Jeg har sat tiden på stand-by

Jeg har sat tiden på stand-by.

Jeg vil kigge ind i tomme dage, fumle lidt med kanten af en pude. Falde i staver med et hønseæg på håndfladen og udkig til stormvarsel fra indersiden af min rude.

Og så vil jeg læse lidt. Læse lidt i en af de mange bøger, der har hobet sig op på bordet foran lænestolen. Stabler af længsler, der bare venter på at blive indfriet. Lykkelig. Krøllede bogstaver, nørdede fagudtryk og små poetiske mellemrum af fryd.

Jeg har slået en revne i den fyldte… kande og lader nu langsomt det hele sive ud.

Og mens alt det der var – bliver erstattet af alt hvad der skal komme, vil jeg male væggene i nye farver, kører en cirkusvogn ind i min have, gifte mig med en fantastisk mand i en by jeg kun lige har mødt – et sted jeg først fornylig har set.

Ligge lidt dér bag hans brede ryg og sove lidt længere end ventet. Meget længere end ventet. Køre min datter i skole og hente og køre og hente og køre.. til hun selv ønsker at gå. For så megen kærlighed kan også føles trættende.

Og jeg vil love mig selv ikke at gøre mere – men bare vente. Til tomheden har fået overtaget og alt det der er blevet presset ned nu ikke længere kan holdes dernede, men må ud og trække luft – ind.

Det er sådan jeg ser et liv. Epoke på epoke.
De endeløse muligheders land.