Man kan flygte i drømmen eller flytte sig i virkeligheden

En Tale:

Man taler om en stilhed før storm, men der er også en stilhed efter stormen. Og for dem, der lever i et konstant kaos – kan der opstå en stilhed under stormen.

Den larmende utilfredshed har fundet et nyt leje. Stilheden har forvandlet sig til en stilstand. En tilstand af ingenting, hvor livet ligger som en tung dyne over din verden.

At føle sig tom, uden længsler, drænet for energi. Som vasketøj der har hængt for længe i vinden.

Stift.

Glemt.

Slidt af vejret.

Bleget af solen – rusket, vredet – dingler man dér som hersker af ingenmandsland.

Styret af tilfældigheder.

Og udenfor på gaderne går der mennesker forbi og lever helt andre liv… Dér gik en dag og endnu en. Der er et mylder fra daginstitutionen 2 blokke længere væk. Den samme mand med de samme to retrievere tænder sin forbudte smøg langs kanten af din provins. Et par, i en gammel Ford Fiesta, kører ned af din vej og kysser bag de støvede ruder. Da så dig hænge i en indkørsel kørte de bort i hast. Der drypper lidt blod fra din næse – da du bukker dig ned og samler en efterladt dåse op.

Der er ingenting at tale om.

Der er ingenting at føle.

Intet at glæde sig til.

Den eneste fornemmelse af mere end dét du ér – lige nu – er dine drømme: Fugleflugten over dit hoved. Den brusende flod forenden af tankens korridor. Og dér, ligger mark efter mark. Eng og mose. Og du befolker dette grønne eventyr med arme der holder om dig i et fast greb. En mund ved din kind og duften af alt hvad der er nyt og trygt. Fra de små oaser af krydderurter på den lille træterrasse ned mod dit vandløb – til kigget mod de vestvendte bjerge. Og mens flammerne buldrer på det åbne ildsted i dit køkken – hæver brødet i sit fad og der hviler en ganske særlig mæthed over det terræn du har bygget.

Man kan vælge at blive i sin provins af tørrestativer og skjulte møder. Stille sine sko på rækker i entreen og lande i den samme flugt drøm efter drøm.

Men man kan også pakke sine ting. Og åbne den dør. Lade vasketøjet blive i sin kurv. Håndklæderne ligge i sine folder og alt det uredte, beskidte og iblødsatte – blive i sine spande. Slippe frygten, slippe uroen og tænke … at alt det, der kommer nu – dét vil i sidste ende være tættere på det ildsted og de arme og den flod.

Og intet blev givet den dag, hvor det blev en tilvalgt størrelse; alt hvad man hungrer efter, savner og begærer – det kræver vilje og indsats og kamp. Men vi lever i den kamp. Ånder frit og tænker stort.

Mennesker flytter sig, når det fyldte bægre flyder over og ’nok er nok’.

Når man har lært, det man skulle.

Nogle flytter sig aldrig, andre flytter sig straks og så er der dem der, længe, iagttager egen rolle på livets scene, før de tager tilløb og letter …

…..

Denne taler hedder ‘Om stilstand i storm’ og stammer fra bogen: ’10 taler om at give sig selv et nyt liv’.

Bogen kan købes via dette link.

Hvis det er en dejlig ‘tale’ … må du gerne trykke på det røde ♥ øverst i teksten.