Kærlighedens landskab

Måske kan man sammenligne kærligheden med et landskab. Enkelte forelskelser er som dale, man bare glider ned i. Man kan ligge der på ryggen, i de grønne enge, med udsigt til himlen, det er ufarligt, indimellem også lidt kedsommeligt, men det er trygt og sikkert.

Andre er mindre bakker, de kræver lidt list og snilde, men de er inden for rækkevidde uden vabler og vandfyldte knæ.

Mindre bjerge gør din vejrtrækning tung og lidt besværet, der kan opstå enkelte skader undervejs, men det er hurtigt overstået og på toppen er udsigten smuk.

Som de mest truende står de sneklædte kæmper. Her er man i himlen, hvis man altså når toppen i live.

Det er berusende, livsfarligt – den vildeste tur og det vildeste ophold. Det er med livet som indsats hver gang og ved foden af en kæmpe, kan en dødsangst af dimensioner, vise sit ansigt.

Man vil uvejrligt tænke, at hvis dette menneske vælger mig fra … når jeg endelig engang, er nået den hvidklædte tinde – amputeret, forkvalmet af højdesyge og med frostsår i ansigtet, så vil det blive et styrt, jeg ikke kan overleve.

Jo højere et bjerg, der skal bestiges, desto dybere er faldet, hvis jorden skrider under dig. Og har man først set afgrundens svimlende mørke og ved, hvor smertefuld denne død kan blive, kan det sagtens afholde én fra at gøre forsøget endnu en gang.

Det er forståeligt, at man vælger bestigningen ’fra’, fordi risikoberegningen taler sit eget sprog.

Beundringsværdigt at give sig i kast med en kærlighedsekspedition, selvom det er med livet som indsats.

Indimellem har man ikke valget.