9 væsentlige ingredienser til et langt og lykkeligt liv - Pernille Aalund
Bønnens Kraft – Kan man bede om alt?
5. januar 2021
Lidt om at træffe de rigtige valg. Det er aldrig for sent.
8. januar 2021

9 væsentlige ingredienser til et langt og lykkeligt liv

Når vi ved hvad vi skal, og det vi skal er vigtigt for den store sammenhæng … da opstår lykke og livskraft.

 

Alt for mange sjæle har intet at stå op til og intet at se frem. At leve et liv, der giver mening, er selve meningen med livet.

Her er mine personlige erfaringer … baseret på tusindvis af interviews, mange læste bøger og mit eget, korte livs,  begrænsede oplevelser. Verden er så  stor. Mennesker er mange.

 

1.Når livet giver mening

Hvis intet giver mening, er der ingen værdi og uden værdi lever vi et tomt og ligegyldigt liv.

Tomheden fylder mange menneskers liv. Der er ikke længere ret meget at kæmpe for og hvis man er en ensom sjæl kan ’ingenting’ fylde alt og derved opstår der en indre smerte.

I verden, er der i dag, flere mennesker der begår selvmord end mennesker der dør af krig, voldshandlinger og terrorisme.

Alt for mange sjæle har intet at stå op til og intet at se frem til.

At leve et liv der giver mening, er selve meningen med livet. Man gør en forskel, man bidrager til den store sammenhæng. At de gøremål, man fylder sine dage med – giver mening for én selv eller for andre, kan ændre et menneskes livsbetingelse. Det du vander gror …

Får vi meningen integreret … opstår lykken.

 

2.Indflydelse på jobbet og i private sammenhænge

Når vi bliver overset, forbigået og forkastet opstår der en isolation som kan være ødelæggende. Lyt til andre og tillad dig selv at have en mening, men husk at du ikke er den eneste med denne ret. Indflydelse opstår, når de elementer der skal til for at skabe en ny situation, spiller i smuk harmoni med det bedste fra andre.

Vi kan ikke altid få ret, men vi har altid en ret til at ’tænke’ med og når det er muligt … kan vi give den tanke en stemme.

 

3.Friheden til at vælge, hvad der er vigtigt

Alle mennesker har brug for små elementer af frihed for at kunne vokse. For nogle er denne frihed alt afgørende for deres velbefindende. De kvæles hurtigt i rammer, kan ikke gro og visner. For andre kan det være ’de små friheder i hverdagen’ der giver glæde …. Valget af en god ost. Bogen ved brændeovnen senere på dagen. En gåtur i weekenden. De behøver ikke mere. Den ’store’ frihed er lige så lammende for dem, som en skemalagt hverdag kan være for andre.

Man kan af den grund ikke sætte mål for friheden, men vi ved at den spiller en rolle, når man skal beskrive følelsen af at være ’levende’ og lykkelig.

 

4.Retning og formål

Uden retning eller formål er der en fare for at fare vild … eller en mulighed for den totale mumificering. Længsler driver mennesker og dét, at have et formål med livet – giver mening og med meningen opstår der en lethed og en lykke.

At have et ’formål’, et vigtigt dagligt gøremål … er en gennemgående præmis i de kulturer der rummer nogle af verden største grupperinger af mennesker +100 år. Her går man ikke på pension eller kommer på plejehjem. Her står man op til en opgave… lille eller stor og det er denne eller disse opgaver der skaber det livsafgørende formål.

Når vi ved hvad vi skal, og det vi skal er vigtigt for den store sammenhæng … da opstår lykke og livskraft.

 

5.Relationer

Undersøgelser har vist, at relationer er livsforlængende. En daglig kontakt, om den er nok så perifer, er bedre end slet ingen kontakt. Den jævnlige kontakt til kassedamen i den lokale Brugs. Posten. Gode venner, naboer og familie … det hele bidrager til det fællesskab, der er så livgivende for den enkelte.

Man kan sagtens være en tilfreds enspænder … det lille nik til underboen, når man mødes på trappen, føder en fornemmelse af et fællesskab. ’Alene’ selvvalgt, men ikke ensom.

 

6.Sammenhæng

Når tingene hænger sammen. Når det hele giver en overordnet mening … graden af den del bidrager til graden af lykke; når de mennesker man lever med og ser, matcher de værdier man har, når det igen hænger sammen med det job man besidder og den fritidsaktivitet man dyrker. Når købet af fødevarer og produkter hænger sammen med ens holdning til verden. Når ens glæde for dyr smitter af og foranlediger en mere grøntsagsbaseret kost. Man undgår rejsemål til lande, der praktiserer diktatur og ikke fylder sit hoved med vold og elendighed, når man søger ro og gode drømme.

