællesskab en magtfuld alliance. 
Det er nu hvor vi ikke længere ’behøver’ manden i hans oprindelige rolle, at vi mere end nogensinde trænger til, at gøre ham til en del af vores hverdag.
Inviter ham ind på fælles præmisser, ikke hans, ikke egne – men fælles. Som den HAN, ikke som den VI synes han skal være. Derved kan vi være ’os selv’. De kommende generationer af kvinder bringer det bedste i spil hos dem selv, griber de muligheder der er, spiser af livet og rummer den kontrast hele det maskuline univers kan berige os med. 
Amen!

juli 3, 2015
Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

SOM FINGRE DER FLETTES

Igennem generationer, århundrede – ja så længe tilbage i tiden som menneskeheden har eksisteret – har kvinder, for en stor dels vedkommende, giftet sig eller ’matet’ af tryghed. Eller i hvert fald med et vist […]
juli 3, 2015
Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

EN LILLE TEKST OM KÆRLIGHED

Jeg er sådan én, der bare ikke kan holde op med at elske.. Hvis der først én gang er sat et lille frø, der har fået lov til at spire, så breder den sig som […]
juli 3, 2015
Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

MAN KAN IKKE SKILLES…

”Vi tager den svære samtale med børnene i aften!” Sagde min gode ven, ”Hvilken samtale?” ”Vi fortæller dem, at mor og far skal skilles!”.. Han var tydeligt berørt. Forståeligt. For hvorfor i alverden fortælle de […]
juli 3, 2015
Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

HVOR GÅR VI HEN, NÅR VI GÅR UD AF KÆRLIGHEDEN?

Og hvordan ‘går’ vi? Hvordan siger man farvel til en, man har elsket.. skånsomt, kærligt og i respekt? Vi tumler ind i forelskelsen, styret af begær, grebet af en lettere sindsyge.. så kommer hverdagen og […]