Man kan gå gennem livet med en pose over hovedet. Velkomme sine dage i afmagt og navigere uden om smerten som en søvngænger, bevidstløs og uden et endeligt mål. Stikke benene ud over kanten af sengen og forbande vejret, opvaskemaskinen, der pludselig valgte ikke at vaske – den, der ligger ved siden af på tiende år og de tynde trevler af tidens spor på kinden efter en pude – der føles blød, men alligevel efterlader et delta af mærker. Man kan leve uden virkelig at leve. Man kan overleve meget længe på den måde. Med smagen af metal i munden og en lammende træthed i nakken. Man kan dukke den nakke for længe.
 Og sådan går tiden.

-’Hun har jo selv valgt, at leve med mig på de præmisser!´ sagde han over sin sushi tallerken, på dét, som jeg troede var en date, men viste sig at være et tidsfordriv, eller en flugt for ham – for konen sad derhjemme med børnene og ventede. Hvordan jeg selv vil leve? Ikke sådan – tænker jeg. Med en pose over hovedet og en mand der hellere vil elske med andre end mig.

-’Hvordan orker du at arbejde så længe?’, sagde kvinden i en elevator, der lugtede af røg, mens jeg krammede posen med kildevand og æble og følte mig rig efter en lang mandag. Kokken var lidt over ni – og jeg tænkte om hun ville stille det samme spørgsmål, hvis hun selv var tilfreds og mæt og i live.

Der er ikke så mange skud i livets bøsse – der er ikke så mange muligheder for at sætte nogle nye scenarier, hvis du bare lader tingene ske og dagene gå og ikke får handlet i tide.

Livet lukker sig om os med vanens mægtige klo, og det er så ufatteligt svært at vriste sig fri. Jeg tror ikke på denne ’venten’… på manden, der måske kommer hjem på et tidspunkt, den næste solskinsdag, en lottokupon eller længslen efter at lukke pc’en, når viseren rammer fyraften. At vente i længsel med udsigt til et muligt mål, med en plan – det er en venten jeg hylder. At glæde sig – det hylder jeg. Men hvis livet leves i erindringen – eller drømmen om det der skal ske om lidt – fordi det, du står med lige nu, er ubærligt – er ubærligt i sig selv.

Det er et liv med bøjet nakke.

Livet bør leves med nakken tilbage. Åben. For ham, for det, i et suk, med et håb, i et brøl – og øjne vidt åbne.

Vi kan muligvis ikke være lykkelige hele tiden – men i mellemrummene skal der kun optræde en sult efter at forbedre det vi ’har’ – livet skal ikke leves med drømmen om det der ’kan’ ske, men i vished om at det sker – og fordi du selv har valgt at skubbe til processen.

juli 3, 2015

DU MÅ IKKE BØJE DIN NAKKE

Man kan gå gennem livet med en pose over hovedet. Velkomme sine dage i afmagt og navigere uden om smerten som en søvngænger, bevidstløs og uden et endeligt mål. Stikke benene ud over kanten af […]
juli 3, 2015
Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

DÈT, DE ANDRE SIGER OG DÈT, DU GERNE VIL VÆRE

Hvis du hører til en af dem, der indimellem tager en chance, stikker næsen lidt frem, siger din mening højt eller bare handler efter dit eget hjerte frem for at følge andres rute.. så har […]
juli 3, 2015
Pernille Aalund - Fotograf Henrik Adamsen

VI SKAL TALE HINANDEN OP – IKKE NED

‘Vi skal tale hinanden op, ikke ned’ sagde dronningen i sin nytårstale. Åh ja… lad os dog tale hinanden bedre, og videre. Den stemning vi bringer andre i – er den stemning de tager med […]
juli 3, 2015
Pernille Aalund - Fotograf Thomas Fryd

MENNESKER, VILJE OG DET UENDELIGE POTENTIALE

Vi havde aftalt, at holde et forretningsmøde. Du, en fremadstormende, ung erhvervsmand, jeg hende direktøren i det store mediehus. “Du må gerne sætte farten lidt op!”, sagde du og klappede jovialt en tjener på armen. […]