En tale: Om at hæve sig over elendigheden.

Der lægger sig sten på sten i dit fundament af viden og erfaring. 

De lægger sig i et sirligt mønster som var de blevet presset af en vægt. Din vægt.

Og det er jo sådan det er, dit liv… din gang, din trampen, dit løb, din hoppen og hinken. 

For hver eneste oplevelse, hver eneste historie, for alt hvad du er blevet udsat for og alt hvad du selv har bedrevet og udsat dig selv for – du kan træde op på det med stolthed, du kan tale om det med stolthed, tænke på det med stolthed. Dit liv. 

Du kan gøre det om og du kan gøre det godt.

Du kan vælge ikke at hade mere, fortryde og bitres.

Ikke at lade dig rive med… den savlende sladders gus af galde.

Elendigheden.

Lad dem strides, der vil strides. 

Lad dem samles i deres små grupper med skænkede blikke og den samme trøstesløse dagsorden for det næste gry.

Du er ikke en af dem mere, du har sat dig selv fri. 

Du stod op en dag og forlod det træk af væmmelse der fulgte med. 

Pakkede mørket sammen og foldede lyset ud.

Fra papkartonens kvalmende lugt af sur vin, til det endeløse fællesskab om ’ingenting’.

De gode hensigters handicapparkering. Du spildte din tid. 

Nu har det hele lagt sig så smukt tilrette under dig. 

Og du går af denne din nye sti. 

Din pilgrimsrute, din hærvej gennem fædrelandet. 

Hævet over det der var.

♥♥♥