Alt det, vi ikke taler om …

Alt det vi ikke taler om, er ofte alt det der gør os sårbare.
Som hudens fald og alle de små linjer, der hele tiden minder os om alt det vi har mistet.
De nådesløse timer efter 04 om natten hvor man føler, at man kunne sove sig gennem den kommende dag, men der alligevel er alt for mange tanker, der som trommehvirvler lægger sig under brystet. De flyder ud i et delta af bekymringer.

Hvis vi tænker os om, ved vi godt hvorfor det er blevet sådan. Vi bærer på en historie og med den historie følger der en viden.
Vi kan huske smerten ved et tab og vi har set mennesker i stormvejr uden læ.
Og når vi lægger vores hoved på puden, vil vores tanker ofte kredse om alt det, vi ikke kan kontrollere i et håbløst forsøg på at få kontrol over det ukontrollable.

Kontrollen oplever vi først, når vi igen står oprejst med panden vendt mod lyset.
Det er her vi kan samle alle tanker og se os selv som de bjergbestigere, vi kan vælge at være.
Træde op frem for at blive trampet ned.
Ikke lægge os fladt under de smertefulde erindringer og frygten for gentagelser.

Det er det jeg, at tror vi må være.
Bjergbestigere.
Iført kraftige såler og praktisk tøj. En stok, et reb og teltet der kan give os læ under en opstigning i trodsigt vejr.
Et erobringstogt gennem uvant terræn og en drøm om at sætte flaget, der, øverst på toppen af livet.
Den endelige udsigt over alt, hvad der har været og alt hvad der til stadighed kan komme.
Ikke fortabte, men sejers rige.

♥♥♥