Livet må leves, for at kunne forstås.

En tale:

Der er en rigdom i at samle på erfaring, men det er en underkendt en af slagsen. 

Vi taler med eksperten, hvis der er problemer der skal løses. Måske burde vi i højere grad tale med dem, der har levet et liv og ikke set det over et skrivebord, gennem et filter af rapporter og en lind strøm af analyser.

Og vi bygger store hospitaler i glas for psykisk syge mennesker, fordi det skulle være så godt med lys, men ingen har spurgt de syge om hvordan de vil bo – så det der følger med, er angst i de akvarielignende rum, hvor der ikke er megen tryghed at hente og ingen sorg er privat; alt er eksponeret.

Og vi taler med psykologer og læger, der efter endt uddannelse, næppe har levet et eget liv – før de må tale med andre om deres.

De ældre mennesker, dem der har ’levet’ erfaringerne … dem flytter vi væk fra familien og ind på et hjem, selvom historien fortæller os, at det måske i virkeligheden er her der sidder den viden som kunne afhjælpe de største kriser. Kriserne selv ser vi på som var det smertefulde øjeblikke, der skal overleves. Eller der bruges årevis på at tale om alt det forfærdelige og derfor bliver vi aldrig nogensinde i stand til at se det helt, som noget der ER overstået og af den grund bliver vi i smerten… den forlader os aldrig. Og dermed har vi forladt os selv.

Vi lever vores liv. Vi fejler, tager forkerte beslutninger og rigtige, men vi lever. Og for hver en succes og hver en fiasko. For den største glæde og den grummeste sorg. For den godhed vi møder og den ondskab …. der er en læring. Der er trin vi har trådt og stier vi har vandret. Det kaldes at leve og med den proces følger en rigdom af dimensioner.

Vi skal ikke kigge på vores fejltagelser og vores smerte som noget der skal ’overleves’, men som noget vi lever med … en styrke, en viden, en ballast.

Vi skal modellere den på plads i vores hoved og få den til at blomstre som en erfaring, der kan leves ud … set på afstand, men alligevel under huden.

Vi beholder det hele– men vi gør det til en vægtløs størrelse.

Og dem der har taget turen. Tal med dem og lyt:

Lyt til dem, der har været gift i 50 år, og lyt til dem med de 5 ægteskaber bag sig.

Lyt til den syge og lyt til ham der aldrig har set en lægekonsultation.

Lyt til barnet der aldrig blev set, den misbrugte og den lemlæstede.

Lyt til hende der aldrig har mødt andet end overskud hos en favnende familie.

Til dem der har vandret af landeveje og forceret et hav for en bedre tilværelse og dem der aldrig, gennem generationer, har forladt den fædrene gård.

Forestil dig  …. En verden hvor vi tillader os at tænke selv. Og lytte selv.

Mærke egne grænser og fornemme andres.

Hvor vi ikke har så travlt med hvad der er rigtigt og forkert, men i stedet anerkender, at erfaringer opleves individuelt og de tråde der går gennem et menneskeliv forsigtig flettes ind i andres… Med tiden kan vi se hele billede.

Levet, lært og parat til at dele med den næste generation.

♥