DEN STADIGE SOMMERS HEKSE - PernilleAalund.com
Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd
Uden drømme er vi intet …
3. juli 2015
Jeg har sat tiden på stand-by
9. oktober 2015

Den stadige sommers hekse

De dybe suk og den brændende hud. Det er os med kroppe af ild og hjerter af glødende lava. Retfærdighed før rammer, diplomati og politik. Altid i sandhed - ofte i modvind.

 

Du kender os godt.

Mere eventyr end konformitet. Mere drevet af drift end af pligt. Den sitrende bevægelse, den høje røst.

De dybe suk og den brændende hud. Det er os med kroppe af ild og hjerter af glødende lava.

Retfærdighed før rammer, diplomati og politik. Altid i sandhed – ofte i modvind.

Strategier er noget vi lægger for andre, men sjældent selv passer ind i. Hellere ‘gøre’ fremfor bare at tænke. Hellere handle end holde tilbage af angst for fejle.

Vi går forrest, sjældent bagerst. Aldrig helt sammen, altid mest alene. Nogle talende andre tavse.

Svære at fange. Umulige at binde. Frihedselskende, begærlige – på konstant søgen efter det næste projekt og endnu en ild, en vej og et umuligt landskab på ruten mod det næste umulige mål.

Og vi falder og vi snubler og vi slår os. Men vi rejser os igen og igen og igen.

Som Kraka i nettet er vi nøgne, i selvvalgt eksil – altid sultne efter den næste altopslugende passion.

Vi vil det hele, gør det meste – men når langtfra alt hvad vi vil.

Fortabte, forbrændte, forhekset og konstant forelsket. Stopper aldrig helt op – vover altid lidt mere. For den, for det, for dem, for ham. I kærlighed.

Vi er den stadige sommers flygtige hekse.

Comments are closed.