Det sitrende næste år
3. juli 2015
Kom lad os fejre… Ikke forsage, foragte, forsvinde fortryde. Men fejre, alt det vi ER på baggrund af det der var. Alt det vi kan og alle de muligheder vi har.
Gummistøvler eller høje hæle. Det rene ansigt eller de røde læber. Push-upp’ens indtog, the revievel of carmen-curlers, kunstige negle, den store, runde bagdel og alle de herlige muligheder for at være kvinde. Hver kvinde sin vej. Både mere OG mindre.
Op på stiletten og ind i en fremtid uden begrænsninger andre end dem vi giver os selv.
Jeg respekterer på alle måder den kamp min mors generation tog tilbage i 60’erne og 70’erne. Jeg anderkender virkningen af de brændte BH’er og svingende hængebryster under en T-shirt fra Nørgaard på Strøget. Bare numser på en ø-lejr og mænd med hæklepinde og strikketøj. Perustrik, uldbleer og offentlige amninger.
Tak tak tak tak… fordi I smed dem ud – alle de forældede kasser og bokse der handlede om ydmyghed, mildhed, godhed, tilbageholdenhed og påtvungne etiketter og ordsprog som ’Bag hver stærk mand står…’. Og det skæve skel der delte os i grupper, hvor der stod ’Luder’ på den ene og ’Madonna’ på den anden, når vi nu alle sammen ved, at en kvinde kan rumme det hele, hvis hun vil – leve det hele – eller det halve eller helt lade være.
Men nu er det altså TAK.. og et stille farvel. Ikke flere ’kvoter’, ikke flere løftede øjenbryn, ikke flere ’seriøse’ kvindenetværk, særlove og højrøstede taler om hvad der skal til, for at skabe en ligestilling. Er der uret skal den rettes, men kønnenes forskelligheder kan ingen længere benægte. Lad os en gang for alle indse, at magt og indflydelse, viden og vægt, kunnen, dygtighed, begavelse og evnen til at eksekvere OGSÅ kan foregå iført høje hæle, med C-skål og påsat hår til lænden.
Aldrig før i verdenshistorien har kvinder haft SÅ mange muligheder, SÅ megen frihed, været SÅ veluddannede, SÅ velhavende og SÅ frie til at leve det liv de selv finder væsentligt. Og NEJ… dette gælder ikke alle, men hvorfor skrive en tekst hvor alle undtagelserne også skal remses op. Jeg vil i stedet fokusere på det store billede for helt personligt er jeg træt af hensyn. Jeg vil selv og kan selv. Og jeg er stolt af det jeg gjort – for jeg har kæmpet mig frem til dér, hvor jeg er i dag, fordi jeg KAN, det jeg kan, og ikke fordi det var ’passende’ med endnu en kvinde i direktionen, fordi der var en målsætning, men fordi jeg dygtigt har leveret det jeg skulle.
Hvis jeg har brug for hjælp foregår den på et helt andet plan, i det private rum… i legen mellem kønnene. Det feminine og det maskuline. Stille, fordi jeg elsker det spil… og nyder det. Under antilopens skind hviler der en hunløve.