Kærlighedens fængsel

En tale:

Til dig, der stadig håber, det løser sig – selvom tiden burde have vist dig noget andet.

Det var tredje gang hun sagde ’undskyld’. Hun kunne snart ikke længere huske en dag eller en nat uden et ’undskyld’.

Fra en mulig rande under et glas der endnu ikke var blevet sat på den nye skænk, til børnenes gummisko i gangen og hundens poter på terrassen … En gang havde hun taget sig selv i at stå med en plastikpose foran kattebakken mens katten havde kigget op som havde den tænkt: Mon man lige kan få et minut eller to for sig selv? Lugten af møg var det værste.

Man kan have det SÅ skidt så længe, at tilstanden bliver til en ny, permanent virkelighed.

En livsbetingelse, man pludselig ikke længere sætter spørgsmålstegn ved. Man vænner sig til kaos.

At alt gør lidt ondt, og lykken udelukkende kommer dryssende som små krummer fra en hård hånd.

Man kan leve i dette greb, nærmest uvirkeligt og uden udsigt til oprør. For der er ingen energi at tage af, og de få gange, man har brudt ud, har savnet og angsten og ensomheden og den dårlige vane – med altid at være lidt på vagt, lidt i tvivl, lidt i smerte – trods alt været lidt bedre end pludselig at stå der helt nøgen – alene.

Eller er det?

Måske skulle du stille dig selv spørgsmålet:

Er det sådan, jeg vil leve resten af mit liv?

Det er svært at bryde en vane. Både for den, der tillader sig selv at være fange i en håbløs relation,

med afsavn og uro og frygt – men også for den, der styrer begivenhederne – fanget i sine egne kramper og låst i en kedelig adfærd.

Mennesker kan leve sammen i årevis på helt urimelige betingelser – uden hud, ømhed, intimitet og varme, men bundet til hinanden af pligt, vane eller tanken om den drøm om den familie, de trods alt er lidt – en gang imellem – i brud.

Men dette ‘alt’ er uholdbart og spild af tid og drænende.

Det river mennesker ned, som var de skrøbelige bygninger, og tvinger dem til fordækte dobbeltliv. Alt sammen fordi de frygter det første slag – fremfor at indse, at summen af årets invaliderende kampe langt overstiger det korte besøg i helvede, der uden tvivl vil være udsigt til, hvis man brød ud af sit fængsel.

Lad mig sige højt:

Kærlighed gør IKKE ondt.

Kærlighed gør godt.

Kærlighed bebrejder ikke og finder ikke fejl.

Kærlighed løfter, beskytter, beriger og udvikler.

Du er helt unik og skabt til at blive elsket.

Indimellem må man forlade tanken om, at det hele ‘ender’ godt – for at ende godt selv, med det liv

man fortjener.

…………………………………………………………………………………………………………………………………………..

‘Kærlighedens fængsel’ stammer fra bogen: ’10 taler om kærlighed’.