Der ligger det så … dit land, dit liv, din virkelighed.
18. april 2018
10 kilo – 10 uger! Så går vi i gang!
26. april 2018
Ikke to mennesker er ens.
Uanset hvilken forsamling, man kigger ud over: Hvert eneste menneske har en enestående historie.
Er uden sammenligning unik i sig selv.
Rummer detaljer, kun de færreste af os er i stand til at forstå eller forestiller os.
Og på baggrund af alt det, vi har lært, og alt det vi har set og følt og hørt, bliver vi til dem vi ’er’, og indimellem også til noget, vi ikke ville være.
Hvert menneske sit liv, sit mål, sin drøm, sin kærlighed …
Derfor: put mig ikke i en kasse. Tro ikke, at dét, du føler, er det rigtige for dig – også passer til een som mig.
Tro ikke, at de regler, der gør dig tryg – og dermed giver dig den frihed, du behøver for at kunne folde dine vinger ud – er regler, der også gælder for mig.
Ikke mere jeg ’bør’ tak.
Ikke flere jeg ’skal’ tak.
Ikke flere forventninger, tak.
Ikke mere: Gør dit, gør dat; når du giver mig ordrer på den måde, er det ikke mig, du fortæller en historie om, men dig selv, du taler til.
Og jeg er mig.
Ikke folkeskolens lufttomme, iltfattige kasser med mennesker pakket som sardiner på dåse. Uden plads, intet råderum, intet univers at fare vild i eller finde rundt i – bare glemt, gemt, klemt … Mellem alle de andre farveforladte og benløse – nådesløst fileteret.
Vi vokser ikke med samme hast i krukker – gjort af den samme muld, pakket af de samme hænder.
De fleste af os vokser slet ikke, hvis vi skal pakkes af andre. Så pakker vi os om os selv, og vi kan sjældent pakkes ud med andet end vold.
Voldtaget.
Derfor … lad os vokse uden nåde. Lad os vokse uden plov.
Strøg alt, hvad vi rummer, med en helt tilfældig hånd – så vi kan lande ligeså tilfældigt, men lande trods alt.
I egen jord, egen dåse – ikke pakket kultiveret, industrialiseret og produktionsvenligt.
Men som mennesker – mangfoldige, frugtbare og fuldendte.
♥♥♥
5 Comments
Tak
Hvor giver det mig bare god mening det du har skrevet.
Efter at jeg er begyndt at leve det liv som passer til mig, så har jeg aldrig haft det bedre end nu.
Måske du har det på samme måde?
Helt helt enig…. 🙂
Jeg har altid sagt : folkeskolen er ikke for alle ! , den kan ikke rumme dig , hvis du ikke passer i deres kasser 🙁
I dag som en moden Q , elsker jeg folk der ikke vil puttes i kasser
Du rammer så meget plet, for hvor har jeg stået i mange situationer og hørt på andres uforbeholdne mening, uden end at have spurgt om den og uden at de har kunnet sætte sig der hen hvor jeg er.
Jeg har i en årrække været i en sårbar familie situation, og som Søren kirkegaard skriver om “sand hjælpekunst” så skal man starte al hjælpekunst med en ydmygelse, og kan man ikke sætte sig der hen hvor det andet menneske er, så skal man ikke gøre sin bedreviden gældende…se nedenstående; Så sandt som det er skrevet, og noget mange kunne lære af. Pernille du ramte spot on!
Som Søren Kierkegaard har sagt om sand hjælpekunst:
At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest må passe på at finde ham/hun der, hvor han/hun er, og begynde der.
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.
Enhver, der ikke kan det, han er selv i en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden.
For i Sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg kunne forstå mere end han/hun – men dog vel først og fremmest forstå det, han/hun forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min mere-forståelse slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min mere-forståelse gældende, så er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham/hende egentlig vil beundres af ham/hende. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse Kierkegaard, SV bd 18 s 92:
Kierkegaard har fat i, at det at hjælpe et andet menneske på en ligeværdig måde slet ikke er så ligetil. Hvor snublende nær det er for hjælperen at lade egen forfængelighed og ønske om at være den gode og kloge komme ind over mødet med ’den anden’. For de fleste af os mennesker er det nemmere at hjælpe end at tage imod hjælp. Som hjælper kan man føle sig betydningsfuld og ovenpå.
Det er en kunst at skabe et ligeværdigt møde mellem to medmennesker, når der i grunden er en assymmetri mellem den der hjælper, og den der skal hjælpes. Mellem familiemedlemmer, pædagogen og barnet. Læreren og eleven. Hjemmehjælperen og den ældre.