Gør det du er god til godt, ja endnu bedre – og resten vil opstå af sig selv …
november 28, 2017
Mere tid i hverdagen
Dræb din indre svinehund … du er bedre værd.
november 30, 2017

Fra glad kødspiser til … øhh vegetar? Her er 4 gode grunde.

En lille tur til den lokale Brugs åbnede op for et hav af alternativer til kød. Og det smager lækkert. Vi er nok ikke klar til at droppe alt kød, men vi vil bestræbe os på at leve så grønt som muligt til hverdag, gemme kødet til særlige lejligheder og vælge leverandøren med omhu.

 

Det er svært at forsvare et overdrevent kødspiseri… med lidende dyr, et klima ved bristepunktet og et vaklende helbred… og helt ærligt … hvad er lyst, hvad er behov og hvornår er der udelukkende tale om en vane. Måske kan man leve lidt anderledes … med god samvittighed.

Det er en mærkelig verden vi lever i … Mens vi selv putter kalvestegen i munden, knaser flæskesvær mellem tænderne og viser hinanden billeder af byens bedste burger. Deler vi forarget videoer fra et hundeherberg og væmmes ved misrøgt af en hvalp.

Vores omsorg handler om det vi kan ’se’, alt det øvrige vælger vi at glemme. Vi konsumere kød med glæde, men burde det hele i virkeligheden ikke efterlade os med en mærkelig smag i munden?

Det er svært, at være vidne til de mange FB videoer fra slagterier rundt omkring i verden. Se hvordan der bliver smidt rundt med kyllinger på en stor fabrik. Se hvordan de køres direkte ned i en kværn, levende, via et samlebånd. Kalve der hårdhændet kastes op på et lad, hylende, mens deres mødre står skrigende tilbage. Døde griseunger. Og burhøns med brækkede ben….

Jo billigere kød fra køleren, desto værre er turen fra fødsel til død. Men det rører os ikke og de få der sætter sig igennem og deklarerer et liv uden kød… bliver ofte udskældt som ’hellige’.

Jeg talte en gang med en mand, han kom for at hente en svane der var kommet til skade. Han arbejdede næsten kun med dyr i en god sags tjeneste. Det var han nødt til, sagde han, for jobbet før dette havde foregået på et slagteri. Her var han en af dem der satte kalven ’bolten for panden’. Han kunne fortælle om den angst han var vidne til, før døden indtraf, den smertende sidste vandring – alene. De store bange øjne han kiggede ind i – hver gang. Det sad dybt.

I dag ved vi mere og mere om hvordan dyr oplever smerte, svigt og savn. Vi ved at grisen er klogere end eksempelvis hunden … har følelser, erkender, lærer og husker. Men fordi den ikke ligger i sin kurv i hjørnet af stuen, slagter vi den gladeligt i milliontal hvert år og i den korte periode den lever, er det ofte under forhold der, hvis vi udsatte vores egne firbenede venner for det samme, ville sikre os en plads på forsiden af Ekstra Bladet. Alligevel griber vi endnu en billig steg fra køledisken, klapper Fido på ryggen og siger God Jul!

Men vi KAN vælge, at leve anderledes.

Vi kan vælge at mindske den strøm af kød vi fylder vores maver med. Vælge, at det vi putter i munden skal gro fra jorden eller høstes fra buske og træer og hvis vi en gang imellem alligevel sætter tænderne i en god bøf, så hører det til sjældenhederne og alt hvad vi nyder fra den kant af – det nyder vi med respekt og vi har taget et ansvar.

Ansvar for levevilkår og ansvar for død. For det er sådan vi vælger at behandle de dyr vi omgås med hver dag og hvorfor skal det vi spiser behandles anderledes.

Vi kan vælge at handle udelukkende fra gårde hvor dyrene har et faktisk liv. Vi ved det koster mere, men fordi vi spiser mindre kød, er det også et valg vi kan få råd til at træffe. Vælge æg fra fritgående høns og en gåsesteg der har gået samme med andre gæs på brede markarealer i vind og vejr.

Og hvilket valg ville det ikke være….

 

Her er 4 overordnede grunde til at leve grønt:

 

1.Ansvar og samvittighed.

Vi respekterer alle levende væsner og ønsker ikke at være en del af noget, vi ikke kan stå inde for. Vi vil spise vores mad med omtanke og god samvittighed.

 

Ville vi spise kød, hvis der var billeder fra slagterier, stalde og bure på indpakningen når vi handlede ind?

 

2.Dyrevelfærd

Vi ønsker at bidrage til at sikre, at de dyr der bliver slagtet har de bedst tænkelige levevilkår. Vi ønsker at nedsætte antallet af slagtninger ved at leve anderledes og mere bevidste end hidtil.

