Bag facaden: Den fattige rige og den rige fattige

En beretning: Det var de hvide vægges kølighed, der satte rammen i hjemmet. Indimellem brudt af en farvet væg: ’Smoked oak’, ’Dark teal’, ’Antik grå’ … alle i den samme kølige, skandinaviske farveskala.

Huset var gennemsyret af det man kaldte ’eksklusivt’. Dyrt design med store tomme flader eller organiske lysinstallationer. Gigantiske abstrakte malerier der altid matchede et par puder eller måske var det omvendt.

Der var intet spor af slægt eller historie. Intet levn af barndom eller tilfældighed.

Ingen kroge at hygge i.

Ingen bøger med æselører eller et skåret tekrus der var gået arv.

Døtrenes værelser var altid været ryddet op som var det et militærakademi … så alle lege foregik indenfor et afgrænset tidsrum, før hushjælpen havde fordelt alle genstande i deres respektive kasser og redt sengen stramt. En fotoreportage endte på de sociale medier og her var det en stor succes. Disciplin og kontrol giver positiv respons.

Familiens boliger havde været i de fleste store boligmagasiner og for dem, der sad udefra og så ind, var alting så perfekt.

Bag facaden var der ikke udsigt til den store idyl; Børnene havde hele livet drømt om et juletræ, hvor der var lidt historie og julepynt der gik igen… De havde engang selv lavet musetrapper og hjerter, men ingen vidste hvor det var blevet af for hvert år havde sit eget tema…: lilla jul, hvid bondejul… og mens Bo Bedre fik hele udsmykningen foldet ud over 4 helsider. Foldede tomheden sig om de 2 døtre.

Ingen af børnene kunne huske, at have set forældrene kysse hinanden.

Kvinden havde altid drømt om en rig mand og manden havde drømt om en kvinde, der kunne give ham det drømmehjem, han ikke selv havde tid til at etablere, men som han følte sig tryg i, fordi det mindede ham om den luksus han selv kom fra.

Han satte sin standard i forhold til deres omgangskreds og de mænd med hvem han hvert år tog på golfferie i Florida. Sagde jeg golf? Kvinderne blev bestilt hjemmefra via et bureau, der havde specialiseret sig i den slags. De var i begyndelsen af 20’erne. Hans ældste ven, Knud, ville helst have dem helt sorte. Han selv kunne godt lide de hvide, men helst to af gangen og derfor var den suite han valgte altid ekstra stor – for de skulle jo bo der en hel uge.

Alle vidste det godt og alligevel vidste de ingenting. Døtrene havde et indtryk af, at deres mor hadede deres far. Det var kun, når der var gæster eller forretningsmiddage, at der flød smil og latter gennem huset.

Bag facaden på mange af de liv der bliver beundret og forgyldt, er det ofte tilfældet, at den kvalitet vi oplever på ydersiden – ikke matcher den kvalitet og de værdier der leves i på indersiden.

Det er mere feteret at være et dumt svin med mægtig pengepung end et fattigt, men generøst og kompromisløst menneske.

Sagde jeg fattig?? Det er jo noget sludder… Den rige..: Det er ham eller hende der sætter værdierne og kærligheden først. Som stædigt holder fast i de elementer af liv der føder en stemning, der kan leves i. I hjem hvor man kan ånde og hvor alle processer fødes af et behov for at skabe, bidrage og elske.

Vi taler sjældent om ’det fattige liv’, der leves bag facader af fernis og glas. Og hvor omsorgen langsomt er sivet ud gennem den sprække der altid vil lure under en hvilken som helst flade. Vi taler sjældent om det meningsfyldte.

Vi taler heller ikke om den afgudsdyrkelse der følger med. Om alle de ’likes’ og followers der holder gryden i kog og gør en meget lille del af befolkningen til genstand for en beundring, der aldrig har handlet om at være et godt menneske eller bidrage til den verden vores børn skal vokse op i.

Måske er det på tide, at sadle om …