Man kan ikke skilles…

”Vi tager den svære samtale med børnene i aften!” Sagde min gode ven.

”Hvilken samtale?”

”Vi fortæller dem, at mor og far skal skilles!”..

Han var tydeligt berørt.

Forståeligt. Men hvorfor fortælle de to mennesker, man elsker højest af alt – at man skal ‘skilles’? Hvorfor ikke vælge et andet ord – et hvilketsomhelst andet ord.

Vi, som voksne, kan dårligt håndtere at skulle ’miste’ – hvorfor har vi så brug for, at sætte vores børn i en lignende situation?

Jeg tager afstand fra det ord: ’Skilles’. Hvem har opfundet det?

Ingen mennesker der sammen har skabt noget så fantastisk som ’børn’ – kan skilles.

Det er muligt mor og far ikke længere skal ’leve sammen under samme tag’. Det er muligt mor og far skal bo hvert sit sted. Det er muligt, at mor og far vil få andre kærester – andre mennesker, der kan bidrage med kærlighed og selv modtage kærlighed i en anden form og på en anden måde end den kærlighed, der har levet i hjemmet for en tid… men man kan ikke skilles som forældre til et fælles barn. Man kan ikke fralægge sig det ansvar, det er, at være sammen om lige præcis DEN opgave. Det er ufravigeligt medmindre, der er nogle ganske særlige og uhørte forhold.

Man kan ikke sætte børn i verden i kærlighed – for at erstatte den kærlighed med afsavn og svigt og smerte.

Der er noget man bare må sluge, håndtere og takle og det starter med det ordvalg, vi indleder alle forandringer med. ‘Skilles’ bør erstattes af alternativer som.. mor og far skal ikke bo sammen længere, men vi vil stadig være sammen om jer/med jer. INTET kan skille os ad – for I er elsket.