Lidt om at træffe de rigtige valg
9 væsentlige ingredienser til et langt og lykkeligt liv
6. januar 2021
Jeg kan bære din kærlighed
12. januar 2021

Lidt om at træffe de rigtige valg. Det er aldrig for sent.

En tale:

Om år ser vi tilbage på det liv vi har levet. Vil vi være stolte?

Vil vi tænke: Jeg valgte det helt rigtige…

Jeg var båret af mine drømme – jeg levede et ærligt liv i overensstemmelse med mine værdier. Jeg fik gjort det jeg skulle…

Hver dag træffer vi et valg.

I hvert eneste møde med hvert eneste menneske kan vi vælge, at se det bedste.

Vi kan møde hinanden med tvivl eller med tillid.

Vi kan tro på et potentiale hos os selv eller andre – eller vi kan vælge at se fejlene… alt det, der ikke fungerer – sætte lister op som aldrig kan efterleves… som formen på en krop, en dåbsattest, et CV eller valg af gamle kærester.

Vi kan minde hinanden om alle de fejl, der er blevet begået, det der KUNNE være sagt anderledes.

Vi kan holde os selv fast i alt det der ikke fungerede og holde andre fast i den samme opfattelse. Derved sikrer vi nemlig, at vi aldrig helt kommer til at flytte os, men vil stå i den samme låste situation igen og igen. Handicapparkeret.

Vi kan vælge de samme venner og de samme udfordringer, de samme skænderier og de samme brud.

Vi kan vælge de samme elskere og forsuttede, umulige relationer. Thi der er større tryghed i selv den største smerte end turde træde af helt nye veje.

Vi kan vælge smerten. Hver dag kan vi vælge smerten. Vi kan holde fast i kulden, i bitre minder, tab og vreden ved at være blevet forladt eller misforstået.

Vi kan vælge at føle os dårligt behandlet og overset.

Men vi kan også vælge en helt ny vinkel:

At SE mulighederne. Alt det smukke i selv det mest besværlige.

Vi kan forvente at alt vil ende godt. At der er mening med det meste og at resten blot er en bittersød læring.

Vi kan møde hvert eneste menneske med håb og med tro.

Vi kan vælge at elske – når vi har allermest lyst til at hade. Vi kan vælge at hvert eneste minut skal gribes, holdes og nydes i selv den allermest umulige form.

Vi kan vælge livet.

Så hver dag træffer vi et valg. Og hver dag kan vi beslutte os for en ny begyndelse. Det er aldrig for sent. Intet er statisk og alt kan ændres. Måske ikke lige i de rammer vi står med netop nu – men vi kan ændre de tanker, der knytter sig til rammerne og støt og roligt arbejde på et nyt fundament.

Vi kan fravælge et martyrium og tilføje et gode.

Vi kan prøve noget nyt. Gøre noget andet. Tænke om.

Om år ser vi tilbage på det liv vi har levet. Det miks af mennesker der har befolket vores vandring og de rum vi er gået ind og ud af.

Alt hvad der skete i går behøver ikke gentage sig i dag.

Det er et valg.

11 Comments

  1. Dorthe siger:

    Oh yeah ❤️

  2. Christine siger:

    Smukt. Endnu en gang rammer du plet. Tak

  3. Lene Ethelberg Jensen siger:

    Så fint og sandt. Tak ❤️❤️❤️

  4. Malene siger:

    Følger dig og du er så vis♥️ Du har hjulpet mig meget gennem en svær skilsmisse hvor jeg blev forladt. Har søgt trøst i dine bønner og taler

  5. Trine Cortz siger:

    Rammer spot on ♥️ Men kan være umådeligt svært at gå fra lyset til mørket.
    Du ved som om øjne krop og sjæl bare vænner sig til at navigere i mørket og ens øjne slet ikke tåler lyset når det endelig viser sig og man af misforstået omsorg for sig selv søger tilbage i det “trygge” mørke.

  6. helle olesen siger:

    følger dine fantastiske råd tæt.mit bedste råd er at starte på en ny start hver time og hver dag

  7. Har hørt dig godt stykke tid
    Har så også hørt din bog
    Tak for dig❤️

  8. Christine Kurt siger:

    Særdeles smukt ❤️ Der er ikke noget der holder en tilbage som gamle vaner og alt det man tror vi bør gøre. Livet bliver for alvor frit og i øvrigt også meget smukkere, når vi tør tage ud på ukendte farvende og leve efter de værdier som vi hver især har inden i os.

  9. Elisabeth Jacobsen siger:

    Vi skal lære af de mennesker vi møder og de erfaringer vi gør os gennem livet. Såvel gode som mindre gode er med til at forme os som mennesker.
    Jeg tænker ikke dårligt om fx. tidligere kærester man har jo holdt af dem engang, og vi mennesker er når alt kommer til alt forskellige. Ingen er “fejlfri”.
    Selvfølgelig er en god tommelfingerregel at søge de mennesker der “ løfter dig op”/ højner og værdsætter dig for den du er❤️

  10. Susan S Villadsen siger:

    Det en rammende god beskrivelse og er svært ikke at være enig i.
    Jeg har altid brugt ordsprog / talemåde til at holde fokus :
    Smil til verden og den vil smile til dig
    Du er din egen lykkesmed
    Det du fylder din krop med bliver din virkelighed
    Osv osv
    Efter at have læst ovenstående samt lyttet til dine bønner – har jeg besluttet at skrive min egen bøn , spm jeg kan sige højt hver aften inden jeg skal sove og særligt om at være taknemlig , positiv og fokus på mennesker fremfor materielle goder

  11. Ellen Margrethe krabbe siger:

    Ja tak for alle de gode og opmuntrende ord. Vi har brug for at børe til . Brug for at le , synge og Beder sammen. Jeg bruger ofte citatet fra “ en ligefrem meddeles “ af Søren Kierkegaard.

Skriv et svar til Elisabeth Jacobsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *