Hvor blev du af kære ‘mand’? Du er savnet.

Det er nu, hvor vi ikke længere ’behøver’ manden i hans oprindelige rolle, at vi mere end nogensinde trænger til, at gøre den maskuline energi til en del af vores hverdag.

Igennem generationer, århundrede – ja så længe tilbage i tiden som menneskeheden har eksisteret – har kvinder, for en stor dels vedkommende, giftet sig eller ’matet’ af tryghed. Eller i hvert fald med et vist element af tryghed involveret.

Vi har gjort det fordi omstændighederne ikke tillod os andet. Vi spyttede børn ud med helbredet som indsats, og mens vi fødte i een, lang uendelighed, så sørgede det ’stærke køn’ for føde på bordet … med sværdet i hånd.

Tingene har ændret sig; I dag kan vi ’mate’ af kærlighed, i spænding eller af ren lyst. Tage det absolut allerbedste fra manden, og selv give noget af det smukkeste tilbage. Hvorfor er det så lige, at vi har så forbandet travlt med at lave om på alt det HAN er … pakke ham ned i bokse eller tømre ham fast i et blomstret emotionelt univers.

Det er jo netop NU, hvor vi kan det allermeste selv, at vi har allermest brug for en ’han’.

Jeg elsker alt lige fra de små nuancer til de store forskelle.

Det tavse overfor det talende og det rørstrømske overfor det firkantede.

Jeg vil gerne sætte ’hold’ overalt hvor det er muligt og jeg sætter en ære i at bringe forskellighederne i spil.

Det bedste arbejdsteam, det stærkeste, er dem der favner bredt sammen, fordi de isoleret set repræsenterer helt forskellige potentialer.

Jeg har gennem årene, af princip, kun ansat mennesker, der er dygtigere end jeg … til helt andre ting jeg. Hvorfor ikke praktisere det samme privat?

Hvorfor være enige om alt, når det mest magtfulde spændingsfelt opstår mellem modpoler. Manden og kvinden som modpoler er i fællesskab en magtfuld alliance.

Det er nu hvor vi ikke længere ’behøver’ manden i hans oprindelige rolle, at vi mere end nogensinde trænger til, at gøre den maskuline energi til en del af vores hverdag.

Invitere ham ind på fælles præmisser, ikke hans, ikke egne – men fælles. Som den HAN, ikke som den VI synes han skal være. Derved kan vi være ’os selv’.

De kommende generationer af kvinder bringer det bedste i spil hos dem selv, griber de muligheder der er, spiser af livet og rummer den kontrast hele det maskuline univers kan berige os med.

♥♥♥

Lidt om at elske mandens rungende ‘nej’!

♥♥♥