Der er ting, jeg ikke kan længere. - Pernille Aalund
En ‘tale’ om at slippe smerten og … lette!
september 17, 2017
Indimellem må man bare gå
september 18, 2017

Der er ting, jeg ikke kan længere.

Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

Foto: Thomas Fryd

Der er ting, jeg ikke kan længere.

Jeg kan ikke længere bare pakke en kuffert og rejse; der er for mange ting, der binder mig til denne årstid. Det lokkende kald i blæsten. Denne fortættede lugt af forgængelighed. De takkede blades toner af gult i rødt og alle de stumme løfter om nye tider.

Der er så meget, jeg ikke kan længere.

Jeg kan ikke længere bare stille op for at tale om ting der ikke betyder noget, i en sal med mennesker, der er på vej et helt andet sted hen. Eller tv studiernes sværm af lys og sludren om alt på ingen tid. Og før man fik tænkt sig om er det hele forbi.

Underholdningsprogrammer med lattermaskiner og trætte opvarmere i et rum hvor alle pensionister bliver placeret bagerst, så man ikke behøver se dem, når nu det publikum man gerne vil have, skal se programmet, er de unge. For uden dem er der ingen penge til at producere for. De unge selv ser sjældent med. De er er helt andet sted. Det er de ældre der har tiden … og økonomien.

Der er så meget, jeg bare ikke kan længere.

Jeg kan ikke længere sige ’jeg elsker dig’, hvis det ikke er sådan, jeg har det, lige når jeg bliver spurgt. Ordene har fået tyngde med årene, de lægger sig indimellem som et smertefuldt punkt under mit brystben… som piller man slugte for hurtigt og brød uden vand.

Der er så meget jeg ikke kan.


I dag kan jeg kun dét, der virkelig betyder noget.

Duften af din nakke klokken halv tre, den nat hvor ugleungernes skrig holdt os vågne. Linoliums gulve og tusind lyde fra nye liv på den fødestue hvor endnu en generation brød igennem.

Tonerne fra et glemt stykke musik, mens jeg skriver om det der er vigtigt… under ikonet for den indre rejse ved siden af fodgængeren, cyklisten og de offentlige transportmidler.

Der er stier uden ende og skove der spaltes i to.

Det er den fummelfingredes, blinde formskrift. Bogstaver i det våde sand og stumme sange om ting der ikke kan siges højt.

 

Der er et kaos, men det er ægte.

Der er en smerte, men den er min.

Der er et savn, jeg ikke fortryder.

 

Den nye mening – et andet ’jeg’.

5 Comments

  1. Jeg elsker hvad du skriver og kan føle hvert et ord dybt i mit eget hjerte.

    Når man bliver ældre kan det godt være, at øjnene bliver lidt mere sløret. Men i sjælen letter tågen og lyset bliver mere klart med indsigten og visdommen fra den livsvej, som man har gået, på godt og ondt.

  2. Pernille siger:

    Wauw. ❤️

  3. Henrik KimNielsen siger:

    Ville gerne møde dig!

  4. Hanne blounsø siger:

    Alt dette du skriver går lige i hjerte og sjæl ❤️

  5. Sigrun Lorenzen siger:

    Tak fordi du skriver så autentisk og bringer poesi ind i vores sprog.

Skriv et svar