Der er ikke meget, jeg frygter, men dét, jeg frygter, kan indimellem vokse sig stort og fylde som en buldrende presenning på det stillads, jeg kalder min krop. Jeg frygter ikke alderen, selvom den sniger sig ind og kræver, at jeg må kaste korpus udover kanten af sengen, før solen får øjne for at holde konstruktionen stærk og ved lige. Jeg frygter ikke blikkene, der falder hårdt, når jeg træder forkert eller de hvasse kommentarer, skjulte hentydninger og ond tale bag lukkede døre.

Jeg frygter ikke døden eller mørket. Tænker sjældent på sygdom. Jeg tror på, at hver eneste dag rummer muligheder, at hver eneste morgen møder mig som en nyfødt. At det, der gjorde ondt i går – kan gøre godt i dag. Jeg tror på længslen som drivkraft. På visioner og drømme og ting, der skal vokse sig store. Jeg fodrer, hver dag, min sultne sjæl med nye pulsslag. Jeg frygter ikke modstand. Jeg kan bukke mig i smerte over ord, i kamp og angreb, men jeg har aldrig frygtet ikke at kunne rejse mig igen, alene. Jeg frygter ikke afskeden – alt godt kommer tilbage og det, jeg siger farvel til, har haft sin tid, sit liv og sit univers.

Det jeg frygter mest, er tiden. Tiden der bare går og efterlader mig tilbage, åndeløs over alt det, jeg ikke har set, gjort og udrettet. Jeg frygter, at jeg en dag skal lukke mine øjne uden helt at have elsket nok, rørt nok, mærket nok. Jeg næres af nærhed – fyldes op i et favn. Jeg frygter, at der er musik, jeg aldrig skal sanse. Kunst, jeg ikke skal opleve. Mad, jeg ikke når at smage – og alt det eventyrlige, jeg ikke når at pakke ud, som morgenbrisen fra et landskab jeg ikke kender.

Og så frygter jeg ligegyldigheden. Denne ’venden ryggen til’. De lukkede øjne og overklassens polerede afstand til det ansvar, som bør være en del af ethvert menneskeliv. Men den største frygt af alt, den retter jeg mod fordømmelsen. Den, der bliver skreget fra kolde hylstre i tomme stuer fra munde, der aldrig kan mættes, og som selv lever liv, ingen ønsker at dele.

Fordømmelsen som den største dræber af al kraft. Denne evige messen, der forhindrer dem, ’der vil’ i ’at gøre’ – fordi andre ikke selv magter opgaven. Fordømmelsen rettet mod en tro, en religion, en overbevisning, en vej, et liv og et valg.

Der er frygten for tiden og ligegyldigheden, men størst af alt er frygten for fordømmelsen.

juli 3, 2015
Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

DET, JEG FRYGTER

Der er ikke meget, jeg frygter, men dét, jeg frygter, kan indimellem vokse sig stort og fylde som en buldrende presenning på det stillads, jeg kalder min krop. Jeg frygter ikke alderen, selvom den sniger […]
juli 3, 2015

Pas på dig selv

Det er ikke så meget alt det jeg mangler, eller ikke har fået eller står med en længsel efter. Det mere tiden der bekymrer mig. Den hast hvormed den tager fart. Hvor blev de lige […]
juli 3, 2015
Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

NÅR HÅBET GÅR TABT.. ER ALT SÅ MULIGT..?

Du tænker muligvis: ”Men jeg ved jo bare, at alt IKKE er muligt!” Du har prøvet at rende hovedet mod en mur, du har stået med håbløsheden, tabet og den store smerte. Men jeg kommer […]
juli 3, 2015
Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

NÅR DET HELE ER ALLERMEST UMULIGT!

(Svar på en række spørgsmål fra indbakken) Hele vejen gennem livet vil du opleve at stå i situationer, der er smertefulde, som ryster dig uventet eller gør dig bange eller ulykkelig. Hver gang du oplever […]