En tale: Om at miste sig selv ... og vinde alt. - Pernille Aalund
Løft din pande stolt, også selvom du tænker: Jeg har fejlet!
13. marts 2018
‘Ren kærlighed’ … og ’De 10 bud på en sund livsstil’
17. marts 2018

En tale: Om at miste sig selv … og vinde alt.

Måske skal du gå helt andre veje, sætte dine ben helt andre steder eller sagt med andre ord: måske er tiden kommet til at pløje på ny i nye furer, for en ny høst på et nyt land.

Der er gentagelser i livet…

Som chefen der mister sit job og nu græder af frygt for aldrig at blive den samme igen, at miste format, at miste sin ære, at miste sit ry.

Han ønsker det tabte tilbage.

Som hende der blev forladt af ham hun elskede og ikke kan glemme, men stadig holder fast i noget der ikke er længere. I forestillingen om det, det kunne have været blevet til, hvis bare… Det der var.

Eller noget identisk.

Det tæppe der rykkes væk efterlader dig på en helt ny flade. Du mærkede suset, mistede fodfæste og årevis af samlet skidt ligger nu som en dyne af støv i rummet.

Du havde bare været der – uden at tænke.

Tankeløs.

Nu opløses alt det, du kendte og du gribes af frygt. Du kan kun se det fortabte.

Du er blind.

 

Men dyrk din nye ø.

Når støvet har lagt sig – træder grunden frem.

Lad fødderne liste henover plankerne, du behøver ikke at bestemme dig for hverken kvalitet eller udtryk lige nu.

Dit – nye land, lad det vente.

Måske skal du gå helt andre veje, sætte dine ben helt andre steder eller sagt med andre ord: måske er tiden kommet til at pløje på ny i nye furer, for en ny høst på et nyt land.

Brug smerten og angsten som løftestang til din kommende scene. Scenen for et helt nyt og meget bedre liv. Spørg dig selv: hvor godt var det egentlig, det jeg kom fra?

Her er ‘jeg’ nu og indtil andet er bevist: kun i denne ene udgave. Så hvorfor ikke gøre noget andet?

Hvorfor ikke stoppe denne strøm af gentagelser?

Hvorfor ikke bruge denne fyring, denne forkastelse, dette fravalg til at flytte mig?

Pløje om, ‘så’ nyt på nyt.

Baseret på den sidste hændelse, mere erfaren, mere rig på viden.

Om et år – ved samme tid står du på din nye jord, som et nyt menneske.

Ingen udsigt er foræret.

 

♥♥♥

13 Comments

  1. Vibeke siger:

    Hej Pernille er li blevet alene mærkeligt at jeg sku læse det her❤️ tak knus

    • Pernille Aalund siger:

      Tingene er sjældent så tilfældige endda… vi søger ubevist efter svar. Det glæder mig at jeg måske kan hjælpe lidt… forståelse er vejen frem 🙂 Alt godt til dig.

  2. Yvonne. siger:

    Læste det lige igen.. netop følelsen af tæppet er væk, under fødderne af en, samme fornemmelse som at lette, når man sidder der, og jorden er væk under en, det er slemt, for “ en stund”…men svært at gi slip.. så sandt.. En dejlig dag til alle.

  3. Gina siger:

    Kære kære Pernille. Jeg læser denne for første gang og mærker tårene presse lidt på. Jeg er på en rejse væk fra selvdestruktion og frem i det lys som min højere magt har bestemt for mig. Jeg er forvirret, bange, lykkelig, usikker og 1000vis af andre emotioner flyver rundt om mig som bier rundt et buket af duftende magnolia. Når man står i erkendelse og afmagt kan ord som dine give ro og mod til at tage det næste skridt. Stoppe, lytte og gå. Tak.

