En tale: Det halve, det hele og kærligheden

Denne lille tale, et forlovelses ‘skrift’, er forfattet som gave til to ‘forskelligheder’.

De fandt hinanden og værdsætter til stadighed dét mirakel  ♥

Hun var aldrig helt hel.

Alle dage var som halve størrelser. Disede formiddage med minutter af klarhed. Som mosekonens bryg over heden med sine lyngbakker og tørvestakke.

Indimellem løb latteren tagfat imellem rafterne i stakittet ud imod herligheden, men den fik aldrig fat i dybet. Den gurglede i overfladen og forsvandt under det mælkehvide lag.

Hun var aldrig helt hel.

Det var den halve krop der lagde sig – når den måtte lægge sig i savn – aldrig den hele.

Og sådan kunne hun give sig hen halvt i hele nætter, uden der nogensinde var en eneste der opdagede fraværet. Når hun efterfølgende blev ladt af alene, så hun altid undrende på terrænet i lagner og dyner og vår. Rullede hele molevitten sammen og afleverede det i plastsække på den nærmeste genbrugsstation. Man skal ikke ofre en hel vask på en halv gerning. Sjæleløse hændelser af væmmelse og hovedløs rus.

Og sådan levede hun halvt det halve liv.

Men så kom han.

En vandringsmand af sind – en frihedselsker. Og med i sine lommer af tunge tag og tabte barnedrømme, lå samlinger af sten, 3 ørnefjer og et brev fra en kvinde han aldrig kunne elske. En pokal fra en tabt kamp og minderne om alt det der var vundet alligevel – trods alt.

Han var den hele halvhed.

Hun var den halve helhed.

Og selvom nogen kaldte det banalt og andre tordnede om egen lykke – så var det ikke lykken for disse to, at leve alene med sig selv, de måtte leve alene og lykkeligt sammen.

Mosekonen og hendes vandringsmand.

♥♥♥

Denne lille tale er skrevet til to ‘forskelligheder’, der fandt hinanden og til stadighed værdsætter dét mirakel ♥

Der er mere kærlighed at hente i denne tekst.

♥♥♥