IKIGAI … et magisk ord!
22. september 2017
Den gode søvn og en pude der hjælper
20. oktober 2017
En historie fra det virkelige liv om: Andres forventninger, vanens dyne og et italiensk bageri.
Hun satte aldrig selv sine grænser.
De blev altid sat af andre.
Da hun var barn: Rejs dig op! Kom nu! Videre! Ikke pive! Pas din skole!
Der var de ”rigtige” venner, og så var der de forkerte … Og netop derfor blev de rigtige til de forkerte, og den læreplads på det kontor, hvor hendes far havde en bekendt, der arbejdede, blev de første tråde i det klæde, der lå over hende og om hende og strammede.
Alt strammede.
Men alligevel giftede hun sig med én, hun vidste, de alle sammen godt kunne lide.
Ikke bevidst måske, men fordi det var det letteste, og fordi det føltes let, blev den lethed nemt forvekslet med kærlighed og taknemmelighed – for nu var der ro, og når der var ro, kunne hun tænke og lige dér, i ’tankerummet’ var alting frit og muligt.
Og sådan levede hun det meste af sit voksne liv og mere til.
De andres liv.
Og hun hørte sig selv gentage moderens bebrejdelser og faderens ordre.
Så sig selv i et hus, der mindede om det, hun kom fra: Perlegrus i indkørslen, en have befriet for træer, bede med flis og en ugle i smedejern på gavlen.
Jobbet som medhjælpende hustru i mandens virksomhed blev kombineret med foreningsarbejde i den lokale idrætsklub.
Intet var skidt, og intet gjorde rigtig ondt.
Men da børnene flyttede hjemmefra, blev det trist og tomt – meningsløse beslutninger havde gennem årene lagt sig som lag i vanens dyne, og hun kunne ikke længere vende sig uden at miste pusten.
At forlade den – glide udover kanten og sætte en nøgen fod på helt nyt, ukendt underlag – var utænkeligt.
Pludselig, en lørdag eftermiddag, forsvandt manden.
Det skete uden det store hurlumhej.
Han havde pakket dagen forinden og efterladt et brev, huset, en gæld og en afgrund af spørgsmål.
I brevet forklarede han det med ’sit livs kærlighed’; de ville tage hul på en ny fremtid sammen.
Det hele var meget konkret, formuleret kort og præcist.
Der var nogen, der mente, han var taget til Nordnorge – andre, at han var set nær Aulum.
Hun undersøgte aldrig selv, hvad der var sket.
Alle de spørgsmål, hun endte med at tøjle, handlede om, hvorfor de IKKE havde talt om det hele, før han rejste.
Nu havde han uden at vide det trukket dynen af dem begge og efterladt hende nøgen i ægtesengen.
Hun kunne blive liggende eller flytte sig.
Hun lå der – lidt; da hun havde solgt huset og betalt gælden, var der ikke flere penge tilbage på kontoen.
Hun fordelte de sidste rester af inventar i tre bunker: Lossepladsen, et loppemarked og et auktionshus. Børnene fik lov til at vælge blandt alt det sorterede, før resterne blev kørt bort.
Pengene fra marked og auktion, cirka 250.000, blev sat ind på en konto.
Hun forsikrede familien om, at alt var godt, og forlod de vinkende børn i indkørslen – tog intet andet med sig end den rygsæk, hun bar over den ene skulder.
Da hun 5 år senere hævede sine penge, blev de brugt til udbetalingen af et lille stenhus på en syditaliensk bjergskråning.
Eftermiddagene gik med at blande dejen til den næste dags brød, og kunderne kom langvejs fra.
Begge børn vænnede sig med tiden til tanken og efter endnu et par år, blev ferierne flyttet til det italienske.
Her stod hun så med hænderne i siden … havde tillagt sig et par kilo og en række bandeord og hævdede, hun havde glemt at tale dansk.
Det havde hun muligvis også – men det betød i grunden ikke så meget.