3.Klima

Vi anerkender at klimaet er under et massivt pres og at en ud af mange årsager er denne verdens massive produktion af kød. Ved at nedsætte eget forbrug, vil vi bidrage til en bevidsthed der i sidste ende vil være med til at skabe de nødvendige ændringer til glæde for vores børn og børnebørn og alle dem der kommer efter.

4.Sundhed

Vi er bevidste om den store indflydelse på helbredet en grøntsagsbaseret kost har. Der er veldokumenterede eksempler på mennesker der har sluppet livsstilsbaserede sygdomme og medicin efter en periode udelukkende med grønt som hovedernæringskilde. En grøntsagsbaseret kost har også indflydelse hvis man er overvægtig. Jeg ved det, for i min talkshow tid gav netop denne livsstils ændring det største resultat, da vi testede kure og diæter… dette er altså en væsentlig vej mod et liv mere sundt og mindre ’sygt’. Veganere oplever også hvordan de efter at have sluppet kødet, er mindre trætte, mindre syge og behøver mindre søvn.

………………………………………………

P.S. Der findes en helt masse fantastiske alternativer til kød. På billedet finder du indholdet af gårsdagens indkøbsposer fra den lokale Brugs i Smørum. Vi har som familie valgt at træffe en beslutning om en livstilsændring: Primært grønt!

Hvis du gerne vil læse mere i stil med denne artikel, så tryk på ♥ oppe i toppen af artiklen. Det giver mig et praj om interessen.

 

4 Comments

  1. Christina siger:

    Jeg kan sagtens følge dig. Vi går selv i den retning. Med mindre kød og primært økologisk. Men begrænset udvalg pålæg. Samtidig generelt svært med mad – for fisk skal være fra havet ikke bare havbrug for at undgå gift fra medicin. Og er havet efterhånden rent længere? Ris kommer fra Kina hvor selv den økologiske opvokset i giftig jord og luft. Mener det er tilsvarende for soya. Frugt og grønt skal være økologisk for ikke at være fyldt med gift. Selv økologisk frugt og grønt kan blive overfladebehandlet med kobber tror jeg det er som heller ikke er sundt. Så hvad er efterhånden spiseligt.
    Og ift. forurening hørte jeg den anden dag at de kæmpe fragtskibe står for størstedelen af co2 udledningen. Så vi skal vel også droppe importen.
    Og tandpasta og creme kan være fyldt med mikroplast og andre ubehagelige sager.
    Man ender efterhånden enten med angst eller lukkede øjne. Og hvor ender børnene når de gang på gang får at vide at tingene er usunde selv de angiveligt sunde.
    Mvh den frustrerede

    • Pernille Aalund siger:

      Ja…. det er lidt af en cirkusmanege…. Men sådan tror jeg det er med mange ting. Vi kan dybest set ikke stole på ret meget af det der bliver sagt – der findes så mange sandheder OG DOG… vi kan handle grønt, økologisk og bevidst og derved er vi med til at sætte en dagsorden. Det er så op til vores politikere at skabe en lovgivning der understøtter begreber som ‘økologisk’ samt ting der er særligt certificeret. Der skal være et regelsæt. Hvis vi også skal lege politi … bliver det tungt…. men jeg bliver glad i låget over at der er så mange andre der også rider med på denne bølge 🙂

  2. Ellen siger:

    Tillykke med valget Pernille ❤ Jeg ved der er mange erstatningsprodukter. Som en overgangsfase er de gode. Men derefter vil jeg anbefale dig kun at benytte dig af få af dem. Da mange af dem ikke tager hensyn til egentlig sundhed. Dog kan jeg alligevel anbefale – havredrik – naturli smørbar – urtekram forskellige færdig produkter på frys – hvis kun vegetarisk og ikke vegansk – er der simplefeast som alternativ til take away og spisesteder i kbh udover de gængse raw42, kan jeg anbefale souls, biom, organic boho og green burger. Sidst nævnte er ikke sund men dyrevenlig. Herudover kan man jo bare spise grøntsager. Der er en vegetarisk festival om sommeren på 10øren. Det kan anbefales at holde vegetarisk julefrokost. Vi deltager i en hvert år – uden traditionelle retter bare for at hygge og blive inspireret af andres retter. Af mad bloggere kan anbefales Mia Sommer, Månebarnet mfl. Månebarnet har et link til en masse andre gode bloggere https://maanebarnet.org/veganer/danske-veganerblogs/

    Jeg ved ikke om Plantepusherne stadig har takeaway til julefrokoster. Men ellers har de haft god omtale.

    God vind! Hos os spiser vi næsten ikke kød. Kun hvis vi craver hvilket sker en gang eller to om året.

    Kh Ellen

Skriv et svar