En tale: Om at turde flytte sig …!!

Der er kun én dig.

En af din slags.

Én i mængden – ingen andre.

Du og dig og det, du er.

Og det, du er, og det du tænker – dine handlinger – bliver til den du er – forstærket af det du omgiver dig med og dem, du vælger at leve med.

Og måske havde du engang forestillet dig noget andet. Du ville noget andet – havde drømme og billeder, der kørte som film bag dine øjne.

Men livet overhalede dig indenom. Og du traf aldrig rigtig et valg om, hvorvidt du bare ville lade dagene gå med dem, du kom fra, der, hvor du kom fra, og derfor blev der aldrig et ’fra’ eller et ’til’.

For du flyttede aldrig længere end en forhave væk.

Gentagelser er trygge størrelser, de udfordrer ikke hjernen og dulmer bare hjertet.

Det føles ikke forkert, selvom vi godt ved, at det ikke er helt rigtigt.

Og derfor bliver vi til kopier af alt det, vi gerne ville undgå.

Fra forældrenes fjerne blikke og sprogets små nuancer til det foldede tørklæde i kravens kant, hårets længde, de lammende hvide vægges gabende tomhed, sofakunstens forudsigelighed og taktstokkens aftryk i puder og plys.

Der er en tone i det reservat, vi kommer fra. Og vi nikker til den lyd og dem, der spiller med … og sådan bliver det liv, vi lever, til det liv, vi fik.

Der er ingen, man rigtigt kan give skylden; man valgte at blive, hvor man var.

Måske skete det som en naturlig forlængelse af alt, hvad andre satte for dig af rammer – i den baggård, de kendte i den bydel, de herskede i.

Men man må møde verden for at kunne se sig selv i den store sammenhæng, udforske sine muligheder og forstå, hvor meget talent der ligger i det uopdyrkede, det ukendte.

Og i hver eneste bevægelse – væk fra det ’kendte’ du kender – bliver der lidt mindre angst, lidt mere forståelse og lidt flere løsninger på det, der kvalte dér, hvor du kom fra.

Så … der ligger det.

Det ’mere’, livet har at byde på. Ømt, vildt, hårdt, stort, uendeligt.

Bare en havelåge væk …

♥♥♥