Dem, der samler på smerte

Der er mennesker, der samler på smerte, som andre vil samle på sten langs en strand.
Det er ikke muligt for dem blot at passere kanten af et hvilket som helst hav uden, der bliver talt til dem… de MÅ samle alt, hvad der skiller sig ud … op … og putte det i lommerne.
Og med fyldte overfrakker slæber de kilo efter kilo med sig videre gennem livet.

Her er intet filter.
Hver eneste krusning i et andet liv, eller eget, når som dønninger til deres sjæl.
Andres uro forplanter sig til alle rum som en sitren.  Og denne uro bliver som til en vane, et ritual en gennemgående tråd af smerte, der ikke lige kan lægges bort eller vaskes væk.

Og med årene kan det hobe sig op; hvis man samler på smerten, husker man også på alt det, der ikke gik som det skulle, og derved ser man de svigt, der kunne komme … før de kom, de ulykker der kunne ske, før de nogensinde blev en realitet og døden som det konstante sus fra en sprække, der aldrig er blevet tætnet.
Selvom man godt ved, at det er de færreste bekymringer der i virkeligheden bør give anledning til hele det kaos, der kæmper under overfladen, får det alligevel lov til at vokse og brede sig som ugræs over et hegn.

Og dem der ikke ser det, kender det eller forstår det … forveksler det adfærd, der fødes i kølvandet på smerten … med afstand, arrogance eller manglende pli.

Men enkelte rejsende i smerte finder naturligt en vej … de pakker denne trykken under brystet og lader den flyde som ord fra en pen, lader fingerene feje over tastaturet og fordi de har samlet så meget – er der meget, der gerne vil ud.
Andre lader smerten blive til farver eller former. Borer fingre dybt i ler, glaserer kærligt og sætter alt hvad der har kogt i de indre hulrum til at brænde i en ovn.
Eller fylder et lærred med strøg af pinsler eller storhed eller håb eller tro. Og på den måde får de tømt lidt ud af de fyldte lommer og dagen bliver en smule mere tålelig.
Ensomheden til at bære og isolationen til en overskuelig størrelse.

Hvis man samler på smerten, må man finde det værktøj, der kan tømme den fyldte sjæl, før den selv flyder over … ubærligt.
Pakke sin uro og gøre den til en handling, en kraft og en brugbar størrelse;

Verden har brug for dem, der kan føle det meste og mærke resten.
Der er brug for deres stemme til at skildre, det der sker.
Brug for at mærke, at under alt hvad der glider så let i overfladen, er der et dyb, der skal fyldes … eller en bro der skal bygges.

Glæden som udsigt.
Smerten som indsigt.
Intet af det, der kan skabe en helhed – er helt uden det andet.
Det er dét, vi må lære og erfare.
Egen rolle i eget, lille liv og egen rolle i det store billede.
Værdifuld.

♥♥♥