Når evnen til at se en sammenhæng i egne beslutninger, de mål og den retning man har sat for eget liv – når det hele smelter sammen og man står dér … tro mod egne valg. Sund i eget legeme. Da er man kommet langt.

 

7.Ren mad

Kroppen er som et tempel og når man i årevis har talt om, at ’vi bliver det vi spiser’. Så er det ikke en lille sandhed, men en stor.

Kroppen er som den motor du hver dag skal holde i gang. Den rigtige benzin, olie og kærlige vedligeholdelse … sikrer dig et køretøj der måske, indenfor en snarlig tidshorisont, kan køre uendeligt. Men indtil alle koder er knækket er du den nærmeste til at holde den summende dag efter dag.

Hvis du fylder din krop med ’ren’ og varieret mad uden kunstige sødemidler og tilsætning, i små mængder og med stor glæde. Så vil din krop honorere dig med færre sygdomme og en lang holdbarhed.

 

8.En krop i bevægelse

Livet forlænges ikke ved hjælp af hård motion og et massivt dagligt pres. Man kan ikke spurte ind i alderdommen, men man kan trave, slentre og integrere bevægelse og smidighed i alle hverdagens gøremål. At holde sig vedlige, at bruge sine muskler og sørge for en lethed og bøjelighed i alle led, kan hjælpe dig meget langt på vej. I ingen af de zoner i verden hvor mennesker bliver allerældst … står hård motion som en del al det daglige skema.

Derimod står fysisk beskæftigelse og aktivitet placeret som en helt naturlig del af alle liv til alle tider.

 

9.Glæde og latter

Den boblende glæde og det lyse sind ligger som en herlig gennemgående tråd hos mange af de mennesker, der formår at trodse tiden og leve et langt og lykkeligt liv. Bekymringer tynger, stresser og forkorter et liv. Det samme gør bitterhed, had og vrede. Har du let til latter vil det også hjælpe dig godt på vej.

Nyd nyd nyd … er mit bedste sidste råd. Nyd det liv du har fået. Nyd de muligheder, der hele tiden åbner sig for dig.

Hvis du udelukkende fordyber dig i tab, smerte og de forkastelser alle mennesker vil opleve, så vil det tynge dig i jorden før tid. Du er din egen mirakuløse indgangsbillet til en bedre verden.

 

Det liv du lever – er det liv du får!

♥♥♥

Denne tekst om at tro på sig selv sine mål kan du måske også have glæde af at læse 🙂

♥♥♥

 

 

5 Comments

  1. Henriette Christensen siger:

    Fantastisk skrevet……vh Henriette

  2. Lillian siger:

    Tak Pernille ❤️ Et super godt skrevet spark i forhold til at holde fokus på det væsentlige…..værdierne, livsglæden, nydelse og mulighederne ❤️ Det spark var vigtigt i dag!!!

  3. Sussi siger:

    Sandt, og smukt skrevet Pernille ❤️

  4. Pia siger:

    Jeg syntes ik jeg kan finde min mål drømme frem i livet efter et forhold i 7 år ,hvor vi det sidste år har ses kun ses men alt efter hvornår det passede ham og 23 dec fik jeg lige den at han ik vil bruge 2 min mere på mig ,og at jeg var fra dags dato fortid skulle hverken skrive hilse eller noget … Jeg køre i ring og har levet mit liv gennem ham og sidder nu hvad vil jeg hvad ønsker jeg og hvordan gør jeg

  5. Tanja siger:

    Kære Pernille, så smukt skrevet ❤️
    Mit er:
    Det liv du lever – er det liv du får! ❣️❣️
    Og nr 9, men det fordi jeg ved, at et smil er gratis og kan gøre en forskel for ALLE og latter smitter så skønt ❣️ har netop kuperet nr 9 og sendt som sms til min mor, som har fordybet sig i sorg, vrede, depression og modløshed og alkohol… Det har været sådan i mange år men bliver værre og værre år for år….
    Jeg prøver dagligt at løfte hende, men det er svært og kan til tider virke modsat og blive min agenda og ikke hendes… Så nu sender jeg i stedet POSITIVE søde korte tekster dagligt, som hun selv kan fortolke og gøre med hvad hun vil, i håb om at det kan pille lidt ved hendes tankemønster TAK for alle de fine udpluk fra dig, som jeg kan sende hendes vej på en sms ❣️
    Kærlige tanker, Tanja