De største erkendelser! - PernilleAalund.com
10 helbredelser #6. ‘Stenen’ og de energier vi kan fylde i selv de mindste symboler.
januar 16, 2018
Et opråb: Når brokkeriet tager magten på arbejdspladsen!
januar 19, 2018

En tale: De største erkendelser …

Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

Ingen skal stille sig helt tilfreds med det næstbedste med mindre det næstebedste i sidste ende er til eget bedste eller en andens bedste – en som man elsker og ønsker at løfte og flytte og omfavne.

Hæren af indebrændte mennesker, halvejs i livet, er stor. De står der, skulder ved skulder og klynger sig krampagtigt til eget livsværk. Iført skyklapper med nedadvendte mundvige. Og det er sjældent deres egen skyld.

 

Dette er én blandt mange store erkendelser:

Der er længsler man bare må indse, aldrig kan indfries – som bogen man skrev om sit liv, dengang man var barn og stædigt holder fast i – resten af livet – kapitel for kapitel.

Historien om en fremtid, en kærlighed, en lykke, en udsigt og 5 børn med en livsledsager, der kunne bære én gennem sorg og bekymringer.

Historien om en karriere, et job, en udsigt til havet, en blomstrende eng og et lille bassin med fisk der pisker med halen i overfladen kort før solen går ned.

Alt sammen baseret på naive drømme kreeret på et tidspunkt, hvor man ikke helt havde mødt livet endnu. Baseret på en forestilling, om den eneste ene. En klar sondring mellem godt og ondt. Heksen med vorten og feen med tryllestaven.

Vi skriver vores historier tidligt, måske som et værn mod virkeligheden – et sted, hvor længsler kan parkeres, indtil der opstår en mulighed for at føre dem ud i livet.. og sådan kan der gå år efter år.

Alt for mange venter – alt for få handler og endnu flere giver op.

Hver dag er en lille kamp, men uden kamp dør vi. Uden kamp og uden mål. Og uden mål ingen kamp. Det er i kampen vi næres. Men vi bør løbende stille os selv spørgsmålet:

Er det jeg kæmper for i dag – det jeg i virkeligheden har brug for? Eller holder jeg stædigt fast i et fragment af den historie og de længsler, der blev født engang for mange mange år siden?

Hæren af indebrændte mennesker halvejs i livet er stor. De står der skulder ved skulder og klynger sig krampagtigt til eget livsværk. Iført skyklapper med nedadvendte mundvige. Og det er sjældent deres egen skyld.

Vi bør genbesøge vores drømme løbende, skrive historien om og tilføje alle de nuancer et NU kan bidrage med, kombineret med al den viden, vi har fået om livet og smerten.. den uundgåelige. Udrydde alle de hamrende ligegyldige længsler parkeret hos andre. Håb om noget bedre. Forventninger.

Vi skal ikke nøjes. Ikke tæmmes. Ikke bukke os for nogen, der mener at deres valg er de eneste rigtige og deres drømme bør fylde mere.

Ingen skal stille sig helt tilfreds med det næstbedste med mindre det næstebedste i sidste ende er til eget bedste eller en andens bedste – en som man elsker og ønsker at løfte og flytte og omfavne.

Dette er en erkendelse.

Lad os hvert år udråbe en dag til at være’ tilfældighedernes dag’.. en dag befolket med nye møder, nye højder og nye drømme. Fortæl dig selv at i dag vil mindst ét helt nyt og ukendt menneske komme til at gøre en forskel. I dag vil du dræbe ’plejer’ – og give dig selv en flig at et eventyr

… det er først når vi omsider giver op, slipper alt og lader livet ’ske’, vi i virkeligheden får alt det vi drømmer om.

 

 

Er dette en ‘tale’, der taler til dig? Så må du meget gerne give den et ♥ øverst på siden.

Talerne kan købes i bogform. Du kan følge dette link 🙂

6 Comments

  1. Hanne siger:

    ❤️❤️❤️❤️❤️

  2. Dorte siger:

    ❤️❤️❤️

  3. Trine siger:

    ❤️❤️

Skriv et svar