Min barndoms rod! En opsang til det indretningshelvede så mange danskere lever under …
31. januar 2018
En tale: Hvem er du nu … Og hvem vil du gerne være?
5. februar 2018
Til en veninde …
Jeg hører dig sige: Det er ikke mig den er gal med.
Det er de andre. Alle dem, der ikke kan se mig, forstå mig og læse alle de usagte behov.
Du er overset, et uopdaget talent. Det er uretfærdigt. Du er et urimeligt offer for en lang række hændelser …
Og sådan går der timer og dage og uger og år. Kæreste efter kæreste. Chef efter chef. Elskere, der tjekker ind og ud … kollegaer der ikke hjalp, da det gjaldt, veninder der ikke lyttede og en fraværende, uforstående familie.
Du er låst i de samme fraser. Alle de egoistiske mennesker du omgiver dig med, alt det du burde have fået. Fordi du fortjente det, eller trængte til det eller fordi det bare lige var dét, der manglede, hvis du skulle lyse på en himmel.
Vi får det liv vi lever, tænker jeg, mens jeg trykker din hånd. Jeg burde måske sætte mig ned ved din side og kramme endnu engang og lytte og råde og tale med dunder. Men vi er forbi det punkt, hvor jeg kan hjælpe. Forbi ordene og de mange, små opsange om livet og de ting, der sker omkring os mens vi har travlt med andre ting.
Jeg må lade dig gå nu.. ud i den verden du selv har skabt, fordi du selv har valgt, at være den du er og valgt dem, du vil dele dit liv med. Og så sidst men ikke mindst … fordi jeg tror på, at vi alle bærer det væsentligste ansvar for eget liv.
Jeg har mødt et menneske i rullestol, lam fra halsen, men med livsvilje og skaberkraft, mødre frarøvet deres børn. Sønner uden fædre… der, uden at klage, har kæmpet sig til et frugtbart liv. Jeg talte med en mand, uden forældre, opvokset hos plejefamilier og bandemiljøer, i smerte, uden fast base.. bygge sig et hjem, skabe en familie og etablere en imponerende virksomhed.
Så jeg slipper din hånd nu. Du er fri til selv at vælge din rute og dit liv. Indimellem behøver vi alle en hånd, et kram, et ord et råd… men på den lange vej gennem livets mellemrum, er det dig – alene – der træffer det sidste valg: Hvordan vil jeg leve mit liv og er jeg villig til at investere alt det, der skal til for at nå mine mål? Tage ansvar og se mig selv, lidt på afstand med andre øjne, fra andre sider?
For tro mig … der er ikke den drøm, det ønske, den længsel og de tanker som ikke kan manifesteres i en ny virkelighed – hvis vi virkelig vælger, at gøre det fuldt ud. Uden klynken, kævl, bitterhed og bebrejdelser.
Men løftet over hverdagen. Målsatte, ærlige, kærlige og åbne.
…………………………
Du kan også læse denne tale: Når man gentager egen smerte
4 Comments
Hvor er det hjerteskærende og oprigtigt!!! Nogen gange MÅ vi slippe og ikke blive ved med at bruge kræfterne på en ven, som kører i ring med sig selv. Det er klogt, modent og modigt skrevet. Vi har ansvar overfor, hvem omgiver os med og hvordan vi er sammen.
Hvor er det rigtigt.
Fantastisk skrevet!!
Det her handler ikke om en anden person. Det handler mest at alt om en selv……og at hvis man indser at man selv har ansvaret, så er det i virkeligheden en fantastisk “empowerment” – man kan gøre noget for at ændre sin situation. Selv.