En tale til de børn, der aldrig fik den kærlighed, de havde brug for.

Det kan være svært at styre den kærlighed, hvis den først sættes helt fri, men det kan også være svært at mærke den – hvis den aldrig helt, har fået lov til at blomstre.

Den kærlighed. Den der altid lever.

Som et lille frø indeni os alle sammen.

Som en svag brise eller den kuling der rasede over Kattegat i dagevis, den bidende kulde og det varme læ.

Den kærlighed.

Vi ved den er der… Den kærlighed. Et sted … men den kommer ofte til os i den form som omgivelserne, rammerne, er med til at sætte.

I de spor … som blev kørt igennem år.

Det er sådan vi oplever kærligheden, når vi møder kærligheden for første gang. Står midt i den … eller uden den. De lange spor, de mange år og alt det, der skete før vi selv blev født.

Det kan være svært at styre den kærlighed, hvis den først sættes helt fri, men det kan også være svært at mærke den – hvis den aldrig helt, har fået lov til at blomstre.

Som børn er vi afhængige af den kærlighed, der bliver stillet til rådighed, og ikke alle børn bliver født i et land hvor der øses ødselt af dét, som så mange andre tager for givet. De må søge den selv. Nogle finder den aldrig, og det er en sorg; man lever lidt i mørke. Som at stå i skyggen uden aldrig nogensinde helt at træde ud.…

Og derfor kan mennesker gå gennem livet uden at få helt nok af alt, hvad kærligheden har at byde på, selvom kærligheden hele tiden ligger som den fineste film af lys over alt det, der rører sig omkring os og i os.

For uden kærlighed var der intet mirakel og det mirakel som hvert eneste menneske må erkende … ER erkendelsen af at ingen kommer af intet, men alle kommer af eet: Og selvom de rammer man blev født af, aldrig formåede at forvalte den opgave det var at elske dig  … Så er din tilblivelse et mirakel i sig selv

Og i lige netop dette mirakel, gror kærligheden – for det vi føler, når vi ser miraklet … er taknemmelighed og taknemmelighed fødes i kærlighed og derved har vi allerede bragt os selv ind i lyset … og det er i sandhed et mirakel.

Lad derfor, når det er muligt, en plads vokse til taknemmeligheden, miraklet og den kærlighed vi ved er en betingelsen for alt liv – vores liv.

En respekt.

En forståelse.

Lad den erindring, du tager med dig, være lys …  og lad os give dét lys, videre til den næste generation.

Alt hvad du ’er’ … blev du til i ’trods’ og på trods af.

Og alt hvad du VIL udvikle dig til i hele resten af dette liv … har denne ekstra dimension.En viden, smertelig, ja, … men også byggesten og kundskab. Du tager intet for givet og dermed vil du også værdsætte, mere end så mange andre, det du selv bliver givet og give ud af det du aldrig selv fik; mennesker er indrettet så smukt at kærligheden … dén ligger i os alle og den kan formidles videre også selvom det kan være nødvendigt at øve sig i den kunst.

Deraf taknemmeligheden.

Og derved har kærligheden endnu engang sejret.

Og det er sådan det må være.

♥♥♥

Hvis du gerne vil læse mere som dette … så giv gerne ‘talen’ et ♥

♥♥♥