    • Pernille Aalund siger:

      Jeg sender dig varme og gode tanker med på din rejse. Må du være velsignet 🙂

  4. Mia Munk siger:

    Tak Pernille, hvor er det godt og præcist skrevet. Det er sådan jeg også ser tingene. Altid se fremad og finde det positive i det man står i

  5. Karina Søby henriksen siger:

    Med dine ord viser du mig en anden vej – ganske vist i det små, men jeg er på vej. TAK ❤

  6. NIna siger:

    Det er nu 10 mdr.siden min mand efter 30 år på en ferie til Rhodos,sagde at ville skilles,det kom som en bombe,jeg troede ikke at jeg ville overleve,men med hjælp fra dejligt venner,mine 2 skønne drenge og deres søde koner mine sviredøtter,sidst men ikke mindst mine 3 børnebørn kom jeg op på mine ben igen,Jeg har læst alt hvad jeg kunne finde af det du har skreven og det har hjulpet mig meget,du skriver så godt,man kan se sig selv i meget af det ❤️❤️Mange tak Pernille

    • Pernille Aalund siger:

      Tak Nina … jeg skriver fra en en bund af smerte, jeg altid selv har måtte leve med. Den smerte har mange mennesker til fælles. Livet rammer os og vi skal forvalte de tab og den forkastelse eller det svigt der ofte følger med.
      Det glæder mig hvis du kan finde håb og tro i mine tekster. Jeg har set så meget … fra de store tragedier til de små tilbagevendende traumer og alligevel formår mennesker at rejse sig og i sidste ende … bygge et nyt og helt fantastisk liv. Det er den viden jeg skriver med. Det er herfra min tro den udspringer.
      Der venter dig mange gode stunder Nina. Et godt liv.
      kh
      Pernille

  7. Føles som om den var til mig. Min store kærlighed har forladt mig eller nej hans indre har valgt at tro at jeg har været ham utro intet kunne ligge mig fjernere men det er en kamp jeg ikke kan vinde. Jeg bare græder og føler mig opgivende men dine ord har givet mig håb. I morgen vil jeg lytte til dig og din mands ord i Vejle og håbe at det også giver mig lidt tro på fremtiden. Tak for dig Skønne Quinde

    • Pernille Aalund siger:

      Kære du … Hans jalousi og mistro er hans problem. Ikke dit. Måske har du intet tabt, men vundet … Der venter ofte noget ‘større’ efter en stor smerte.
      Kom hen til os og få et kram i morgen.

  8. Pia siger:

    Ville ønske jeg kunne få øje på den grund under mine fødder og tage de første nye skridt i min egen retning. Men jeg har ingen retning- kan ikke mærke mig selv – kan ikke finde svar på de spørgsmål jeg stiller mig selv: hvad har du lyst til, hvad drømmer du om, hvad vil du?
    Jeg er i limbo – ved jeg bliver nødt til at finde vejen ind til mig selv igen- selvom jeg ikke ved om den findes. Jeg tror aldrig jeg helt har været der: i mig selv.
    Jeg er bange- en kujon og en kamæleon- mester i tilpasning og hungrende for anerkendelse, som jeg, når den kommer, ikke tør tro på- som ikke er fortjent fordi jeg ikke er autentisk men blir en kopi af hvad der vil være det rigtige at gøre og sige.
    Jeg aner ikke hvem jeg selv er- hvilket grundstof jeg indeholder for jeg har efterhånden viklet mig ind i så mange lag at jeg ikke ved hvornår jeg er inde ved kernen. Jeg mærker kun fortvivlelsen over ikke at kunne mærke fortvivlelse og jeg ville så gerne kunne finde ud af at rykke mig selv og tilslutte mig “find dig selv- find en ny vej-misionen”.
    Men det bliver til endnu en ufuldendt vision i mit tankemylder der konstant terroriserer mig uden at kunne lande en enkelt brugbar handling og begynde at finde ind til en meget såret og skræmt kerne- drage omsorg og fortælle mig selv at det er ok, det skal nok gå, du er god nok, du behøver ikke kæmpe mere. Lad falde hvad ikke kan stå af sig selv. – jeg har bare sat mig på stand by – jeg vil så frygtelig gerne i tankerne- men jeg rykker mig ikke en mm.
    Jeg er blevet så dygtig til at manøvre i lagene at jeg ikke kan skelne mellem dem. Jeg er blevet så dygtig at psykologer og coaches ikke kan skille dem ad.
    Jeg er i limbo