Lidt om at være ‘for meget’.

I hele mit liv, har jeg haft perioder, hvor jeg har gjort for meget af et eller andet:

Arbejdet for meget.
Drukket for meget alkohol.
Spist for meget sukker.
Været for fokuseret på min vægt
Trænet for meget.
Taget for meget medicin.
Talt for meget.
Sovet for meget … eller for lidt.

I det hele taget er det et gennemgående billede af mit liv: Jeg er enten for meget eller for lidt.

Det hele er en flugt fra smerten og jeg MÅ være for meget af et-eller-andet, hvis det skal balancere alt det, der ellers er for lidt af.
Måske er det derfor, at jeg er så dårlig at skændes med.
Måske er det derfor, jeg er så dårlig til at hade eller bære nag.
Jeg tager alt med mig og derfor er der ingen grund til ekstra byrder.

Jeg deler alt dette med så mange andre.
Vi tilhører ’for-meget’ klubben.
Vi dulmer alt det vi ikke kan rumme, med noget andet at rumme … indtil vi har fundet en vej væk.

Indimellem bliver vi selv væk og indimellem er der nogen af os …  der forsvinder helt.
Vi bliver aldrig fundet.
Vi er tabt.

Gudskelov har mine børn altid været et projekt hvor ’for meget’, blev til en positiv historie, men jeg kan ikke med sikkerhed sige, at det gælder alle de mennesker jeg har mødt i mit liv.
Der er er helt sikkert nogle, der er blevet tromlet eller forladt uretmæssigt.
Undskyld.

Men jeg arbejder stædigt på en vej væk, en bedre balance og en større ro. Og hver dag bliver jeg bedre til at træde ud af det, der løber for stærkt og bedre til at træde ind i det … der rummer fred.

Jeg skriver dette, fordi vi er så mange og I skal vide, at jeg forstår hvad det betyder, at hænge fast i sit eget skind uden at være i stand til at finde lige præcis den krop man burde høre hjemme i.

♥♥♥