Dengang da du valgte forkert …
12. april 2019En tale: Når jeg engang skal dø …
14. maj 2019
Du skal fylde dit liv med ægte ting: ægte kærlighed, ægte glæde og ægte behov.
Fyld ikke dine vægge, dine stuer, skuffer og skabe med genstande, der bare dulmer et øjebliks længsel, pynter på dit ego eller er indsamlet for at vise andre, hvad du er i stand til, har råd til eller kan udrette.
Alt, hvad du omgiver dig med, skal være født af en ægte dybfølt tilstand og dagligt bidrage, berige og begave dig med mere overskud, større begejstring og dyb glæde.
Du bør samle på de ægte øjeblikke: En gåtur rundt om søen, et kærligt favntag, bogen i stolen, du har arvet fra din elskede mor, en kop kaffe i aftensolen på en vestvendt altan. Et blødkogt æg spist med en lille ske af simpelt metal – gaven fra et elsket barn.
Du skal befolke dit liv med ægte mennesker.
Ægte mennesker, der øser ud af ægte kærlighed, og som du elsker ægte tilbage. Det er dem, du skal omgive dig med, når du selv får lov til at vælge. De har valgt dig, for den du er – og omfavner dine små særheder med et smil.
Tænk bredt og vær ikke bange for lukke mennesker ind i dit liv, der kan bidrage med helt andre ting end dem, du selv repræsenterer – men kig efter det autentiske, det ærlige – det ægte.
Din krop – din krop den skal bære dig hele resten af dette liv.
Pas på den med den samme omsorg som for et nyfødt barn.
Tilfør den næring fra friske varer – ægte mad.
Frisk luft fra din verdens åbne vindue og bevægelser, der strækker den langt ud over det område, du kalder dit.
Og sidst, men ikke mindst … dine tanker:
Gør dem store og rummelige og fulde af håb.
Kærlige greb, der sikrer dig fokus mod det, du ’vil’ og ønsker og drømmer om.
Og bliv ved – stædigt – med at holde fast frem til den dag, hvor hele din krop og din hjerne og kernen af det, der er dig, – virkelig TROR på, at SÅDAN ser dit liv ud.
Et levet liv – ægte.
♥♥♥
11 Comments
Åhh det ville være så dejligt om det kunne lykkedes ❤️
Det ville være så dejligt om det kunne lykkedes ❤️
Det er kloge ord. Af og til kan det være svært at skelne det ægte fra det uægte. Der er så mange gode kopier, og dem skal man virkelig kigge efter i sømmene, for at få øje på om de er ægte eller falske…. især når det handler om ens eget selv. Mange tror de ved hvordan de har det, men i virkeligheden har de ikke en anelse.
Berigende ord. Stof til eftertanke og reflektion. Tak
Det ægte liv som det kan være svært at “mærke”, når hamsterhjulet kører…
Ja… derfor er det vigtig, at vi taler om det 🙂
Heldigvis er JEG ægte!
🙂 Godt !! Jeg tror der er mange der lever ‘ægte’ … altså tro mod sig selv. Men desværre lever flere i en verden hvor de spejler sig i andre. Det bliver til et pres … de lever de andres liv. De lever deres instagram idolers liv. Indretter deres hjem som var det et boligmagasin fremfor at leve med ting de holder af og med plads til mennesker de elsker…. vores samfunds økonomi er baseret på vækst og denne vækst understøttes i en køb køb køb kultur.
Mine taler starter altid som svar på mange spørgsmål. Dette er mit svar … der findes sikkert mange andre 🙂
Kære Pernille – du er mit ægte FORBILLEDE ❤️
Så fantastisk skrevet. Jeg har selv lige valgt at ende mit ægteskab af kærlighed til mig selv og selvom det er det sværeste jeg nogensinde har gjort, så er det også det bedste.
Jeg elsker dine tale, som giver stof til eftertanke. Hvilken bog er denne tale fra?
Denne tale er fra bogen: ’10 taler om Kærlighed’ 🙂