Pernille Aalund - Fotograf Henrik Adamsen
Når jeg fylder 100…
november 2, 2017
Ryd op … hvis kærligheden skal flytte ind
november 3, 2017

Du burde ’samle’ på mennesker

Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

En tale:

Du burde ’samle’ på mennesker. Gode mennesker. Skæve mennesker. De excentriske. De højtråbende og lavttalende. Kvinden med tørklædet. Manden med tatoveringen i ansigtet. Hende i den lårkorte med de røde læber. Den vilde teenager – den vise ældre, men fælles for alle: de har noget på hjerte, et ’drive’.

De bløder, de længes, de ’giver’ og kaster sig gang på gang ud over kanten.

Du kan møde dem på en gade uden ord. I Brugsen ved køledisken. I et forum på de sociale medier. En video optaget i en tam stue. Brændene, måske indebrændte. Eller blot som et blik, et strejf, en tilfældighed eller..

Fordøm dem ikke, men lær og lyt. Hvis du lærer, vil din hjerne åbne til de bagerste rum og i sidste ende vil de bidrage til, at du bliver stærkere i egen tro eller smukkest af alt: du ser nogle nuancer der for altid vil ændre dit syn.

Du kan indsamle dem i dine små gemmer, bag en hjerneklap i lukkede rum. Der ligger de så til tiden er inde – det rette tidspunkt og det rigtige sted.

Og luk dem ind i dine projekter, ind i din stue, på dit kontor, i dit kaos. Som gæster.

Al udvikling sker, når vi tillader at andet sker – end det vi i forvejen kender. Derved tvinges vi til at udvide horisonten. Derved spidser vi pennen … ikke blot som mennesker, men også i professionelle sammenhænge. Eller i kærlighedens navn; vore hjerne holder os fast i det vi allerede ved og derved kan mange af os let fare vild i det forudsigelige. Det tænkte, det låste og det der er nedgroet.

Vi ønsker at alt skal ændre sig, men der er ingen forandring.

Og midt i dette mylder af personligheder, kan du så sætte dig,  i behørig afstand, og iagttager alle de processer der følger i kølvandet af livets uforudsigeligheder. Og det er magisk.

Mennesker der lukker sig om sig selv og spydigt foragter et andet synspunkt … gør mig bange. De begrænser ikke bare sig selv, men også den verden vi allesammen er en del af.

Alene er vi unikke. Sammen geniale. Måske ikke som en helhed – sammen for altid. Men som en kilde til en evig inspiration.

Skriv et svar